Fiskerstenalderen – de første kystfiskere

Selvom stenalderens mennesker både gik på jagt, fiskede og samlede spiselige fødevarer som bær, nødder, østers og muslinger, så forskød deres fødevalg sig markant gennem tiden. Det skyldtes primært den stigende temperatur.

De første stenaldermennesker færdedes i et koldt og tundraagtigt landskab befolket af rensdyr og siden andre store floklevende pattedyr, men efterhånden som det blev varmere, blev de lave buske erstattet af høje træer og store skove. Det gav de store flokdyr dårlige livsvilkår, mens mindre dyr der som vildsvin levede alene eller i små grupper, omvendt fik gode vilkår.

Derfor måtte menneskene tilpasse sig, og fra at have strejfet rundt i meget store områder, slog de sig efterhånden ned langs kyster, søer og vandløb. Her var der rigeligt med fisk og andre dyr, og nu kunne de nøjes med at hente deres mad fra meget mindre områder. I begyndelsen vandrede de fortsat mellem skiftende sommer- og vinterbopladser, men i løbet af perioden fik de faste bopladser og blev dermed de første nogenlunde fastboende mennesker i Danmark. De levede dog ikke kun af fiskeri, men drev som hidtil jagt på både små og store landdyr – de var således både jægere, fiskere og samlere.

I dag er perioden nok mest kendt for de store køkkenmøddinger de efterlod sig; det var store bunker af skaller fra østers, muslinger og snegle blandet med dyreknogler, fiskeben og andre rester fra datidens måltider. Blandt andet har man fundet knogler fra sæl og marsvin i bunkerne, så folkene har åbenbart også været i stand til at drive jagt til havs. Det sidste er nok primært sket som såkaldt drivjagt hvor man har drevet dyrene ind på lavt vand og dér dræbt dem med harpuner eller andre stikvåben. Man har også drevet slagjagt på sæler – her sniger man sig på sælerne og slår dem ihjel med en kølle inden de kan nå at flygte ud i vandet. Faktisk er der også fundet knogler fra mennesker i køkkenmøddingerne – skyldes det mon at man har spist sine fjender? Der er i hvert fald fundet nogle menneskeknogler der er blevet spaltet så man har kunnet spise marven.

Datidens mennesker var også i stand til lave ruser og fiskegærder, ofte i kombination. De første var lavet af kviste og bast, de sidste af hasselkæppe med vidjeflet. Der har været brugt så mange hasselkæppe at man mener at hassel ligefrem blev dyrket eller i hvert fald passet og stævnet. At ‘stævne’ vil sige at skære grenene af med mellemrum. Netop hassel har været god til mange formål, den skyder hurtigt mange lange skud og kan tåle at blive beskåret igen og igen.

Denne kultur kaldes Ertebølle-kulturen efter en køkkenmødding ved landsbyen Ertebølle i Vesthimmerland. Men faktisk var det ikke det første sted man udgravede en køkkenmødding, og desuden er der fundet køkkenmøddinger mange andre steder, også langt fra danske kyster, så det vil nok være mere hensigtsmæssigt at kalde disse kulturer for kystjæger-samlere.

Køkkenmøddingerne fortæller os at datidens danskere fik en stor del af deres kost fra havet, og deres kost var således i virkeligheden noget anderledes end det man i dag kalder stenaldermad. De fik i hvert fald næppe så meget rødt kød som indgår i moderne ‘stenaldermad’, og de har også spist smådyr og bær som moderne danskere ikke vil spise. De var tilsyneladende sunde, men de var ikke så høje som nutidens danskere. Vi ved fra fundne skeletter at mænd i gennemsnit blev ca. 166 cm og kvinder ca. 154 cm. De levede heller ikke så længe som nutidens danskere; tilsyneladende var det sjældent de blev mere end omkring 50 år.

Fra skeletfundene ved vi også at deres tænder blev meget slidte, især kvindernes – de tyggede det skind der skulle garves.