Da vikingetiden var slut, var det også slut med private storbønders frie initiativ. Nu var det herremændene der havde fået magten, og selvom de formelt måtte dele den med kongen, var kongerne helt afhængige af herremændenes opbakning. Der var i begyndelsen af middelalderen ofte krig mellem forskellige kongsemner, men det handlede hver gang også om forskellige herremandsinteresser. Man kunne ikke blive konge uden opbakning fra en meget stor del af herremændene i landet.
Kan man kalde det en slags demokrati? Nej, det var reelt kun kongen, herremændene og den øverste del af gejstligheden der havde mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. Formelt havde de frie bønder det også, men i praksis betød de ikke meget – heller ikke selvom de nok var de fleste. De havde ikke resurser til at stille med egne småhære når der var forhandlinger på tinge. Og med tiden mistede de også deres formelle indflydelse.
Hvorfor fik herremændene den magt? Noget var historisk begrundet; det var som nævnt dem der sad på magten efter vikingetiden og måske allerede meget tidligere. Efterhånden som antallet af frie bønder svandt ind, kom herremændene også til at sidde på jorden. Ganske vist blev kirken – især klostre og domkirker – også store jordejere, og gejstligheden opførte sig langt hen ad vejen på samme måde som adelen.
Endelig var der en tredje grund. Det var adelen der gik i krig, og det foregik i rustning og på hesteryg, og krig kom dermed til at foregå meget anderledes end i vikingetiden. Første gang et rytteri (kavalleri) var i kamp i Nordeuropa, var ved Hastings i 1066, men i løbet af 1100-tallet blev rytteriet også en vigtig del af danske hære. Der var som regel stadig fodfolk bestående af bønder med i slagene, men rytteriet kom til at spille en stadig større rolle. Et af de mest afgørende slag i Danmarks tidlige middelalderhistorie, slaget ved Fotevik i Skåne i 1134, blev således afgjort af tyske lejesoldater på hest. Omvendt deltog der dog mange bondesoldater i et andet vigtigt slag, slaget på Grathe Hede i 1157. Men der var også ryttere med, og det var dem der afgjorde slaget.
Stigbøjle og sadel gjorde hesten til et supervåben
I dag forbindes middelalderen med de ædle riddere og deres mindst lige så ædle heste. Men herremændene var aldrig blevet til rigtige riddere uden en lille asiatisk opfindelse som kom til Danmark i løbet af vikingetiden. Det var stigbøjlen, den lille jernbøjle som en rytter træder op i når han/hun skal svinge sig op i sadlen.
I begyndelsen var der imidlertid ikke tale om en bøjle af jern, men om en løkke af reb. Det afspejles i det moderne engelske ord for stigbøjle – ‘stirrup’ – der betyder ‘stair-rope’, altså ‘et reb man kan bruge når man stiger op på hesten’. På norrønt kaldte man det et ‘stigreip’. I Danmark blev stigbøjler af jern dog allerede taget i brug i sidste del af vikingetiden.
Uden stigbøjler var ridderen nødt til at klamre sig til hesten, mens hans svingede sit sværd eller spyd eller fægtede med sin lanse, og det var derfor svært at kæmpe fra hesteryg. Rytterne spillede således ikke nogen afgørende rolle i slagene før hestene blev udstyret med stigbøjler. Man havde naturligvis ryttere, men de brugte primært våben som bue og pil der kunne betjenes mens hesten stod stille.
Med stigbøjlen kunne man stemme imod med fødderne og på den måde sidde mere sikkert i sadlen. Nu kunne man angribe i galop og med stor kraft ramme sine fjender. Men det øgede omvendt behovet for god beskyttelse, og vikingernes ringbrynjer blev udskiftet med tunge pladerustninger. Også hestene fik rustning på.
I løbet af middelalderen blev ridderne desuden stillet over for en anden udfordring, nemlig armbrøsten. De blev forbedrede og blev så effektive at de kunne trænge igennem rustninger. Så måtte man prøve at gøre rustningerne tykkere – men det gjorde den også tungere.
Det gav imidlertid fast arbejde til et nyt håndværk, pladesmeden, også kaldet plattenslageren. Også sadelmagerne fik mere at lave. Det blev nemlig også nødvendigt at forbedre sadlen. Den blev gjort tungere og fik højere kanter foran og bagved rytteren – de såkaldte for– og bagsvidsler. En moderne sadel har også ret høj bagsvidsel, men kun en ganske lille forsvidsel.
Ingen kommentarer endnu!