Vikingernes søimperier – på kanten af Kejser Ottos store rige

Vikingeskibene blev ikke kun brugt til krig og plyndring, men også til fragt og handel. Der blev udviklet flere forskellige typer af skibe beregnet til forskellige formål – men spørgsmålet er om man så kan kalde dem vikingeskibe? Købmænd var ikke vikinger, tværtimod, de var ofte ofre for vikingernes overfald.

Men datidens skandinaver var ikke et homogent folk der holdt sammen mod ydre fjender. Tværtimod, de plyndrede og bekrigede også hinanden ligesom de havde gjort i jernalderen. Ganske vist kunne folk fra forskellige stammer godt drage i krig sammen, men det var som regel kun i lejlighedsvise alliancer. Først i løbet af vikingetiden opstod der stærke riger med konger der kunne holde nogenlunde ro i egne lande. Men roen var dog relativ, og fx døde Harald Blåtand af sår som han havde fået i kamp med sin søn, Svend Tveskæg. Og de forskellige folk i Skandinavien kæmpede også jævnligt med hinanden, især var Danmark og Norge ofte i konflikt og drog på plyndringstogter langs modpartens kyster.

Læs om Vikingernes skibe.

Da Danmark var en vasalstat under Det tysk-romerske Kejserrige

Danmark lå desuden ofte i konflikt med sine sydlige naboer, og her var Det tysk-romerske kejserrige en formidabel modstander. Under kejserne Otto 1. og Otto 2. var Danmark formelt en tysk-romersk vasalstat; reelt lykkedes det dog de danske konger, Gorm den Gamle og Harald Blåtand, at bevare deres selvstændighed – selvom Harald måtte acceptere at lade både sig selv og resten af danskerne kristne. 

Under Otto 2. var Danmark flere gange i krig med kejserriget; Harald havde først et vist held, men blev siden trængt tilbage og mistede magten over Hedeby. Imidlertid udnyttede Harald senere at Otto var blevet svækket af et slavisk oprør i øst; han generobrede Hedeby og trængte helt ned til Hamburg som han brændte af. Meget naturligt forventede han at Otto ville hævne sig, men det kom ikke til at ske fordi Otto pludselig døde.

Herefter blev grænseområdet mellem Danmark og Tyskland mere fredeligt. Denne højspændte udenrigspolitiske situation er formentlig baggrunden for nogle de mest spektakulære og omdiskuterede efterladenskaber fra vikingetiden, ringborgene.

Læs om Trelleborg og de andre mystiske ringborge.

Vikingernes søimperier

Efter Otto 2.’s død blev der imidlertid mindre pres på Danmarks sydlige grænse, og danskerne kunne derfor vende opmærksomheden mod vest og nord, og det lykkedes i 1028 til 1035 Knud den Store at samle England, Danmark og Norge i ét rige. Det omfattede også dele af Sverige omkring Sigtuna og havde alliancepartnere i bl.a. Skotland og Normandiet. Det var et af de største riger i Europa på den tid, og det eneste der større rige der var holdt sammen over vand. Det var kun muligt takket være vikingeskibe. Men Knud døde som 40-årig i 1035, og hans rige blev derefter delt op. Hans to sønner Hardeknud og Harald (med tilnavnet Harefod) delte Danmark og England imellem sig, og nordmændene benyttede lejligheden til atter at hævde deres selvstændige.

Harald døde imidlertid allerede i 1040, og herefter blev Hardeknud også konge over England. Men da Hardeknud selv døde allerede i 1042, var det helt slut med farens store imperium. Og danske konger fik aldrig siden kontrol med landområder vest for Nordsøen (bortset fra Orkney- og Shetlandsøerne).

Det var første gang der var skabt et søimperium i Europa. Tidligere havde fønikerne og grækerne ganske vist haft kontrol med store områder langs Middelhavets kyster; de opbyggede dog ikke imperier, men blot netværk baseret på handel og oprettelse af kolonier hvor der var gode havne med frugtbare oplande. Man kan bestemt heller ikke kalde Romerriget for et søimperium, selvom de fik kontrol med alle Middelhavets kyster.

Knud den stores kortvarige imperium var imidlertid ikke det eneste skandinaviske søimperium i perioden. Også nordmændene og svenskerne opbyggede sammenhængende øriger ved hjælp af deres skibe og søfartskundskab, svenskerne i den østlige ende af Østersøen og langt ind i de russiske floder, og nordmændene på øerne i Nordatlanten, inkl. Grønland. Næsten alle disse områder var i begyndelsen uafhængige af moderlandene, men i løbet af middelalderen kom områderne enten direkte under moderlandene eller stærke nabolande.

