Overgangen fra bronze- til jernalder betød ikke blot at man udskiftede et relativt blødt materiale med et hårdere og derfor mere anvendeligt materiale. Det betød også at langt flere fik mulighed for at lære at arbejde med at smelte og bearbejde metal. Men det vigtigste var at jernet blev fremstillet ud af et lokalt råmateriale, nemlig myremalm.
Myremalm er jernholdige aflejringer der bl.a. findes i moser. Og da moser hed mýrr på oldnordisk (det hedder endnu noget lignende på svensk, norsk og islandsk), ligger navnet jo lige for. Men myremalm dannes dog også andre steder med høj fugtighed, og da det aflejres løbende, findes det mange steder overalt i Danmark, især i Syd- og Vestjylland, i det område der ikke var dækket af is under sidste istid. Man kan stadig finde myremalm i Danmark, men kvaliteten kan ikke konkurrere med jern fra egentlige miner. Det blev dog brugt helt op til 1600-tallet.
Det andet råmateriale man havde behov for, var trækul. At lave kul af træ kunne man i forvejen; man havde brug for trækul når man smeltede bronze. Det giver en højere og mere langvarig varme end almindeligt træ. Og da jern har et endnu højere smeltepunkt end bronze, var brug af trækul også helt nødvendigt for jernsmedene.
Trækul laves ved at ’svide’ træ (at ‘svide’ betyder at brænde uden at ødelægge). Man stabler træ op i en mile der dækkes med grangrene og jord og antændes. Nederst i milen laves nogle åbne luftkanaler, så små at de ikke giver ikke luft nok til at milen kan komme rigtigt i brand med flammer. Når milen har ‘svedet’ et par dage, lukkes for luftkanalerne, ilden dør ud, og når milen er kold, kan man tage trækullet ud. Processen kaldes også for pyrolyse eller tørdestillation.
Den store produktion af jern havde imidlertid den følge at der blev ryddet skov mange steder. Det gik hånd i hånd med udvidelsen af det dyrkede areal. Træfældningen tjente således ofte to formål, men den langsigtede følge var meget uheldig. Det opdagede man dog først meget senere. Først i løbet af 1600-tallet begyndte man at kunne se ulemperne ved at skovene var blevet mindre, men først med fredskovforordningen af 1805 blev ødelæggelsen af skovene stoppet.
En anden ulempe, at rydningen og afbrændingen af træer førte til udledning af CO2, blev man som bekendt først klar over endnu senere.
I begyndelsen smeltede man jernmalmen i små grubeovne ligesom dem man brugte til bronze, men da jern kræver højere temperatur for at smelte, gik man senere over til at bruge såkaldte skaktovne der bedre kunne holde på varmen. De blev bygget af ler – som dermed var det tredje råmateriale man brugte. Også det var et lokalt råstof som fandtes i store mængder. Så i stedet for handle sig til bronze syd for Danmark, var man nu helt selvforsynende med jern. Nogle mener endda at der omkring år 0 blev eksporteret jern fra Danmark. Under alle omstændigheder medførte det en stor forbedring af befolkningens økonomiske forhold – det førte til voksende befolkning, et mere effektivt landbrug og til de første statsdannelser i det danske område.
Udover fremstilling af jern og jernredskaber kom der også andre teknologier og også nye dyr og planter til Danmark i løbet af jernalderen. Man fik rigtige plove, man begyndte at bruge husdyrenes lort til gødning, husdyrholdet blev udvidet med katte og høns, og man begyndte at dyrke rug. Og nøgenbyg blev efterhånden erstattet af almindelig byg med avner. Det er uklart hvorfor, for nøgenbyg er nemmere at gøre klar til brug. Det er også sundere, men det vidste man nok ikke dengang.
Sølv kom også til Danmark. Og man fik en ny måde at bo på. I bronzealderen lå de fleste gårde alene og ofte på højtliggende steder, men i løbet af jernalderen samlede bønderne sig typisk i små landsbyer med hegn omkring. Det kan skyldes at man på den måde lettere kunne forsvare sig mod overfald, men det kan også skyldes at man på den måde lettere kunne hjælpe hinanden med markarbejdet, fx med at pløje. Hverken gårdene eller landsbyerne lå imidlertid helt fast.
Ingen kommentarer endnu!