Skip to main content

Skånemarkedet – Nordeuropas største handelsplads

Skanørs borg
Banken hvor Skanørs borg lå. I dag er der stort set ingen synlige spor efter Skånemarkedet ved Skanør og Falsterbo. Man kan kun se de meget få rester efter borgene i de to byer. Her den banke hvor Skanørs borg lå. Borgen blev bygget af den danske konge omkring 1230, og frem til 1312 var borgen det administrative centrum for Skånemarkedet. I 1312 blev borgen dog erobret af lübeckerne, og derefter blev administrationen flyttet til Falsterbohus Slot. Der er også kun meget små rester tilbage af dette. Foto: Peder Meyhoff (CC BY-SA 3.0).

Danmarks største konkurrent – og fjende – i middelalderen var Hansaen med købmændene fra Lübeck i spidsen. Det var ikke et land, men et forbund af en række små bystater primært langs Østersøen. Lübeck var den største og fungerede også som forbundets hovedstad.

En af lübeckernes store fordele var at de havde nem adgang til salt fra Lüneburg. Salt var i middelalderen en af Europas vigtigste handelsvarer. Det skyldtes ikke smagen, men dets evne til at konservere. Dengang var stort set hele Europas befolkning katolikker, og de havde brug for fisk i den 40 dage lange faste-periode hvert forår. 

Det er lidt forskelligt hvordan katolikker faster, men fælles for alle er at de afstår fra kød i fasten. Derimod må de godt spise fisk. Det skabte et stort marked for handel med saltede og tørrede fisk – og dermed også et vigtigt marked for salt. De købmænd og byer der kunne kontrollere handelen med salt, blev derfor meget rige – som Salzburg, Venezia og Lübeck. I Venezia brugte man lavvandede salarier, mens lübeckerne hentede deres salt i en mine ved det nærliggende Lüneburg. Også Lüneburg selv blev en velstående by der var i stand til at fastholde sin selvstændighed gennem flere hundrede år.

En stor del af det lüneburgske salt blev sejlet til Skanør og Falsterbo på Skåneøret. Her lå Skandinaviens største marked, Skånemarkedet. Det blev afholdt hvert efterår når de fede høstsild blev fanget. På markedet blev de hældt i tønder, saltet og solgt. Hansekøbmændene havde meget stor indflydelse på Skånemarkedet, men det var kun et midlertidigt marked som aldrig udviklede sig til en permanent handelsby som Bergen. Og de danske konger tjente godt på toldafgifter på markedet; det var i lang tid kongens vigtigste indtægtskilde. Markedet var så stort at det bredte sig til flere forskellige byer på begge sider af Øresund, bl.a. København og Dragør.

Bryggen i Bergen. Bergen var en af hansekøbmændenes vigtigste kontorer. Det var især handelen med tørrede og saltede fisk der gjorde byen til et vigtigt handelscentrum. I fasteperioden måtte katolikkerne ikke spise kød, men gerne fisk, og de norske fisk var derfor en eftertragtet vare. Handelen gik også den anden vej, idet hansekøbmændene leverede den nødvendige salt. Desuden sørgede hansaen også for import af korn. Bryggen – der indtil 1945 hed Tyskebryggen – blev grundlagt omkring 1070, oprindeligt som et norsk handelscentrum. Men fra omkring 1350 til op imod 1764 ejede de tyske købmænd de fleste af handelsgårdene på Bryggen. Området var styret på tysk og stort set uden for norsk kontrol. Først efter 1764 havde nordmændene igen fuld kontrol over Bryggen. Foto: Peder Meyhoff (CC BY-SA 3.0).

Der kom efterhånden også salt fra Biscayen, såkaldt Baie-salt. Det blev bragt til Skanør af de såkaldte ummelandsfarere der dermed brød lübeckernes monopol. Men i det hele taget var Skånemarkedet en broget markedsplads hvor mange forskellige varer blev markedsført og bagefter fordelt rundt i Østersøområdet, inkl. Danmark. Markedet var under den danske konges fred, og det betød at alle stridigheder var stillet i bero mens markedet varede. Købmænd fra to lande der ellers var i krig, kunne således godt handle med hinanden på markedet. I 1367 tabte Danmark dog en krig mod Hansaen og dens forbundsfæller, bl.a. Sverige, og ved fredsslutningen fik Hansaen kontrol over Skånemarkedet i 15 år.

Imidlertid blev antallet af sild mindre i løbet af 1400-tallet, formentlig især pga. af overfiskning, og Skånemarkedets betydning blev stærkt reduceret. Fra 1560 var det slut med både sild og marked. Til gengæld fik flere byer ved Limfjorden og langs Himmerlands østkyst, bl.a. Dokkedal, et godt og indbringende sildefiskeri.

Ingen kommentarer endnu!

Din e-mail vil ikke blive vist.