Da bronzen nåede til Danmark

Omkring 3500 fvt. fandt man ud af at blande kobber med tin så man fik bronze (med 90 % kobber og 10 % tin). Dette blandingsmetal er meget stærkere end rent kobber, men ikke så stærkt som jern. Det var dog velegnet til våben, redskaber og også til statuer. Desuden er det meget stabilt; selvom det irres og bliver grønt, ruster det ikke.

Først omkring 2000 fvt. nåede kunsten at lave bronze til Danmark. Det var selvfølgelig vigtigt i sig selv, men bronzens største betydning var nok at den trak Danmark ind i et europæisk handelsnetværk. Der er hverken kobber eller tin i Danmark, og begge disse metaller skulle således importeres. Meget senere fandt man kobber både i Norge og Sverige, men dengang skulle det hentes sydfra, bl.a. fra Alperne. Tin blev især hentet fra Cornwall. 

Der er dog ingen tegn på at man fremstillede bronze i Skandinavien; den bronze man importerede, kom sydfra. Som betaling brugte man skind, rav, uld og klæde af uld. Det var først nu at man begyndte at udnytte fårenes uld; tidligere brugte man alene tøj af hør, brændenælde og dyreskind.

I begyndelsen blev bronze mest brugt til smykker og andre statusgivende genstande, bl.a. rageknive. Man havde dog også sværd af bronze, men de må have været meget dyre. I hvert fald fortsatte man længe med at bruge redskaber af sten sideløbende med bronze. Det tyder på at bronze ikke var noget alle havde råd til, og den fremherskende teori er da også at bronzealderen var et udpræget klassesamfund hvor en relativt lille overklasse dominerede flertallet. Vi ved imidlertid ikke hvor en sådan overklasse kan være kommet fra. Var de indvandrere, eller opstod de lokalt?

Der er ikke umiddelbart tegn på en ny større indvandring; bronzealderfolket ser ud til at være efterkommere af det hyrde- eller nomadefolk der kom til Nordeuropa i løbet af bondestenalderen. De kan selvfølgelig godt være blevet suppleret med en vis indvandring, men det er i så fald ikke noget der har afsat sig genetiske spor. Eventuelle indvandrere må således have været ret tæt beslægtede med hyrdefolket. Det er imidlertid ikke usandsynligt at der har været en ny indvandring til Danmark; der var store befolkningsforskydninger i Sydøsteuropa og det sydlige Rusland i perioden, og det er ikke umuligt at nogle folkeslag i Østeuropa er blevet presset længere mod nordvest.

Men der er også en anden mulig forklaring. Det ser ud til at hyrdefolket efterhånden havde samlet sig i mere permanente bopladser – der dog med mellemrum blev flyttet inden for landsbyens territorium. Og efterhånden forsvandt den opdeling i to forskellige parallelle kulturer der prægede Danmark under hyrdefolket. På en eller anden måde er de to kulturer blevet til én fælles syd- og mellemskandinavisk kultur – dog fortsat med mange lokale forskelle. 

Da hyrdefolket blev bofaste, fik de også mere at vedligeholde og forsvare – nemlig deres huse og ikke mindst deres marker, indhegninger, kvæg og forrådslagre. Det lagde kimen til en ny samfundsstruktur med ledere, som kunne beskytte disse værdier mod indre og ydre fjender. Og den udvikling fortsatte i bronzealderen. 

De nye ledere havde formentlig også religiøse funktioner; det er i hvert fald tydeligt at en religion med solen i centrum nu spillede en meget stor rolle. Det har handlet om jordens frugtbarhed, om solen der hver dag vandrede over himlen – og om at foråret og sommeren fik så megen kraft at korn og andre afgrøder kunne vokse og modnes. Tilbedelsen af solen fremgår blandt andet af Solvognen der er fundet i Trundholm Mose i Odsherred.

For at kunne udøve denne religiøse magt, blev lederne til høvdinge med formelle rettigheder og pligter. De første høvdinge har nok fået jobbet pga. deres personlige egenskaber – og de var ikke nødvendigvis positive –  men stillingen kan hurtigt være begyndt at gå i arv. Samtidig blev der også større synlig forskel på de almindelige mennesker og høvdingene. Med til at cementere denne afstand var at høvdingene tiltog sig den rolle at være repræsentant for en af de lokale guder, eller endda at være guden selv. Når man blev repræsentant for højere magter, blev man ufejlbarlig og urørlig. Ens ord var lov, og afvigende meninger uacceptable. Dermed var man – i hvert fald nogenlunde – sikret mod interne udfordrere. Samtidig kunne man også optræde som lovgiver og øverste domstol.

Foreløbig kan man ikke med sikkerhed sige at den ene af de to teorier – en ny indvandring af et beslægtet folk eller en sammensmeltning mellem eksisterende parallelle kulturer – der er den rigtige. Men set med teknologihistoriske øjne er det også lige meget; her er det centrale at en del af befolkningen havde råd til at eje genstande af bronze, at dette bronze alt sammen blev importeret sydfra, noget som færdigvarer, men meget som et råmateriale der blev forarbejdet i Danmark og Sydskandinavien – og at de færdige produkter ofte var yderst professionelt fremstillede med meget kunstnerisk ornamentering.

Det er tydeligt at bronzealderens samfund var meget klassedelt. Øverst var en overklasse der havde råd til bronze – til dyre våben, prangende smykker (også af guld) og forfinede redskaber og som blev begravet i store resursekrævende ‘kæmpehøje’. Underklassen måtte nøjes med at benytte flint og leve med at blive begravet helt anderledes ydmygt. Flint er et ganske stærkt materiale, og der var generelt ingen tvingende grund til at begynde at bruge bronze, men bronze ser flottere ud; det var moderne, og det gav status. Og det var derfor netop velegnet til smykker og lignende personlige genstande. Men bronze kunne dog bruges til mere end flint; man kan lave knive og dolke af flint, men ikke lange sværd. Opfindelsen af bronze og udviklingen af sværdet hører derfor nøje sammen.