Bondestenalderens store stengrave

I bondestenalderen begyndte man at begrave de døde på en ny måde, nemlig i grave bygget af store sten (megalitter), først som stendysser, senere som jættestuer. Sådanne grave findes over det meste af Vesteuropa, i Nordafrika og i Kaukasus, og de er med til at underbygge teorien om at landbruget blev udbredt takket være et nyt folk der trængte op gennem Europa. De store stengrave findes imidlertid primært i de områder der er længst væk fra det område i Mellemøsten hvor landbruget opstod.

Det kan naturligvis ikke være tilfældigt at man så mange steder har begravet sine døde i grave bygget af store sten, og det er også vanskeligt at tro at det bare er en modestrømning der har bredt sig ud over det vestlige Europa. De må være udbredt af et bestemt folk med en bestemt religion – eller i hvert fald en fælles opfattelse af hvad der skete efter døden. 

Set fra en teknologihistorisk synsvinkel er det mest interessante ved de store stenbyggerier det at man kunne bygge dem. Det fortæller os to ting, dels at man har været i stand til at transportere og placere de store sten, evt. også flække dem. Og dels også at man har kunnet mobilisere tilstrækkeligt mange mennesker til arbejdet. 

Vi ved dog ikke om de har brugt slaver, eller om bønderne selv har udført arbejdet. Vi ved heller ikke om de har udført arbejdet i et frivilligt fællesskab, eller om de er blevet presset til det af religiøse eller militære ledere. Men de gjorde det i hvert fald ikke blot for bedre at kunne overleve. 

Men de store stengrave viser også at samfundet havde materielt overskud til at bygge dem. Et folk der lever på kanten af sultegrænsen kunne ikke have bygget gravene. Interessant er det også at det først er omkring 3.500 fvt. – altså ca. 500 år inde i bondestenalderen – at man begynder at bygge grave af sten; inden da bruger man træ og jord (de såkaldte langhøje). Og på det tidspunkt kan det ikke være mangel på træ der er årsag til at man begynder at bruge sten, det må snarere være for at markere status. Og det er rimeligt at antage at først nu bliver Danmark et klassesamfund med tydelige forskelle på vilkårene for rig og fattig, også efter døden. Det skyldtes at man nu havde værdier at beskytte.

Både husdyr, marker og kornlagre var værdifulde. Det var nødvendigt at beskytte og opbevare det sikkert, og det var i sig selv med til øge behovet for arbejdsdeling. Og man fik desuden brug for mænd med våben der kunne forsvare værdierne. Det ledte over i et behov for at organisere forsvaret, og det gav mulighed for at nogle kunne få mere magt (og rigdom) end andre – og tilsyneladende også få en mere prangende begravelsesplads.

I løbet af bondestenalderen skiftede begravelsemoden flere gange, men man holder fast i de store stengrave. Dog sker der tilsyneladende en ‘demokratisering’. I hvert fald var de første stendysser små og kun beregnet for en enkelt person, men efterhånden bliver de større så de kan rumme flere personer. Og den udvikling fortsætter med de endnu større jættestuer der efterhånden afløser stendysserne.

Tilbage står spørgsmålet om hvorfor man begyndte at bygge de store stengrave. De har krævet store resurser, så der har været en årsag til det. Det kan skyldes indvandring, men det er ikke muligt at følge udbredelsen af stengrave gennem Europa. Det ser ud til at skikken med at bruge store sten begyndte i Bretagne, og den kan have spredt sig herfra over havet. Men den nordeuropæiske brug af store sten fremstår dog noget anderledes end det der kan ses i Bretagne.

Man begyndte heller ikke at bygge de store stengrave umiddelbart efter at de første bønder slog sig ned i Danmark. Og da de begyndte, skete det med langhøje hvor gravkammeret var lavet af træ. Så noget endeligt svar på årsagen er der ikke enighed om. Men der er næppe tale om en direkte påvirkning fra Bretagne til Skandinavien, nok snarere om en parallel udvikling, måske fra et fælles udgangspunkt.

Den vigtigste forskel på stenene i Nordfrankrig og Danmark bliver fint vist af Obelix fra tegneserien om Asterix og de gæve gallere. Det er bautasten Obelix ynder at bære rundt på, og det er netop primært den slags fritstående sten som er typiske for datidens Frankrig. Der findes ganske vist også både stendysser og andre stengrave i Frankrig, men det er de fritstående sten der dominerer. Og de findes ikke i Danmark. Her optræder de altid i tilknytning til grave.

Bortset fra det, så er Asterix-seriens brug af bautasten ikke historisk korrekt. Asterix og Obelix lever som bekendt mens romerne behersker Frankrig (bortset fra den der lille standhaftige by…), mens de franske bautasten formentlig er rejst under bondestenalderen eller måske endda endnu tidligere. Det giver en tidsforskel på flere tusinde år.

Det skal dog tilføjes at det er meget svært at datere fritstående bautasten. Kun hvis de står i forbindelse med grave, er det muligt at nå frem til en rimelig sikker datering. Og selv i så tilfælde kan man ikke nødvendigvis afgøre om stenene er rejst samtidig med at graven er taget i brug. De kan være rejst tidligere, og senere ‘genbrugt’ i forbindelse med nye grave. Der er således sket begravelser i området ved bautastenene i Gryet (se billedet ovenfor) over en længere periode.

Set med teknologihistoriske øjne er det mest interessante imidlertid at datidens befolkning har været i stand til at transportere stenene og rejse dem. De havde jo ingen trylledrik, men kun redskaber af træ og sten.