Vikingernes våben

Der er ikke noget der tyder på at vikingerne havde andre teknologiske fortrin end vikingeskibet. Deres våben var udmærkede, men det var deres modstanderes også – i hvert fald hvis det var rigtige soldater. Munke og præster var sjældent bevæbnede, og i givet fald var de næppe trænet i krigsførelse, så de har været nemme modstandere.

Alle vikingernes våben var gammelkendte, men nogle – især øksen – havde fået en ny udformning. Allerede stenalderfolkene havde økser, men med tiden var de blevet bredere, og i vikingetiden var de lavet af jern. Det var primært et almindeligt arbejdsredskab, men det var let tilgængeligt, og for de menige vikinger var det et meget vigtigt våben i nærkamp. Skaftet var langt, mere end en meter, så vikingerne kunne svinge det med stor kraft når de brugte begge hænder.

Økser kunne bruges i flere udgaver, men særlig effektive var den ‘danske’ økse – en tung bredbladet økse på et 1 m langt skaft. Den rangerede lige under sværdet i vikingevåbnenes hierarki. På Bayeux-tapetet kan man se at englændernes elitekrigere – de såkaldte huskarle – var udstyret med danske økser. I løbet af middelalderen udviklede den langskaftede økse sig til et såkaldt stagevåben, først til stangøksen og formentlig siden videre til hellebarden.

De velstående vikingers favoritvåben var sværdet – der var lavet af jern eller stål og ofte dekoreret med sølv eller guld. De bedste – og dyreste – var af stål og importerede, men i løbet af vikingetiden blev den skandinaviske produktion af sværd forbedret, så kvalitetssværd blev mere almindelige i løbet af perioden. Sværdene var typisk omkring 90 cm lange, og de krævede både kræfter og øvelse. De var tveæggede, mens jernalderens sværd kun var enæggede. Jernalderens sværd var desuden altid kun af jern, det nye var at man nu kunne fremstille stål.

Vikingerne brugte også bue og pil – der især var nyttige i de indledende faser af slagene og ved belejringer. I vikingetiden kæmpede man ellers primært direkte mod hinanden, i nærkamp. Buerne havde en rækkevidde på omkring 200 m. De var lavet af træ fra taks, ask eller elm, og strengen var af hør. Pilespidserne var lavet af jern.

Det fjerde traditionelle våben som vikingerne brugte, var spyddet. Det fandtes i forskellige udformninger og blev både brugt som kastevåben og til nærkamp. Det var et billigt våben – lavet af asketræ med spidser af jern – og hørte ligesom øksen til de menige vikingers standardudstyr.

Heller ikke vikingernes beskyttelse var ny; de brugte ringbrynje, hjelm og skjold som alle havde været kendt længe. Skjoldet var standardbeskyttelsen; det var billigt og let at lave – af træ der formentlig var beklædt med skind. Det havde en diameter på omkring 80 cm og kunne både bruges som beskyttelse og som slagvåben i nærkamp.

Ringbrynjer var af jern og som navnet siger, lavet af ringe. De var derfor ret kostbare, og de har formentlig primært været brugt af de velstående vikinger. Jern var i sig selv et relativt dyrt materiale, men det var desuden et meget tidskrævende og specialiseret arbejde at fremstille ringbrynjerne. De bestod af mange tusinde små ringe der var sat sammen med 4-6 andre ringe. Det gjorde dem både stærke og fleksible – men også tunge (mindst 10 kg) og ikke mindst dyre. Ringbrynjer havde været kendt siden tidligt i jernalderen; de ældste i Danmark er fundet sammen med Hjortspringbåden.

Hjelmene var af jern og læder. Det er dog usikkert hvor almindelige hjelme var, for der er kun fundet ganske få hjelme fra vikingetiden. Der er imidlertid illustrationer af hjelme, og de er også omtalt i skriftlige kilder. Der har nok været forskellige udgaver hvor de bedste – dem af jern – har været de dyreste.

Hvordan blev våbnene brugt?

Krig i vikingetiden lignede formentlig krig i jernalderen. Den største forskel var nok at vikingehærene typisk var større end jernalderhærene. Men ved overgangen til middelalderen begyndte man at kæmpe på en anden måde. Det er meget illustrativt vist i Bayeux-tapetet der formentlig er lavet i 1070’erne; her skildres forskellige begivenheder op til slaget ved Hastings i 1066 samt selve slaget der endte med at normannerne og deres allierede vandt over englænderne. Her kæmpede tradition og fornyelse mod hinanden.

