Middelalderen er borgenes tidsalder. Det var i perioden fra man begyndte at kunne bygge store bygninger af brændte mursten til kanoner blev så kraftige at borge af mursten ikke var stærke nok – og dvs. perioden fra omkring år 1200 til et stykke ind i 1500-tallet. Selvom der blev bygget borglignende bygninger også efter 1500-tallet, var der primært tale om boliger og repræsentationslokaler. I stedet blev forsvaret skubbet længere frem med regulære og befæstede volde.
Borgene var naturligvis meget nyttige for adelen og dens soldater, men også lokalbefolkningen kunne bruge dem som tilflugtssted hvis der var fjender på vej. Byer og borge voksede således op nærmest i symbiose, og mange af byerne fik efterhånden købstads-privilegier af kongen. Dermed fik byerne en vis selvbestemmelse med mulighed for selv at vælge borgmestre og byråd samt at drive egne domstole. Det blev således det første lille kim mod et moderne samfund hvor den politiske magt ligger hos folket, og ikke hos konge og adel.
Privilegierne gav desuden købstædernes borgere mulighed for at drive håndværk og handel. Da andre byer i omegnen ikke fik tilsvarende privilegier, fik købstæderne således mulighed for at vokse fra eventuelt konkurrerende byer. De eneste købstæder der lå tæt på hinanden, var Allinge og Sandvig på Bornholm – men de var ikke købstæder i middelalderen. Og det er i øvrigt tvivlsomt om de nogensinde har været rigtige købstæder.
De første danske borg-byer stammer fra sidste halvdel af 1100-tallet med bl.a. Nyborg, Vordingborg og Kalundborg. Også skånske Helsingborg og Søborg ved Gilleleje er fra denne tid. Derimod er både Viborg og Aalborg ældre end borgene; Viborg betyder ‘det hellige sted på bakken’, mens Aalborg oprindeligt hed Alebu og først senere blev til Aleburgh. Alebu betyder formentlig ‘byen ved strømmen’.
En anden gruppe af købstæder fra middelalderen er købinger. Ordet betyder ‘markedsplads’, og mere præcist en markedsplads på en eng eller lignende fladt område. Oprindeligt var de således ikke købstæder med særlige rettigheder; dem fik de først i 1200-tallet eller senere. Og fælles for langt de fleste købinger er at de aldrig voksede sig særligt store. Bortset fra Nykøbing Falster manglede de en borg. Nogle købinger er endda helt forsvundet.
Danmarks ældste eksisterende borg er Nyborg Slot i Nyborg (som har en historie tilbage til 1170’erne), men herregårdene Dragsholm og Aalholm er næsten lige så gamle. Der er dog aldrig vokset nogen by omkring dem.
Der er stadig mange borge tilbage i Danmark, men der har været mange flere; der blev bygget over 1.000 borge i Danmark i løbet af middelalderen. De fleste er dog mere eller mindre forsvundet i dag; nogle steder er der endnu rester af voldanlæg og andre steder er der større ruiner. Det gælder bl.a. Hammershus, Gurre, Bastrup og Søborg. Ved den sidste lå i middelalderen en købstad, måske endda den vigtigste i Nordsjælland. Men da Søborg Slot blev ødelagt under Grevens Fejde 1534-1536, sygnede byen væk, og Helsingør satte sig definivt på pladsen som største købstad nord for København. Helsingør lå netop ved en borg, Flynderborg.
Købstæderne blev oprettet som økonomisk værn mod hansestæderne med Lübeck i spidsen. De blev skabt for at sikre at en del af overskuddet gik til byernes handlende i stedet for til hansekøbmændene. Det var smart, men efterhånden som byerne voksede og blev mere velstående – og selvbevidste – måtte først adelen og siden kongen afgive deres magt til borgerne. Til gengæld endte det langt senere med at købstæderne måtte sige farvel til deres privilegier. De sidste forsvandt ved kommunalreformen i 1970.
Ingen kommentarer endnu!