De første skridt mod velfærdsstaten

Indtil 1880’erne var syge, handicappede, ældre der ikke længere kunne arbejde og forældreløse børn, stort set overladt til sig selv og sin familie. Kun hvis man ikke kunne få hjælp af familien eller andre private, blev ens overlevelse en sag for det offentlige. Det betød typisk at man kom ‘på auktion’ blandt bønderne, eller at man gik ‘på omgang’ mellem dem. I løbet af 1800-tallet blev fattiggårde dog almindelige, og her blev man anbragt hvis man ikke længere kunne klare sig selv. Kun fattige der havde en vis arbejdsevne, kunne få hjælp uden at skulle opgive deres bolig – men hjælpen omfattede kun det “nødtørftige”. Til gengæld for at blive forsørget af sognet mistede man sin stemmeret og værgeretten over sine børn.

Der kom dog i perioden en række private tiltag for at forbedre de fattige og arbejdsløses vilkår – sparekasser (fra 1810), sygekasser (fra 1820, de første oprettet af håndværkersvende), filantropiske “arbejderforeninger” og understøttelsesforeninger. Der blev også oprettet forskellige institutioner – også på privat initiativ – som fx døvstummeskole, blindeinstitut, børneasyl og helbredelsesanstalt for sindslidende. Og i løbet af 1870’erne begyndte arbejderne selv at oprette fagforeninger og arbejdsløshedskasser – og også et politisk parti, Socialdemokratiet.

I regeringen og blandt politikerne var der delte meninger, men det blev sidst i 1800-tallet åbenbart at der var brug for sociale reformer – om ikke andet, så for at tage luften ud af Socialdemokratiet og fagforeningernes voksende styrke. I 1873 blev der vedtaget en fabrikslov der regulerede og begrænsede børnearbejdet (bl.a. skulle et barn være fyldt 10 år inden det måtte arbejde på en fabrik). I 1888 fulgte en børnebidragslov (der sikrede at enlige mødre fik børnebidrag der – hvis det var muligt – blev opkrævet ved faren). I 1891 blev fattigloven revideret og forbedret (bl.a. med alderdomsunderstøttelse der ikke blev regnet for fattighjælp).

I 1892 kom også en sygekasselov (der åbnede op for statstilskud til sygekasserne), og i 1898 blev det vedtaget at staten kunne give billige lån til arbejderboliger. Samme år blev en ulykkesforsikringslov vedtaget; den pålagde arbejdsgiverne erstatningsansvar ved arbejdsulykker. Og i 1907 blev en lov om arbejdsløshedskasser vedtaget (også her nu med mulighed for statstilskud). 

Samlet gav det en markant forbedring af forholdene for samfundets fattige og svage. De nye love blev vedtaget af Højre og Venstre; endnu var Socialdemokratiet et ret lille parti selvom det voksede ved næsten hvert eneste valg – ved Folketingsvalget i 1901 fik det 17,8 %. 

Det var dengang kongen der udpegede statsministeren, og han valgte hver gang en fra Højre (godsejernes parti) selvom Venstre (bøndernes parti) efterhånden var blevet det største. Konflikten blev så indædt at Danmark kom tættere på borgerkrig end nogensinde siden Grevens Fejde 1534-36. Men i 1901 gav kongen og Højre efter, og den såkaldte ‘parlamentarisme’ blev indført – dvs. at det er Folketinget der vælger statsministeren.

Det var dog stadig ikke ensbetydende med ægte demokrati. Endnu var det kun et mindretal af Danmarks voksne befolkning der havde stemmeret. For at kunne stemme skulle man være mand, “uberygtet” og over 30 år. Desuden skulle man have haft fast bopæl i valgkredsen mindst et år. Dog kunne tyende uden egen husstand og modtagere af ikke-tilbagebetalt eller eftergiven fattighjælp heller ikke stemme, og det samme gjaldt mænd der ikke havde rådighed over eget bo. Det er de indskrænkninger der traditionelt er blevet kaldt de fem F’er – fjolser, fruentimmere, forbrydere, fattiglemmer og folkehold. 

I 1908 fik kvinder imidlertid stemmeret til kommunalvalg, og i 1915 fik de sammen med tyende også stemmeret til Folketingsvalget. Endelig blev der i 1920 vedtaget en valgreform der sørgede for at der var sammenhæng mellem hvor mange stemmer og hvor mange mandater et parti fik. Inden da var mandaterne på landet meget billigere end mandaterne i byerne. Dermed var der i løbet af to årtier reelt gennemført noget nær en revolution af de politiske forhold i Danmark.

Til denne revolution kan også tilføjes at den meget omfattende lockout som arbejdsgiverne startede i 1899 – den såkaldte “Hungerkrig” – endte med uafgjort mellem arbejdsgivere og arbejdere. Begge anerkendte hinanden, og arbejdsgiverne og fagforeningerne blev enige om at konflikter mellem dem fremover skulle løses ved voldgift. Det afsluttende forlig – Septemberforliget – har lige siden fungeret som en slags grundlov for arbejdsmarkedet.

Hungerkrigen og Septemberforliget bliver skildret litterært i tredje bind af Martin Andersen Nexøs roman om Pelle Erobreren – Den store kamp.

I de første årtier af 1900-tallet kom der forskellige forbedringer for dem der ikke vunne arbejde – eller kunne få – arbejde. Men det var først Socialreformen af 1933 der for alvor lagde grunden til den moderne velfærdsstat. Det var således først nu at man fik ret til hjælp hvis man opfyldte bestemte objektive kriterier, og uden at man mistede nogle rettigheder.

Læs mere i:

Viggo Jonasen: Dansk socialpolitik 1708-1998, Den sociale højskole i Århus 1998.