Den anden agrare revolution

Midt i bondestenalderen – omkring 2.800 fvt. – kom et nyt folk til Danmark. Der var et hyrdefolk med rødder i det moderne Ukraine og det sydlige Rusland.

Hyrdefolket skabte et helt nyt teknologisk system – det differentierede landbrugssamfund. De vidste hvordan man kan udnytte relativ ufrugtbar jord som fx tørre stepper og andre områder med sparsom plantevækst. Den slags jord var der også dengang meget af i den sydlige del af Centralasien, og hyrdefolket spredte sig hurtigt ind over de jæger-samlere der endnu befolkede området. Spredningen er formentlig også gået ret hurtig i det østlige Europa, men den må være gået langsommere i det centrale Europa hvor der både var skove, floder og bjerge til at bremse indvandrernes heste og vogne.

Her i Europa kendte man også allerede til landbrug i forvejen, og hyrdefolket må derfor have mødt en lokalbefolkning der ikke godvilligt lod sig fordrive fra deres marker – med mindre de var døde af pest. Vi ved det ikke, men den ældste, kendte dokumentation for pest i Europa er fundet i et svensk skelet der er ca 5.000 år gammelt og dermed nogenlunde sammenfaldende med hyrdefolkets invasion.

Inden de kom til Danmark, havde hyrdefolket levet nogle hundrede år i det nuværende Tyskland og Polen mv. Det har der længe været almindelig enighed om, men der har derimod været stor uenighed om hvem der var deres forfædre. Nyere genetiske undersøgelser har dog peget på at de udsprang af den såkaldte yamnaya-kultur der levede på steppelandet nord for Sortehavet og Det kaspiske hav. En publikation fra 2023 konkluderer imidlertid på at der snarere er tale om at de to kulturer har udviklet sig parallelt med hinanden. Det tyder derfor på at de to kulturer har et fælles udspring.

Under alle omstændigheder er der mange lighedstræk mellem yamnayerne og hyrdefolket. Det gælder bl.a. den måde de begravede deres døde på, nemlig enkeltvis i gruber dækket af en mindre høj. Navnet ‘yamnaya’ kommer således af det ukrainske ord for ‘grubegrav’. I Danmark kaldes hyrdefolket også for enkeltgravskulturen.

Den internationalt mest udbredte betegnelse er imidlertid corded ware-kulturen – på dansk snorekeramik-kulturen. Her hentydes til udsmykningen af kulturens lertøj. Et andet almindeligt navn er stridsøkse-kuturen.

De forskellige navne skyldes forskellige moderne tilgange til kulturen. Nogle arkæologer har først og fremmest hæftet sig ved måden de døde blev begravet på, andre især ved dens keramik eller ved dens flintøkser. Når vi her kalder dem ‘hyrdefolket’, er det for at fremhæve deres livsform.

Nomader eller agerbrugere

Selvom yamnayafolket også kendte til agerbrug, så levede de oprindeligt som hyrder med husdyr, måske ligefrem som nomader Man mener at det var dem – eller deres forfædre i den såkaldte Sredny Stog-kultur – der tæmmede hesten, og at de også var de første til at ride på heste. Det var muligvis også dem der opfandt hjulet og vognen. Det skete i hvert fald i denne del af verden, men det er dog endnu omdiskuteret hvem der var de første til bruge vogne med hjul. Det samme gælder i øvrigt også pottemagerhjulet.

Den første nogenlunde sikre dokumentation for vogne med hjul stammer fra det sydlige Polen. Her er fundet en lerkrukke med et indridset billede af noget der klart ligner en vogn. Men der er ikke trækdyr foran, og strengt taget kan billedet måske også forestille noget helt andet. Polen ligger imidlertid midt på den rute yamnayerne må have fulgt da de drog mod nordvest og kun lidt nordligere end deres kerneområde. 

I Første Mosebog fortælles om Kain og Abel der var hhv. agerdyrker og fårehyrde. Kain var storebror og altså ham der kom først – ligesom de fastboende agerbrugere også kom før de mere eller mindre nomadiske fårehyrder. Myten er næppe grebet ud af den blå luft; den afspejler i hvert fald en interessekonflikt der må have været aktuel, nemlig hvem har ret til at bruge jorden – skal den dyrkes eller afgræsses? I Første Mosebog ligger sympatien hos Abel; det skyldes selvfølgelig at dem der skabte myten, var et hyrdefolk som Abel. Konflikten har været reel nok, og var det sikkert også i Danmark. 

Da hyrdefolket kom til Danmark fandt de et land hvor der allerede var ryddet skov og indført agerbrug, og især i det vestlige Jylland fortrængte de hurtigt de første bønder. Det ser ud til at det er gået ret voldsomt til, enten er de fleste af de første bønder blevet slået ihjel eller de er døde af pest eller en anden sygdom som hyrdefolket bragte med sig. Derimod ser det ud til at hyrdefolket spredte sig noget langsommere – og måske mere fredeligt – på øerne og i Skåne.

I global sammenhæng har yamnayaernes efterkommere haft enorm succes. Allerede før vor tidsregning var de udbredt til næsten hele Europa, det nuværende Tyrkiet, Pakistan, store dele af det nordlige Indien og også en stor del af Centralasien. Ganske vist er de – eller i hvert fald deres indoeuropæiske sprog – siden blevet trængt væk nogle steder, bl.a. af ungarske og tyrkiske folk, men til gengæld har de spredt sig til det meste af verden – med de arabiske lande, Kina og Sydøstasien som de største undtagelser.