De to hære var sammensat meget forskelligt måde; englænderne havde kun fodfolk (infanteri), mens normannerne både havde fodfolk og krigere til hest (kavalleri) samt også et stort antal bueskytter. De to hære brugte derfor også delvist forskellige våben. Englænderne brugte ligesom vikingerne sværd, økse og spyd, og de kæmpede i den traditionelle skjoldborg som havde været kendt siden oldtiden. Her står krigerne tæt sammen og beskytter sig med deres skjolde.

Det er meget sandsynligt at en dansk hær på samme tid ville have kæmpet på helt samme måde som englænderne gjorde ved Hastings. Datidens englændere – der egentlig var angelsaksere, dvs. efterkommere af de germanske folk der tidligere havde koloniseret England – var kulturelt tæt forbundne med danskerne. Det var normannerne ganske vist også; de var efterkommere af danske vikinger der havde slået sig ned i Normandiet, og de var endnu i stand til at tale og forstå dansk. Men hvor kontakten mellem danskere og angelsaksere var levende og tæt, så var normannerne blevet kraftigt påvirket af den nye franske adelskultur. Og herfra kom kendskabet til den nye måde at anvende heste.

Vikingetiden var en stålalder

Vikingetiden er grundlæggende en forlængelse af jernalderen. Det var fortsat jern der var tidens mest potente materiale. Men man brugte imidlertid ikke kun jern, de brugte også stål. Meget var importeret, men kendskabet til stålfremstilling var også nået til Skandinavien.

Netop i vikingetiden, fra slutningen af 700-tallet til ind i 1000-tallet, blomstrede den skandinaviske stålproduktion – endda i et sådant omfang at der er forskere der argumenterer for at man burde kalde perioden for ‘stålalderen’. Og set fra en teknologihistorisk synsvinkel giver det faktisk god mening.

Forskellen på jern og stål afhænger af hvilke stoffer jernet indeholder, og især hvor meget kul det indeholder. Hvis kulindholdet er mellem 0,2 og 2,1 %, kalder man jernet for stål. Indholdet af kulstof styrede man ved hjælp af trækul. Når man varmer jern op, smelter de forskellige urenheder, og hvis man omvendt bringer jernet i kontakt med trækul, går noget af kulstoffet over i jernet. 

Stål har nogle klare fordele frem for jern, det er både mere fleksibelt og mere hårdt. Og det blev især brugt til at lave knive og sværd med. Vikingernes sværd bestod dog ikke kun af stål, men var smedet i tre lag – jern-stål-jern. Herved sparede de på stålet, men de opnåede alligevel alle stålsværdets fordele. Deres sværd var således blandt tidens bedste – og farligste. 

Den mystiske krigsmaskine ved Paris i 885

I øvrigt var vikingerne også gode til at bygge fæstninger og belejre befæstede byer. Ofte var de nødt til at overvintre i fjendtlige omgivelser, og de byggede midlertidige fæstninger med palisader og/eller jordvolde typisk på steder der var vanskelige at angribe, fx på små øer. 

Danske vikinger angreb to gange Paris og tvang byens indbyggere til at betale dem for igen at sejle bort. I 845 plyndrede de ligefrem byen, mens de i 885-886 ikke fik held til at trænge ind i byen – på trods af en meget langvarig belejring. Vi ved fra en øjenvidnebeskrivelse at begge parter ved den lejlighed brugte datidens mest avancerede våben. Angiveligt skulle vikingerne både have brugt katapulter og nogle krigsmaskiner som man aldrig havde set før. De er beskrevet som en slags rambukke med store hjul, men bliver almindeligvis fortolket som en tidlig udgave af bliden, middelalderens store kastevåben. 

Der findes desværre ikke billeder af de maskiner vikingerne brugte ved belejringen, så det er svært at vide hvordan de så ud, men hvis der er tale om blider, var det formentlig første gang de blev brugt i Vesteuropa. Det var imidlertid ikke vikingerne der havde opfundet dem; blider var allerede kendt i Byzans og i de arabiske lande, og her kan vikingerne udmærket have set dem. Under alle omstændigheder havde vikingerne kendskab til noget teknologi man ikke kendte i Paris, og det siger alt om hvem der havde de bedste forbindelser til de teknologisk førende lande omkring Middelhavets østlige ende. Men tilsyneladende forstod vikingerne dog ikke at udnytte blidernes potentiale, for de måtte opgive at erobre byen.