Trelleborgene og vikingernes søimperier

Vikingeskibene blev ikke kun brugt til krig og plyndring, men også til fragt og handel. Der blev udviklet flere forskellige typer af skibe beregnet til forskellige formål – men spørgsmålet er om man så kan kalde dem vikingeskibe? Købmænd var ikke vikinger, tværtimod, de var ofte ofre for vikingernes overfald.

Men datidens skandinaver var ikke et homogent folk der holdt sammen mod ydre fjender. Tværtimod, de plyndrede og bekrigede også hinanden ligesom de havde gjort i jernalderen. Ganske vist kunne folk fra forskellige stammer godt drage i krig sammen, men det var som regel kun i lejlighedsvise alliancer. Først i løbet af vikingetiden opstod der stærke riger med konger der kunne holde nogenlunde ro i egne lande. Men roen var dog relativ, og fx døde Harald Blåtand af sår som han havde fået i kamp med sin søn, Svend Tveskæg. Og de forskellige folk i Skandinavien kæmpede også jævnligt med hinanden, især var Danmark og Norge ofte i konflikt og drog på plyndringstogter langs modpartens kyster.

Danmark lå desuden ofte i konflikt med sine sydlige naboer, og her var Det tysk-romerske kejserrige en formidabel modstander. Under kejserne Otto 1. og Otto 2. var Danmark formelt en tysk-romersk vasalstat; reelt lykkedes det dog de danske konger, Gorm den Gamle og Harald Blåtand, at bevare deres selvstændighed – selvom Harald måtte acceptere at lade både sig selv og resten af danskerne kristne. 

Under Otto 2. var Danmark flere gange i krig med kejserriget; Harald havde først et vist held, men blev siden trængt tilbage og mistede magten over Hedeby. Imidlertid udnyttede Harald senere at Otto var blevet svækket af et slavisk oprør i øst; han generobrede Hedeby og trængte helt ned til Hamburg som han brændte af. Meget naturligt forventede han at Otto ville hævne sig, men det kom ikke til at ske fordi Otto pludselig døde. Herefter blev grænseområdet mellem Danmark og Tyskland mere fredeligt. Denne højspændte udenrigspolitiske situation er formentlig baggrunden for nogle de mest spektakulære og omdiskuterede efterladenskaber fra vikingetiden, ringborgene.

De mystiske trelleborge

Siden man omkring 1940 blev klar over at Trelleborg ved Slagelse stammede fra sidste del af vikingetiden, har man diskuteret hvad formålet var med både den og de andre ringborge man senere har fundet. Nogle af teorierne har senere kunnet udelukkes vha. dendrologiske undersøgelser; her har man påvist at de træer der er blevet brugt, er blevet fældet i 980. Alt peger på at de andre borge stammer fra samme tid, og altså fra den sidste del af Haralds regeringstid. Det mærkelige er imidlertid at borgene tilsyneladende kun har været brugt i få år, og at de ikke er omtalt i nogle skriftlige kilder. Den seneste – og måske bedste – teori sætter borgene i sammenhæng med konflikten med Otto.

Teorien går imidlertid ikke ud på at borgene skulle forsvare landet mod Ottos hær, men på at borgene var tænkt som tilflugtssteder hvis Danmark blev angrebet af fremmede vikinger (på det tidspunkt var der især risiko for angreb fra Norge). Harald var nødt til at samle en stærk hær ved grænsen til Det tysk-romerske rige, og det betød at resten af landet var svært at forsvare. Men hvis fjendtlige vikinger gik i land, har den lokale befolkning kunnet søge tilflugt i borgene der har været relativt lette at forsvare. Borgene var så store at der også kan have været plads til husdyr. 

Den slags borge var slet ikke nye dengang, tværtimod, der er fundet en del tilsvarende borge fra jernalderen, flest på Bornholm, men også mange andre steder. Hvis den teori er rigtig, har Harald således blot ‘genopfundet’ et traditionelt forsvarsværk. Teorien forklarer ganske vist ikke hvorfor alle Haralds (kendte) ringborge ligger ved fjorde eller vandløb der dengang alle var sejlbare for vikingeskibe, men måske har de også rummet en mindre hærstyrke der med skibe har kunnet tage kampen op mod angribende fjender før de gik i land. 

Man har brugt megen energi på at diskutere forskellige teorier om årsagen til at borgene blev bygget, men kun sporadisk forholdt sig til borgenes indvirkning på natur og klima. Set i lyset af moderne tiders skadevirkninger, havde borgene naturligvis kun begrænset effekt, og de førte ikke til nye former for skade. Men træforbruget var enormt, og det var især store fuldvoksne egetræer der blev brugt. Man mener der blev brugt omkring 8.000 egetræer til den største af borgene, Trelleborg, og omkring 5.000 til den næststørste, Aggersborg ved Limfjorden. De andre ringborge var mindre, men et rimeligt gæt på det samlede antal egetræer er 20.000. Hertil kan lægges mindst et par tusind træer til Ravningbroen over Vejle Ådal. 