Efterhånden smeltede vikingerne sammen med den omgivende befolkning, men talrige bynavne fra vikingetiden har overlevet i de områder hvor vikingerne slog sig ned. En del ord i moderne engelsk er også af skandinavisk oprindelse. Og to lande og en region er opkaldt efter vikingerne – Rusland, Belarus og Normandiet (‘rus’ betyder oprindelig ‘svensker’ eller ‘af svensk oprindelse’). 

Svenske vikinger nåede til Konstantinopel og Bagdad

I Danmark er det nok mest vikingernes lange sørejser i Nordatlanten der er kendt, men de svenske vikingers lange rejser ad de russiske floder var også farlige sejladser. Det var bestemt ikke altid de blev modtaget med åbne arme af lokalbefolkningen. Svenskerne sejlede via bl.a. Dnepr til Sortehavet og Konstantinopel – som vikingerne kaldte Miklagard, ‘Den store by’ – der var centrum i det græsktalende Byzantinske rige, og via bl.a. Volga nåede de til Det kaspiske Hav og de arabiske lande omkring søen. Undertiden nåede de angiveligt helt til Bagdad. Ved vandskel, og hvor de skulle passere usejlbare strækninger, bar de deres skibe over land. Det er også sandsynligt at de om vinteren rejste med hestetrukne slæder.

Under alle omstændigheder fik vikingerne primært sine luksusvarer via de russiske floder. Bl.a. havde de silke, vin, broderet klæde, krydderier og måske især slaver og sølv med tilbage til Skandinavien.

Det kan se ud til at de vikinger der drog mod sydøst, i højere grad var handelsfolk end de vikinger der drog mod vest, men det skyldes måske at de her var på udebane. I sydøst kom svenskerne til højt civiliserede og militært stærke lande der både var interesserede i at købe vikingernes pelsværk, honning, tømmer og rav og som havde attraktive handelsvarer at betale med. Da de svenske vikinger i 911 belejrede Konstantinopel, indgik kejseren således en handelsaftale med dem og gav dem ret til at tjene i hans personlige livvagt – og som en sidegevinst fik de ret til få så mange bade som de ønskede.

De danske vikingers succes skyldtes til dels svage modstandere

Danskerne mødte ganske vist også modstand i Frankrig og England, men begge disse lande var længe svækket af indre konflikter og havde derfor svært ved at holde danskerne væk. Og ofte måtte de betale for at få danskerne til at forsvinde. Det skete med guld og sølv, og eventuelt også værdifulde varer som vin, korn og kvæg. Det endte dog til sidst med at danskere i stort tal bosatte sig i Nordvestfrankrig og Østengland – de to områder der blev kendt som Normandiet og Danelagen. Her blandede de sig med den oprindelige befolkning og mistede efterhånden deres danske sprog og kultur.

Der kom flest danskere til Danelagen, og derfor er de danske spor også her meget mere fremtrædende. Selvom der er mange bynavne i Normandiet som tydeligt stammer fra dansk, så er der dog langt flere i det nordlige og østlige England der har dansk oprindelse. Og det er også langt flere danske ord der er indgået i moderne engelsk end der i moderne fransk.

Nordmændene bosatte sig især på de tyndt befolkede øer langs Skotland samt i selve Skotland og i Irland. Det var også to relativt svage lande der havde vanskeligt ved at holde nordmændene væk. Og Færøerne, Island og Grønland var stort set ubeboede da nordmændene begyndte at bosætte sig der.

Hvis man samlet skal konkludere noget om de danske og norske vikingers succes, er der to ting der falder i øjnene. Det ene var vikingeskibet, det andet at de lande de angreb mod vest, var svage og havde svært ved at yde effektiv modstand. I begyndelsen af vikingetiden plyndrede vikingerne også byer syd for Danmark, men efter at Otto 1. (Otto der Grosse) i 862 var blevet kejser i Det tysk-romerske rige, blev vores store nabo mod syd så stærke at de kunne holde danskerne væk. Ovenikøbet blev de i stand true den danske sydgrænse – og fra 874 til 883 havde de sågar kontrol over Hedeby og Dannevirke-området.