Skip to main content

Kolera – dræberen fra brønden

Vandpumpen på Broad Street i London. Området omkring Broad Street blev i 1854 ramt af et koleraudbrud. Det lykkedes imidlertid lægen John Snow at afdække at de døde alle havde drukket vand fra en bestemt offentlig pumpe. Han fik overtalt kommunen til at fjerne håndtaget på pumpen – og det bremsede udbuddet. Det viste sig senere at vandet var forurenet. Pumpen på billedet er en moderne replika af den oprindelige pumpe. PS! Gaden hedder i dag Broadwick Street. Og som man kan se, hedder pubben i baggrunden John Snow til minde om den skarpsindige læge.

I 1853 blev København og en række andre danske byer ramt af en voldsom koleraepidemi der i løbet af få måneder dræbte næsten 7.000 mennesker, heraf mere end halvdelen i København. Epidemien toppede i juli måned hvor der nogle dage døde over 200 mennesker. Det var især ældre og fattige der mistede livet, men også velstående og priviligerede mennesker blev ramt. Blandt andet døde den berømte ‘guldaldermaler’ C. W. Eckersberg. Også mange læger døde under epidemien. Og i København alene blev omkring 500 børn forældreløse.

Et par år efter blev Korsør ramt, her døde 201 ud af de omkring 2.200 indbyggere, byen havde – altså omkring 9 %. Det var således en dødelighed der var langt højere end ved Den spanske syge 1918-20 og jo også ved corona-pandemien 2020-23.

Man vidste på dette tidspunkt ikke hvad der var årsagen, men man havde dog en fornemmelse af at sygdommen måtte hænge sammen med dårlig hygiejne. Der var også almindelig enighed om at der var tale om en smitte der blev spredt, altså at der var tale om noget der kom udefra – som om der både var en lokal og en udefrakommende årsag.

Danmark havde heldigt undgået to koleraepidemier i de foregående årtier, en i 1831 og en i 1848. Især var den første meget dødelig; den bredte sig fra Indien over Rusland og videre langs Østersøen. I Europa blev mange store storbyer hårdt ramt, også Hamburg. Men mærkeligt nok stoppede epidemien lige nord for Hamburg og kom altså ikke til Danmark. 1848-epidemien strejfede Danmark med nogle få smittede i Dragør. Også i 1850 blev Danmark berørt, her døde 15 i den lille havneby Bandholm på Lolland. Men Bandholm lå jo langt fra København, og selvom der var fagfolk der advarede mod faren, blev der kun taget få initiativer til at begrænse en eventuel epidemi. Den københavnske stadsarkivar Villads Christensen skrev således (i 1912) i sit værk om Københavns historie 1840-1857:

Der blev vel (ganske vist, pme) i 1851, med særligt henblik paa koleraen, nedsat en hygiejnisk kommission; men ingen alvorlige sanitære reformer blev gennemførte, og selv de allerbeskedneste forslag fra kommissionen — om at feje i gårdene og skylle rendestenene — blev mødt med vrangvilje og træghed hos borgerrepræsentationens grundejere.

Den epidemi der ramte Danmark i 1853, var en udløber af 1848-epidemien. Det var egentlig en pandemi, for den ramte det meste af jordkloden. Den begyndte i Indien i 1846 og varede i hvert fald til 1860, og de knap 7.000 liv den tog i Danmark var en ganske lille del af de mange millioner der døde i alt. Mange steder ramte den flere gange; det var således tilfældet i London der både blev ramt i 1848, 1853 og 1854. I det sidste år blev mange syge i et lille område omkring Broad Street. Og her var der en læge, John Snow, der undrede sig. Det lykkedes ham at afdække at de syge alle havde drukket vand fra en bestemt offentlig vandpumpe. Han fik overtalt kommunen til at fjerne håndtaget på pumpen – og det bremsede udbuddet. Det viste sig senere at vandet var forurenet.

I dag ved vi at forureningen bestod af bakterier der stammede fra afføring. Og smittevejen var ganske enkel; når de syge sked, sivede bakterierne ned i brøndvandet – og de der drak vandet, blev syge. Sygdommen kan naturligvis også smitte hvis man på anden måde indtager bakterier, fx ved at man rører ved et håndtag som en syg har rørt ved. Man havde på det tidspunkt ikke kendskab til bakterier, men Snow fik dokumenteret en forbindelse mellem kolera og forurenet vand. Og i 1855 blev det vedtaget at alt drikkevand i London skulle opfylde bestemte minimumsstandarder. Det var verdens første vandlov.

I Danmark – og i øvrigt store dele af den øvrige verden – fulgte man op på Londons initiativer. Og i løbet af ret få år undergik København en stor udvikling. Villads Christensen beskriver det som den moderne bys fødsel:

Koleraen gjorde det endelig af med det gamle »hyggelige« Kongens København og skaffede os en moderne by i stedet. Koleraen lærte os nødvendigheden af, at den indre by blev aflastet for en del af sin sammenstuvede befolkning; den indprentede borgere og kommunalbestyrelse, at det ikke gik længer med renovations-urenligheden og det tilvante svineri, at de maleriske volde måtte ofres, for at den friske luft kunde få adgang til byen, at de romantiske,
stinkende stadsgrave måtte fyldes lige saa vel som renovationskulerne uden for Amagerport, at vandvæsenets rådne trærender med det lunkne vand og de døde fisk nu endelig måtte afskaffes.

