Efterhånden som byerne voksede, blev der også grundlag for flere stadigt mere specialiserede håndværk. Allerede i stenalderen var der flintesmed, siden kom der bronzesmede, jernsmede og træsmede. Formentlig er den gamle fællesgermanske betydning af ordet ‘smed’ simpelthen ‘håndværker’, og først senere er det blevet indskrænket til kun at betegne håndværkere der arbejder med metal. Vi ved fra gamle kilder at ord som ølsmed, skosmed og stensmed har været brugt. En ‘stensmed’ var en bygmester. Formentlig har der også været specialiserede håndværkere i arbejde inden for skibsbygningen.
Men længe havde almindelige mennesker kun begrænset brug for håndværkere. I familien lavede man selv de fleste af de ting man havde brug for, bl.a. tøj. Og det var primært kvinderne der stod for det. Først da der i løbet af middelalderen opstod større byer, blev der behov for specialiserede håndværkere der kunne servicere byernes over- og middelklasse. De første nye håndværk man kender til, er skomagere, handskemagere og forskellige beklædningshåndværk. Og nu blev det traditionelle kvindearbejde overtaget af mænd.
De nye håndværk blev etableret som fag med mestre, svende, lærlinge og egne regler (samlet i en såkaldt ‘skrå’). Alle fag blev organiseret i lav (også stavet ‘laug’) der kontrollerede udøvelsen af faget. Og gennem købstædernes privilegier fik de også nyttige fordele der begrænsede konkurrencen. Kun få håndværk – som fx smed og tømrer – måtte praktiseres i landsbyerne, men alle mere specialiserede håndværkere måtte kun arbejde i købstæderne. Deres kunder var foruden borgerne i byen omegnens adelige (med mindre de havde egne håndværkere), og meget af det arbejde de lavede, var luksusarbejde for de velstående.
De fleste råvarer som pels og huder kunne skaffes lokalt, men mange håndværkere var afhængige af import. Og den stod hansekøbmændene længe for. Det er derfor ikke underligt at de fleste af de krige Danmark var involveret i i sidste del af middelalderen, netop var mod Lübeck og de andre hansebyer. De handlede om kontrol med handelen og handelsvejene. Danmark var rimelig god til at håndhæve sine egne interesser, hvorimod flere af vores nabolande måtte acceptere at Hansaen fik stor indflydelse i vigtige handelsbyer. Bergen er et godt eksempel. Men kontakten med de fremmede købmænd var ikke kun negativ; de formidlede også mange nye opfindelser og varer.
Efterhånden kom der også mange tyske håndværkere til Danmark – især i nye håndværk som papirfremstilling, bogtryk, bogbinding mv. Til Norge og Sverige kom der også mange tyske minearbejdere. Og desuden drog unge danske håndværkere ‘på valsen’ til (især) Tyskland. På den måde kom meget nyt værktøj til Danmark, og da det jo kom fra Tyskland havde det tyske navne som blev mere eller mindre fordanskede. Nogle gange beholdt man det tyske navn, det gælder fx ‘fukssvans’ – der kommer af det tyske ‘Fuchsschwanz’, der betyder ‘rævehale’ – men andre gange blev det fordansket til ukendelighed; fx blev det tyske ‘Schieblehre’ til ‘skydelære’ på dansk.
Ved siden af håndværkernes lav fandtes fra gammel tid også de såkaldte ‘gilder’. Ordet ‘gilde’ er et fællesgermansk ord der oprindeligt har betydet noget med penge, evt. betaling af afgift (jf. tysk ‘geld’ for ‘penge’), men som med tiden har fået en meget bredere betydning og vel nærmest kan oversættes til ‘broderskab’. Det kan dog også betyde ‘fest’ og ‘sammenkomst’ – som det jo gør i moderne dansk. Fra middelalderen – og formentlig allerede før – og helt op til 1800-tallet tog gilderne sig primært af medlemmernes sociale liv, mens lavene tog sig af deres faglige og arbejdsmæssige liv. I praksis var forskellen på de to dog næppe stor, og desuden var der forskelle fra by til by og fra fag til fag.
Helt frem til slutningen af 1800-tallet måtte fattige som fx enker, forældreløse børn og folk der var blevet ramt af ulykker, langt hen ad vejen klare sig selv – med mindre de kunne få hjælp af et gilde, af naboer eller af familien. Først i løbet af 1800-tallet tog Danmark de første små skridt mod velfærdssamfundet. Men samtidig voksede behovet for at få hjælp; vandringen fra landet til byerne ødelagde mange gamle familiebånd, og i byerne var der ikke megen hjælp at få hvis man fx kom ud for en ulykke på de nye – og ofte meget farlige – fabrikker og værksteder. Her kom erfaringen fra lavene og gilderne til at spille en stor rolle, især for de faglærte arbejdere. I mange fag og i mange byer oprettede svendene således stiftelser som byggede boliger til deres gamle og uarbejdsdygtige kammerater og ikke mindst for deres enker.
Ingen kommentarer endnu!