Med landbruget fulgte ikke kun husdyr og dyrkede afgrøder, der kom også nye redskaber til brug i markerne. Heraf var det vigtigste den første plov, arden. Med den kunne man lettere dyrke jorden. Man havde også kradsepind og hakke, men med arden – der blev trukket af en okse – kunne man få mere udrettet.
Landbruget skabte således ikke kun en revolution af datidens livsvilkår, den ændrede også synet på omverdenen. Jægere og samlere lever af naturen, mens bønder bruger naturen. Det må allerede dengang have ført til betragtelige ødelæggelser. Og siden er Danmark er jo blevet et af de lande i verden der er mest præget af landbrugets aktiviteter.
Oldtidens landbrug var et éngangslandbrug. Man dyrkede jorden til den var udpint. Derefter inddrog man ny landbrugsjord, ofte ved at brænde skov af og dyrke i den askeblandede jord. Det var i begyndelsen meget frugtbar jord, og desuden var indholdet af ukrudtsfrø lavt. Begge dele ændrede sig efter nogle år.
Når næringsstofferne i de nye marker var opbrugt, blev det nødvendigt at rydde og afbrænde et nyt stykke skov. De forladte marker kom siden til at ligge hen som hede der kun langsomt genvandt sin frugtbarhed.
Man kalder den slags landbrug for svedjebrug – ordet ‘svedje’ kommer af ‘svie’, der betyder det samme som ‘brænde’. De første omkring 500 år var agerbrugerne dog så få at de fleste rydninger sprang i skov igen når de var blevet forladt, men med den voksende befolkning – og det voksende antal husdyr – fik de forladte marker ikke lov at hvile sig, men blev brugt til græsning.
Det tidlige landbrug førte således ikke kun til en revolution i den måde den danske befolkning levede på; den førte også til de første menneskeskabte miljøødelæggelser i Danmark. Og de store skovrydninger førte også til at der blev frigivet CO2. Det var selvfølgelig i et meget lille omfang sammenlignet med i dag, men ikke desto mindre var det i bondestenalderen – og først da – at mennesket tog i de første skridt mod den klimakatastrofe der truer i dag.
Der er ikke tvivl om at fastboende agerbrugere både direkte og indirekte bidrager til at ødelægge agerjorden. Det skete allerede i stenalderen, og det sker også i dag, men nu ved vi hvilke risici der er, og vi har derfor nu mulighed for undgå at skade jorden. Når man pløjer og harver, lægges jorden åben for vind- og vanderosion; begge dele kan også finde sted selvom der er små planter på marken. Også brøndboring og kunstvanding (der sænker grundvandstanden) kan føre til erosion. Erosionen kan desuden forstærkes når agerbrugerne presser nomaderne længere ud på mere tørre og sårbare græsningsarealer – og når nomaderne har flere dyr end der er græsning til.
Bønderne lagde ikke kun beslag på dyrkbar jord, de fældede også træer i langt større omfang end det var sket før. De største træfældninger fandt sted i Vest- og Midtjylland hvor jorden var lettest at bearbejde – det var disse første marker der siden blev til hede. Med landbruget fulgte desuden et større behov for træ – til bygninger, indhegninger og redskaber. Træet kunne man hente i skoven, men man skulle bruge værktøj til at fælde og bearbejde det. Det gav ekstra arbejde til flintesmedene og til dem der var beskæftiget med udvinding og handel med flint. Men når skovene blev mindre, fik blæsten friere spillerum, og det øgede erosionen. Danmark havde dog næppe problemer med større menneskeskabt erosion allerede i bondestenalderen. Det kom senere.
Landbruget var naturligvis et meget stort teknologisk fremskridt, men der var som nævnt også ulemper – og det at man blev landbrugere, gav ikke garanti for at der blev produceret mad nok. Faktisk havde en agerbruger større risiko for at dø af sult. Også risikoen for at blive underernæret var større. Det skyldtes at landbrugere både er mere afhængige og mindre mobile end jægere-samlere. Landbrugerne har gjort sig af afhængige af en god høst, og de kan ikke som jægerne blot tage deres ejendele på ryggen og følge med jagtdyrene.
Ingen kommentarer endnu!