Dasset – det lille hus til latrinen

Man kan have mange meninger om hvilken opfindelse der er den største. Er det ploven, krudtet, forbrændingsmotoren eller atombomben? Computeren, internettet eller kunstig intelligens? Men når alt kommer til alt, er de vigtigste uden tvivl vandklosettet og renseanlæggene. Der er mange opfindelser der har gjort livet lettere – eller har gjort det lettere at slå vores fjender ihjel – men de fleste kan godt undværes uden at vores verden bryder sammen. Men vi ikke undvære vandklosettet og renseanlægget, i hvert fald ikke hvis vi bor i byer.

På landet kan man stadig gøre som man gjorde før tiden, sætte sig på hug bag køerne og skide i den såkaldte ‘grebning’, som renden bag køerne hedder. Eller vi kunne finde et sted i naturen hvor vi kunne tømme tarm og blære. Det ville af flere grunde være bedst at vælge grebningen fordi vores afføring blev blandet med dyrenes og brugt som gødning på markerne. Sådan gjorde man mange steder på landet endnu op i 1900-tallet.

I byerne var det anderledes. Der brugte man dasser, også kaldet lokummer eller retirader. Og det gjorde man også på større gårde, i hvert fald var der das til herskabet og tjenestefolkene i stuehuset. Men tjenestefolkene i stalden var ofte henvist til grebningen.

Det er imidlertid uklart hvordan datidens renovationsarbejde blev udført, men formentlig havde man allerede dengang såkaldte natmænd i Danmark. Navnet fik de fordi de arbejdede om natten. Men selvom de udførte et meget vigtigt arbejde, var de udstødte og arbejdede kun med opgaver som ingen andre ville have med at gøre.

Christian 2. bestemte i 1522 at alle købstæder skulle have en bøddel og en rakker, og at der en gang om ugen skulle køres affald ud af byen, i øvrigt i særligt tætte og lukkede vogne. Rakkerne var bødlernes medhjælpere, men udførte også natmandsarbejde. Og ofte brugtes ordene natmænd og rakker i flæng – i øvrigt sammen med blandt andet kæltring.

I 1702 overlod Frederik 4. imidlertid renovationsopgaven til private vognmænd, og her kommer ordet ‘skraldemand’ fra. Renovationsfolkene skulle nemlig give lyd vha. en skralde når de kom frem – ikke for at folk skulle komme for at købe, men for at de kunne holde sig væk. Det lugtede ikke godt når latrinen skulle transporteres fra dassene i baggårdene og ud til vognene. Måske faldt der også lidt ved siden af. Og alt det våde sivede jo ned i jorden.

I løbet af 1800-tallet begyndte man i København og andre større byer at bruge spande til afføringen. Herved opstod det vi i dag forbinder med et gammeldags lokum, dvs. en spand placeret under et bræt med  skidehul. Den kunne rumme både det våde og det faste, og begrænsede dermed nedsivningen, men stoppede den ikke. Og eftersom brøndene ofte lå ganske tæt på lokummerne, blev brøndvandet forurenet. Man foretrak derfor at drikke hvidtøl i stedet for vand.

Koleraepidemien

Der havde længe været læger og andre eksperter der advarede om at de hygiejniske forhold var for dårlige, men man manglede endnu klar viden om sammenhængene. Og derfor vidste man ikke hvad det var for et problem man stod over for da København i 1853 blev ramt af en koleraepidemi. Sygdommen spredte sig siden til flere andre danske byer, og i alt døde op imod 7.000 danskere af sygdommen. 

Året efter blev London også ramt af kolera, og her lykkedes det lægen John Snow at dokumentere sammenhængen mellem forurenet vand og kolera. Det førte til at man både i London, København og mange andre steder begyndte at bygge kloakker og vandværker. Og nu blev det også muligt at installere vandklosetter, altså wc’er der blev skyllet rene med vand. Der var bare ét problem! Afføringen blev skyllet ud i vandmiljøet.

Faktisk blev det i mange danske byer direkte forbudt at koble sit wc på kloaknettet. Men i 1884 blev Nakskov den første by hvor man lovligt kunne koble sit wc på kloaknettet. København fulgte efter ti år efter. Men selvom man nu havde fået mere styr på kloakvandet, løb afføringen fortsat ud i vandmiljøet. Det var først fra midten af 1900-tallet at der blev bygget renseanlæg i Danmark. Her kom Odense først; det skete i 1948. At det netop var Odense der byggede det første renseanlæg, var ganske logisk. Her ledte man kloakvandet ud i den smalle og lange Odense Å der derfor blev meget synligt forurenet. I de byer der som fx Århus ledte ud kloakvandet ud i havet, kunne man vente endnu en tid med at bygge renseanlæg. Det gjorde man også. 

Du kan læse mere om kolera og vandværker her.