Hyrdefolket var mælkebønder

Det var (formentlig) hyrdefolket i bondestenalderen der introducerede hesten til Danmark, men de introducerede også en ny måde at bruge kvæget på. De første bønder havde deres dyr for kødets (og skindets) skyld, mens hyrdefolket også brugte mælken. Det ved vi, fordi der er fundet flere åbne skåle og dørslagslignende kar fra perioden. De har sandsynligvis været beregnet til hhv. henstand af tykmælk og ostefremstilling.

Det er sandsynligt at man i det tidlige landbrug kun drak mælk i små mængder. Man kunne ikke tåle det, eller rettere, man kunne ikke tåle lactosen i mælken (mælkesukkeret). Men man må have opdaget at mælk var en meget nærende drik, og at mælk kunne forarbejdes så lactoseindholdet blev reduceret. Det er tilfældet med både surmælksprodukter (som tykmælk) og ost.

Tolerancen er næppe kommet på én gang, men som resultat af flere mutationer der er gået ‘hånd i hånd’ med stadig mere brug af mælk og mælkeprodukter. Vi ved ikke hvornår denne udvikling begyndte, men der opstod formentlig først en næsten total tolerance i Danmark efter at hyrdefolket var kommet til Danmark.

Det område hvor den største andel af befolkningen i dag er tolerante over for laktose, er stort set sammenfaldende med det germanske sprogs kerneområde, dvs. Danmark og omegn. Dog er laktosetolerance også meget udbredt langt op i Norge og Sverige samt i Holland og på de britiske øer, men det er jo også områder som tidligt blev befolket med germaner. Og det kunne tyde på at den afgørende mutation er sket hos de tidlige germanere.

Når tolerancen siden blev så dominerende at næsten alle etniske nordvesteuropæere i dag kan tåle mælk, skyldes det bl.a. at tolerancen gav germanerne en ekstra fordel i evolutionen således at de og deres efterkommere siden blev i stand til at besejre og nogle gange også fortrænge den oprindelige befolkning.

Imidlertid skal køer malkes, helst flere gange om dagen, og det var også med til at forandre landbruget. Hvor de første bønder kunne lade deres dyr gå mere eller mindre frit rundt i nærheden af bopladserne, var hyrdefolket nødt til at have mere kontakt med deres kvæg således at de kunne malke dem. Samtidig havde de også mange flere dyr, og de var derfor mere afhængige af gode og varierede græsningsområder. Dem fandt de i første omgang omkring de nuværende byer Give, Billund og Vejen. Siden bredte hyrdefolket sig mod nord og vest. Og først senere kom de til Østjylland og videre til øerne. 

Hyrdefolkets periode varede dog endnu kortere end de første bønders periode – kun knap 1.000 år. Men det var dem der lagde grunden til det differentierede danske landbrugssamfund som dominerede helt op til vor tid. De havde ganske vist kun redskaber af træ og sten, og de var naturligvis ikke så produktive som senere tiders bønder, men de må have været meget mere produktive end de første bønder, bl.a. fordi de udnyttede mælken bedre.

Men endnu var fjerkræ ikke kommet til Danmark. Det var katten heller ikke – men hunden var. Og man brugte ikke fårenes uld, men slagtede lammene før de kunne klippes. 

På minussiden tæller imidlertid at hyrdefolket øgede rydningen af skov, både for at få nye marker og for at skaffe træ. Det førte til udledning af CO₂, men naturligvis fortsat i et mikroskopisk omfang sammenlignet med i dag. Og der er ikke grund til at antage at deres aktiviteter har haft negativ betydning for biodiversiteten, tværtimod. Nok blev skovene mindre, men de dækkede stadig meget store områder, og til gengæld kom der nu større arealer der blev afgræsset og som derfor gjorde det muligt for nye fugle og insekter at flyve ind og overleve.

Måske var det først nu at lærken og viben kunne leve i Danmark.