Når vi kommer ind i jernalderen, kan vi godt tale om danere og Danmark. Hidtil har det kun givet mening at tale om ‘det område vi i dag kalder Danmark’, men i løbet af jernalderen trådte et folk ved navn danerne ind i historien. Det er et såkaldt germansk folk som er i familie med hestefolket og yamnaerne. Det er uklart hvor germanerne kom fra; vi ved kun at befolkningen i Danmark og omegn på et tidspunkt begyndte at tale anderledes end de andre indoeuropæere – bl.a. bliver konsonanterne [p] og [k] systematisk til [f] og [h], fx bliver ‘póds’ til ‘’fod’ og ‘kwon’ til ‘hund’. Denne forskydning kan også ses i de andre germanske sprog, fx bliver det på engelsk til ‘foot og ‘hound’.
Vi ved heller ikke hvorfor denne forskydning skete. Det kan være lokalbefolkningen der begyndte at lege med sproget, eller der kan være tale om indvandrere. Det er nok mest sandsynligt at germanerne oprindeligt kom fra sydøst som en nogenlunde samlet gruppe, men de har næppe adskilt sig markant fra de tidligere indoeuropæiske indvandrere, og der endnu ikke lavet genetiske analyser der dokumenterer en selvstændig tilflytning af germanere. Derfor kan man nok konkludere at de kommer fra nærtbeslægtede kulturer i samme område som yamnaya-forfædrene kom fra. Under alle omstændigheder er det ret klart dokumenteret at germanerne trådte ind i historien allerede i slutningen af bronzealderen eller begyndelsen af jernalderen.
Det er derimod mindre klart hvor danerne kom fra, og hvornår man kan tale om danerne som en særlig stamme. Første gang vi hører om danerne er i den østromerske (byzantinske) historiker Jordanes’ værk Om goternes oprindelse og bedrifter udgivet i 551 evt. Det er muligt at danerne oprindeligt boede i det sydlige Sverige og at de herfra spredte sig ind i det nuværende Danmark og erobrede det. Det kan hænge sammen med at nogle af de tidligere germanske stammer der boede i Danmark, havde forladt landet. I hvert fald drog mange jyder i 400-tallet evt. til det sydlige England.
En ny religion – men man brugte stadig gravhøje
Bortset fra introduktionen af muldfjælsploven og brugen af jern er der ikke de store teknologiske forskelle på bronzealderen og jernalderen, det var nærmest en lang glidende overgang. Men religiøst skete der et stort skifte i løbet af jernalderen, idet asatroen erstatter soldyrkelsen, og det underbygger hypotesen om at der har været tale om en indvandring. Hvorfor skulle en spredt og opdelt befolkning ellers skifte religion så relativt hurtigt som det må være sket i løbet af jernalderen?
Hverken soldyrkelsen eller den polyteistiske asatro var kun lokale religioner; soldyrkelsen er måske den ældste religion i landbrugssamfundene, mens asatro er i tydelig familie med andre indoeuropæiske folks religion.
Den ældste nedskrevne kilde til germanernes religion, Cæsars Gallerkrigen fra ca. 50 fvt., fortæller at germanerne dyrker solen, ilden og månen. Den næste kilde, Tacitus Germania fra omkring 98 evt., skildrer derimod en polyteistisk religion med Herkules og Mars som de vigtigste – det må have været Odin eller Thor og Tyr. Det konflikter dog med den fremherskende opfattelse, nemlig at asatroen først senere kom til Danmark, og at den kom som følge af påvirkning fra Romerriget. Men på den anden side er romernes religion tydeligt i familie med grækernes religion, og det er bestemt tænkeligt at den nordiske asatro kom til Nordeuropa uafhængigt af romerne.
Centralt i de indoeuropæiske folks religioner er i øvrigt frugtbarhedsguderne. I asatroen er der to, Frej og Freja. I den græske mytologi havde man bl.a. Demeter og Mithra, og i den romerskee Kybele og Ceres. Demeter og Ceres var knyttet til landbruget, men mange af de guder var også knyttet til bestemte erhverv, fx var Athene/Minerva gudinde for håndværkere, og Hefaistos/Vulcanus for smedene.
Den nordiske mytologi er ikke nær så detaljeret; det afspejler formentlig at de nordiske samfund endnu ikke havde ret mange erhverv. Der er dog dværgene som ganske vist ikke er guder, men meget dygtige til at smede.
I øvrigt er bronzealderens dyrkelse af solen ikke helt fortrængt i den nordiske mytologi; her kører gudinden Sol hver dag over himlen i en solvogn trukket af to heste. Og endnu i dag spiller solen en stor rolle i Danmark – selvom skt. hans er opkaldt efter Johannes Døberen, er det ikke ham vi fejrer med sankthansbål til midsommer. Det er solen. Og også ved fejringen af julen indgår spller solen en rolle.
Runer – det første skriftsprog i Danmark
Med germanerne kom også det første skriftsprog til Danmark, runer. Der er desværre meget vi ikke ved om runernes oprindelse, men det blev formentlig udviklet i de sidste to århundreder før år 0 af germanere der havde været i kontakt med et før-latinsk skriftsprog. Det rætiske alfabet fra Sydtyrol er måske den mest sandsynlige mulighed. Det ældste fund af noget der kan være runer, er en inskription på et smykke fra midt i det første århundrede evt. Det er fundet i Meldorf i Ditmarsken syd for den dansk-tyske grænse. Det ældste sikre fund af runer har længe været en indskrift på en kam der er fundet i Vimose nær Odense. Den er fra første halvdel af det andet århundrede og blev fundet i 1865. I 2023 er der imidlertid i samme område fundet et knivsblad med runeindskrift, og det vurderes at runerne her er af samme alder.
De mest kendte runeindskifter er nok teksten på det lille guldhorn og på de to jellingsten. Guldhornet er fra omkring 400 evt. og jelling-stenene fra sidste halvdel af 900-tallet. Teksterne på de to sten er så unge at de er lette at læse og forstå; derimod er der meget omdiskuteret hvad der står på guldhornet. Denne tekst er ikke skrevet på dansk, men på et nord- eller vestgermansk fællessprog der er ældre end dansk.
Runer betyder noget med ‘hemmelighed’ på tidlig germansk, og selvom der er flere teorier om sammenhængen mellem runetegnene og det ‘hemmelige’, så er det oplagt at enten selve tegnene, eller dem der ‘ristede’ dem, kunne noget almindelige mennesker ikke beherskede.
Vi ved fra flere folkeviser at runer dér tillægges en magisk kraft, og at de derfor kan bruges til at opnå noget man ellers ikke har mulighed for. Et godt eksempel er visen om Ridder Stig der kaster runer efter en unge kvinde han er forelsket i. Runen ender dog under kongens søster Regisse, og så har vi problemet – for runens kraft virker udmærket, men på Regisse.
Ingen kommentarer endnu!