I de følgende år gennemførte man således en række tiltag der alle bidrog til at gøre indsamlingen af affald mere effektiv, og miljøet i byerne blev dermed lidt renere. Men de gamle dasser, lokummer og retirader bestod længe endnu. Og selvom borgerrepræsentationen diskuterede det i flere år, fik man ikke bygget kloakker i den gamle del af byen. Kun i de nye kvarterer uden for voldene kom der kloakker, den første blev bygget på Nørrebro 1857-60. Frem til 1890’erne endte kloakkerne i havnen, men da den blev for ulækker, begyndte man at pumpe indholdet ud i Øresund. Og først da Øresund blev til ‘Pløresund’, besluttede borgerrepræsentationen at bygge et renseanlæg (Lynetten). Men det varede længe; det blev først indviet i 1980.

Det gik meget hurtigere med at forbedre vandforsyningen med rent vand fra vandværker. Det var ganske vist Odense og Aalborg der kom først; de fik vandværker i hhv. 1853 og 1854 – men deres vandværker indvandt dog kun overfladevand der blev renset i sand. København fik sit vandværk i 1859 – som det første der hentede vand fra en boring. Århus var noget bagefter, her begyndte man først i 1871, og det var dengang vand fra åen man brugte. Det blev ellers ret hurtigt almindeligt at hente vand i undergrunden, og også at etablere særlige vandtårne der kunne fungere som reservoir samtidig med at det kunne øge trykket i vandledningerne. 

Med al respekt for de mange andre opfindelser i løbet af 1800-tallet, så var vandværkerne med de tilhørende distributionssystemer en af de absolut vigtigste opfindelser i tiden. Uden en effektiv forsyning af rent vand ville det have været umuligt at leve i byerne, og uden byer, ingen industrialisering. Her kan man passende kaste en tanke til de gamle romere der som bekendt hentede deres brugsvand gennem lange vandledninger der førte frisk vand ind i byerne i rigelige mængder. Det var en teknik som stort set gik i glemmebogen efter Romerrigets sammenbrud. Dog blev klostrene typisk bygget så der var frisk forsyning med overfladevand – også til at skylle toiletaffaldet væk.

Allerede romerne kendte til rense vandet ved at føre det gennem grus eller sand, men det var først i 1828 at englænderen James Simpson byggede et ‘langsomt’ sandfilter i Chelsea til at rense vandet fra Themsen inden det blev ledt videre til forbrugerne i London. Hans filter blev hurtigt kopieret andre steder i England, og det kom også til Danmark. 

Først i 1900-tallet gik man mange steder over til hurtige filtre hvor man bundfælder urenheder vha. alun. Det er dog ikke nødvendigt hvor man bruger grundvand som drikkevand, og de få steder i Danmark (bl.a. på Christiansø) hvor man i dag bruger overfladevand, benytter man kulfilter, UV-bestråling og tilsætning af klor.

Brumleby på Østerbro i København. Efter koleraepidemien byggede Lægeforeningen en helt ny bydel med små lejligheder beregnet for arbejdere og andre mindrebemidlede. Selvom lejlighederne var små, betød det dog et stort fremskridt idet de nye boliger blev bygget uden for de gamle volde og altså med frisk luft og i grønne omgivelser. Københavns første brugsforening blev oprettet her i 1868. I 1960 ønskede Københavns Kommune at rive husene ned og bygge nye etageboliger, men efter en lang kamp lykkedes det for beboerne at bevare husene. Det er i dag et særdeles attraktivt boligområde. Foto: Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0 via Wikimedia Commons)

En anden af tidens helt store opfindelser var det vandskyllende toilet, wc’et. Ganske vist var vandskyllende toiletter allerede kendt i antikken og i Romerriget, men wc’er som vi kender dem, blev først opfundet sidst i 1700-tallet. De blev taget i brug i Danmark midt i 1800-tallet, men det var først sidst i 1800-tallet at man fik tilladelse til at koble dem på kloaknettet. Det hjalp også på sundheden i byerne, men kloakkerne ledte jo toiletindholdet ud i vandmiljøet, typisk ud i havnen eller den lokale å, og man flyttede således blot forureningen. Men det varede nogle årtier inden dét blev et problem.

Den første bygning i København der fik vandklosetter, var Kommunehospitalet. Det blev bygget 1859-1863. På det tidspunkt var der imidlertid ikke bygget kloakker her, så hospitalet fik sin egen lille kloak der førte indholdet fra klosetterne ud i Sortedamssøen.

Ingen kommentarer endnu!

Din e-mail vil ikke blive vist.