Slaget ved Hastings Krig fandt ikke sted i Danmark. Og der var heller ikke danskere med i slaget, i hvert fald ingen kendte danskere. Så hvorfor hører det hjemme i dansk teknologihistorie? Det er der i hvert fald to årsager til. Den ene er den lidt spektakulære at der var efterkommere af danskere med i begge hære.
Det var Vilhelm, hertug af Normandiet, der vandt slaget og dermed erobrede England. Han blev derfor ofte kaldt Vilhem Erobreren. Hans slægt stammede fra de danske vikinger der (med Rollo i spidsen) i 911 havde modtaget Normandiet som len af den franske konge. Taberne var englænderne, dvs. overvejende angelsaksere der oprindeligt stammede fra Jylland, Slesvig og Nordtyskland. Men deres konge, Harold Godvinson, der faldt i slaget, havde via sin mor forbindelse til det danske kongehus. Harold var fætter til Svend Estridsøn.
Den anden årsag er at danske hære på den tid endnu kæmpede på samme måde som englænderne, men snart efter vandt normannernes måde at kæmpe på også frem i Danmark. Den forskel handlede om heste. Normannerne kæmpede fra hesteryg, mens englænderne kæmpede til fods. Det er skildret på Bayeux-tapetet der formentlig er lavet i 1070’erne.
Slaget ved Hastings er således mere end nogen anden den enkelt-begivenhed der definerer overgangen fra vikingetid til middelalder. Her kæmpede de to hære på meget forskellig måde, den ene på vikingemåden, den anden på middelaldermåden – eller i hvert fald på en måde der foregreb middelalderens riddere til hest.
Men mindre end tre uger inden slaget ved Hastings havde Harold og englænderne vundet over en stor norsk invasionshær i slaget ved Stamford Bridge. Og her kæmpede de to hære på samme måde (i hvert fald når man ser bort fra at nordmændene blev overrumplet af Harolds hær). Denne invasion regnes for det sidste større vikingeangreb mod England. Det var anført af den norske kong Harald Hårderåde der faldt i slaget sammen med en meget stor del af den norske hær. Med på den norske side var også Tostig Godvinson, Harolds bror. Også han faldt i slaget. Der var dog også vikingeangreb i de følgende år, men ingen der som Harald Hårderådes hær truede det engelske stat.
De to hære der mødtes ved Hastings var sammensat på meget forskellig måde; englænderne havde kun fodfolk (infanteri), mens normannerne både havde fodfolk og krigere til hest (kavalleri) samt også et stort antal bueskytter. De to hære havde derfor også til dels forskellige våben.
Englænderne brugte ligesom vikingerne sværd, økser og spyd, og de kæmpede i den traditionelle skjoldborg som havde været kendt siden oldtiden. Her står krigerne tæt sammen og beskytter sig med deres skjolde. Det er en defensiv opstilling der typisk blev mest brugt i starten af et slag og for at beskytte særligt vigtige personer (fx høvdinger og konger). Englænderne – i hvert fald kernetropperne – var desuden beskyttet af hjelme og ringbrynjer.
Normannerne havde også disse våben. Men derudover havde de køller, buer og formentlig også et antal armbrøster. Armbrøsten var dengang et ret nyt våben, og det er muligt at englænderne aldrig havde set en armbrøst før (og i givet fald kun som jagtvåben). Og så brugte normannerne som nævnt krigsheste.
Englænderne kendte udmærket til heste, men brugte dem kun til at transportere sig på. Det fremgår af Bayeux-tapetet at den engelske konge, Harold Godvinson, havde stiftet bekendtskab med krig fra hesteryg, men det er sandsynligt at det store flertal af de engelske krigere aldrig havde kæmpet mod ryttere før.
Udfaldet af slaget var imidlertid ikke givet på forhånd, og det varede mange timer inden normannerne fik overtaget. Skjoldborgen var længe ganske effektiv, og det fik formentlig afgørende betydning at normannerne lod som om de var ved at trække sig tilbage og derved lokkede nogle af englænderne til at forlade skjoldborgen for at jagte de ‘flygtende’ normannere. Herefter overrumplede det normanniske kavalleri de spredte englændere og nedkæmpede dem. Buerne og armbrøsterne fik umiddelbart ikke den store betydning, men Harold døde formentlig efter at have fået en pil gennem øjet. Og da Harold var død, begyndte mange englændere at flygte så de sidste var nemme at nedkæmpe. Så man kan sige det var en kombination af heste og buer der afgjorde slaget.
Men det var ikke blot normannerne der vandt over englænderne. Det var også middelalderen der vandt over vikingetiden. Slaget ved Hastings indvarslede adelens storhedstid – hvor ryttere iført rustning kæmpede mod hinanden. Og hvor velbevæbnede ryttere som regel havde let ved at nedkæmpe de dårligt udrustede bondehære. Dermed blev de klasseforskelle der allerede havde været i vikingetiden, forstærket og cementeret.
Et andet slag hvor heste fik en afgørende rolle, er Slaget ved Fotevik i Skåne (i 1134). Her vandt Knud Lavards halvbror Erik (Emune) over kong Niels og dennes søn Magnus – de to der stod bag drabet på Knud i 1131. Niels og Magnus ankom til Fotevik ved en stor flåde og mange soldater. Her blev de imidlertid angrebet af 2-300 ryttere som Erik havde lejet i Tyskland. If. Saxo blev den danske hær så forskrækket over at se de fremrykkende ryttere, at de fleste krigere flygtede ud til deres skibe. Men nogle – bl.a. Magnus – blev og tog kampen op. Det endte dog med at de blev nedkæmpet. Magnus blev dræbt, og det samme gjorde 5-6 danske biskopper. Niels flygtede til Slesvig hvor han siden blev myrdet. Og derefter blev Erik konge i Danmark. Hvis man skal tro på Saxo var det altså alene synet af den bevæbnede rytterhær der afgjorde slaget.