Bortset fra at man mange steder, især i Jylland, fremover lagde stadig mere vægt på opfedning af stude, forandrede det danske landbrug sig meget lidt i de første næsten 400 år der fulgte efter Den sorte død. Den nye landsbystruktur med (nogenlunde) arvelige fæstegårde, varede ved til udskiftningen sidst i 1700-tallet. Der kom heller ikke ret mange nye redskaber til; dog blev segl efterhånden skiftet ud med leer. Desuden blev vejrmøller stadig mere almindelige, og dermed blev man generelt mindre afhængig af vandløb og vandhjul.
Til gengæld forbød kongemagten de små skvatmøller, og tvang dermed bønderne til at bruge godsejernes store vandmøller. Mølletvangen indskærpes flere gange gennem tiden, så det har åbenbart ikke været helt nemt at tvinge bønderne til at bruge bestemte møller.
Gennem disse næsten 400 år havde man trevangsbrug i Danmark; det blev suppleret af eng og overdrev og mange steder også lidt småskov. Desuden var der store græsningsarealer i Jylland, især i de lange brede ådale mod syd og øst.
Det eneste større redskab man havde, var hjulploven der takket være introduktionen af bringeselen nu ofte blev trukket af heste i par. På hjulploven var kun få dele lavet af jern, resten var af træ, og sådan var det også med de øvrige landbrugsredskaber. Kun de værktøjsdele der skulle slå eller skære, var af jern – som hammerhoveder, øksehoveder, sakse, bor, knivblade og leklinger. Resten var af træ; også tænderne i river, grebe og harver var lavet af træ. Man havde søm af jern, men til fx byggeri brugte man nagler af træ.
Eftersom produktionsapparatet kun blev marginalt forbedret, kan det ikke undre at produktiviteten heller ikke steg. Foldudbyttet (dvs. det man høster i forhold til det man sår) voksede næppe fra årene før Den sorte død til langt op i 1700-tallet. Tilsvarende var der også kun en relativ lille befolkningsvækst i perioden, og langt det meste heraf var uden tvivl i byerne. I byerhvervene – inkl. skibsbyggeriet – skete der derimod en løbende udvikling. Inden for stort set alle håndværksfag blev der jævnligt introduceret nye opfindelser – formidlet af enten tyskere eller hollændere eller af danske håndværkere der havde været ‘på valsen’ i udlandet. Der skete desuden en voldsom udvikling inden for krigsteknologien.
Det kan derfor undre at den teknologiske udvikling i landbruget stod helt stille. Den stod også stille sammenlignet med udviklingen i fx det tyske, hollandske og engelske landbrug. Man kan diskutere hvad der var årsagen, men det er tydeligt at godsejerne ikke har oplevet noget presserende behov for nytænkning.
Bønderne havde det faktisk også rimeligt godt i perioden, selvom kongen og godsejerne dog løbende strammede skatter, afgifter og det tvungne hoveriarbejde. Og fordi godsejerne længe kunne nøjes med at skrue lidt op for udbytningen af bønderne, forstod de heller ikke behovet for teknologisk udvikling. Mange godsejere tjente i øvrigt godt på eksporten af stude til det nordtyske marked. Og kongen interesserede sig næsten kun for at udvikle byerne og begrænse importen fra andre lande – og for at føre krig.
Stilstanden skyldtes også at det danske landbrug endnu overvejende producerede til eget behov. Bønderne havde hverken viden, økonomi eller andre forudsætninger for at forny produktionen og forsøge at nå nye markeder. Deres horisont rakte ikke længere end til markedet i nærmeste købstad. Det var kun godsejerne der havde mulighed for at prøve noget nyt. Det kom også, men først langt ind i 1700-tallet. Og da var de nødt til at handle.
I løbet af 15-1600-tallet blev det klart at den økologiske krise der så småt var i gang før Den sorte død, nu vendte tilbage. I de første mange årtier efter pestepidemierne blev jorden ikke dyrket så intensivt som før, og markerne genvandt noget af deres frugtbarhed. Men efterhånden som befolkningen og produktionen igen steg, blev jorden atter udpint. Nogle steder blev den så udpint at den blev ramt af sandflugt der lagde store arealer øde. Samtidig begyndte også skovene at blive mærkbart mindre. Ved begyndelsen af 1800-tallet var der således kun skov på 1-2 % af Danmarks areal. Men længe inden var forholdene på landet inde i en nedadgående spiral der kun blev forstærket af de stadigt øgede afgifter og skatter.
Der var dog enkelte fremsynede godsejere der kunne se at udviklingen ikke kunne fortsætte. Nogle af dem vidste også hvordan man tacklede problemerne i Tyskland og Holland. Og det var fra dem at forandringen kom. Men vi skal altså først ind i 1700-tallet inden der sker noget.
Ingen kommentarer endnu!