Endnu mere omfattende var forbruget af græstørv. Man mener at der alene til Trelleborg er brugt et engareal svarende til 130 fodboldbaner. Til Trelleborg blev der desuden brugt ca. 1800 unge asketræer til vidjeflet. Ganske vist er både træ og græstørv fornybare resurser, men det tager tid før de er gendannet. Det er selvfølgelig gået ret hurligt med græstørvene, men man havde næppe græsfrø til rådighed, og i hvert fald ikke tilstrækkeligt med frø, så man har måttet vente på at græstæppet genetablerede sig selv. I den tid har man måttet finde alternative græsningsarealer. Det har taget meget længere tid med træerne; de fleste af de benyttede egetræer var omkring 200 år gamle.

Skovarealet nåede næppe nogensinde den størrelse det havde før borgene blev bygget. Befolkningen var voksende i perioden – og væksten blev endda øget ind i Middelalderen – og der var fortsat brug for store træer til både skibe, huse og fæstningsanlæg. Og i løbet af 1000-tallet kom der også gang i byggeriet af kirker.

Vikingernes søimperier

Efter Otto 2.’s død blev der imidlertid mindre pres på Danmarks sydlige grænse, og danskerne kunne derfor vende opmærksomheden mod vest og nord, og det lykkedes i 1028 til 1035 Knud den Store at samle England, Danmark og Norge i ét rige. Det omfattede også dele af Sverige omkring Sigtuna og havde alliancepartnere i bl.a. Skotland og Normandiet. Det var et af de største riger i Europa på den tid, og det eneste der større rige der var holdt sammen over vand. Det var kun muligt takket være vikingeskibe. Men Knud døde som omkring 40-årig i 1035, og hans rige blev derefter delt op.

Det var første gang der var skabt et søimperium i Europa. Tidligere havde fønikerne og grækerne ganske vist haft kontrol med store områder langs Middelhavets kyster; de opbyggede dog ikke imperier, men blot netværk baseret på handel og oprettelse af kolonier hvor der var gode havne med frugtbare oplande. Man kan bestemt heller ikke kalde Romerriget for et søimperium, selvom de fik kontrol med alle Middelhavets kyster.

Knud den stores kortvarige imperium var imidlertid ikke det eneste skandinaviske søimperium i perioden. Også nordmændene og svenskerne opbyggede sammenhængende øriger ved hjælp af deres skibe og søfartskundskab, svenskerne i den østlige ende af Østersøen og langt ind i de russiske floder, og nordmændene på øerne i Nordatlanten, inkl. Grønland. Næsten alle disse områder var i begyndelsen uafhængige af moderlandene, men i løbet af middelalderen kom områderne enten direkte under moderlandene eller stærke nabolande. Efterhånden smeltede vikingerne sammen med den omgivende befolkning, men talrige bynavne fra vikingetiden har overlevet i de områder hvor vikingerne slog sig ned. En del ord i moderne engelsk er også af skandinavisk oprindelse. Og to lande og en region er opkaldt efter vikingerne – Rusland, Belarus og Normandiet (‘rus’ betyder oprindelig ‘svensker’ eller ‘af svensk oprindelse’). 

I Danmark er det nok mest vikingernes lange sørejser i Nordatlanten der er kendt, men de svenske vikingers lange rejser ad de russiske floder var også farlige sejladser. Det var bestemt ikke altid de blev modtaget med åbne arme af lokalbefolkningen. Svenskerne sejlede via bl.a. Dnepr til Sortehavet og Konstantinopel – som vikingerne kaldte Miklagard, ‘Den store by’ – der var centrum i det græsktalende Byzantinske rige, og via bl.a. Volga nåede de til Det kaspiske Hav og de arabiske lande omkring søen. Undertiden nåede de angiveligt helt til Bagdad. Ved vandskel, og hvor de skulle passere usejlbare strækninger, bar de deres skibe over land. Det er også sandsynligt at de om vinteren rejste med hestetrukne slæder. Under alle omstændigheder fik vikingerne primært sine luksusvarer via de russiske floder. Bl.a. havde de silke, vin, broderet klæde, krydderier og måske især slaver og sølv med tilbage til Skandinavien.

Det kan se ud til at de vikinger der drog mod sydøst, i højere grad var handelsfolk end de vikinger der drog mod vest, men det skyldes måske at de her var på udebane. I sydøst kom svenskerne til højt civiliserede og militært stærke lande der både var interesserede i at købe vikingernes pelsværk, honning, tømmer og rav og som havde attraktive handelsvarer at betale med. Da de svenske vikinger i 911 belejrede Konstantinopel, indgik kejseren således en handelsaftale med dem og gav dem ret til at tjene i hans personlige livvagt – og som en sidegevinst fik de ret til få så mange bade som de ønskede.

Danskerne mødte ganske vist også modstand i Frankrig og England, men begge disse lande var længe svækket af indre konflikter og havde derfor svært ved at holde danskerne væk. Og ofte måtte de betale for at få danskerne til at forsvinde. Det skete med guld og sølv, og eventuelt også værdifulde varer som vin, korn og kvæg. Det endte dog til sidst med at danskere i stort tal bosatte sig i Nordvestfrankrig og Østengland – de to områder der blev kendt som Normandiet og Danelagen. Her blandede de sig med den oprindelige befolkning og mistede efterhånden deres danske sprog og kultur.

Nordmændene bosatte sig især på de tyndt befolkede øer langs Skotland samt i selve Skotland og i Irland. Det var to relativt svage lande der havde vanskeligt ved at holde nordmændene væk. Og Færøerne, Island og Grønland var stort set ubeboede da nordmændene begyndte at bosætte sig der.