I løbet af bondestenalderen kom et nyt folk til Danmark. Det var hyrdefolket. De kom fra sydøst og havde forbindelse til yamnaya-kulturen der dengang blomstrede på slettelandet nord for Sortehavet. Moderne forskning viser dog at hyrdefolket næppe stammede direkte fra yamnayerne, men snarere udviklede sig parallelt med dem. Men måske ud fra en fælles baggrund.
Det var formentlig her de første indoeuropæiske sprog opstod. Eller rettere, det er her de første tegn på et et indoeuropæisk sprog er dokumenteret. Det er imidlertid ikke klart om forbindelsen mellem hyrdefolket og yamnayerne er så stærk, at man også kan betragte hyrdefolket som indoeuropæere. Måske var deres forfædre brudt op fra et fælles hjemland før det første indouropæiske sprog opstod? Og måske nåede indoeuropæerne – eller de indoeuropæiske sprog – først senere til Danmark.
Der er forskellige teorier om de indoeuropæiske sprogs oprindelse, men de fleste forskere er enige om at indoeuropæernes hjemland lå i det ukrainske og sydrussiske sletteland hvor også yamnaya-kulturen opstod. Diskussionen handler mest om hvorvidt man kan tale om indoeuropæere allerede før yamnaya-kulturen. Det er svært at afgøre, for sprog falder ikke ned fra himlen, men udvikler sig altid af andre sprog, og det er en udvikling der normalt tager mange hundrede år afhængigt af hvor isoleret sprogbrugerne er.
I dag tales de indoeuropæiske sprog i hele Europa bortset fra Baskerlandet og de områder hvor finsk-ugriske folk (samere, finner, estere, kareler og ungarere) er trængt ind. Også i Mellemøsten og Sydasien er der et indoeuropæisk bælte fra kurderne i vest til bengalerne i øst. Og nogle af de indoeuropæiske sprog – primært engelsk, spansk, fransk og portugisisk – er i nyere tid blevet spredt til det meste af den såkaldt ‘nye’ verden.
I 2016 udgav forskere fra Københavns Universitet et papir hvor de argumenterer for at indoeuropæerne i første omgang kun nåede til de flade og sandede jorde i Jylland, mens de oprindelige bønder levede videre på de lerede jorde i Østjylland og på Sjælland og de andre øer. Det styrker teorien om at de første der talte et indoeuropæisk sprog i Danmark, var hyrdefolket. De var kvægnomader med et noget begrænset kendskab til agerbrug, og forskerne mener at de derfor ikke umiddelbart kom i konflikt med bønderne på de frugtbare jorde. De udnyttede forskellige resurser og var derfor ikke konkurrenter. Men efterhånden lærte hyrdefolket både teknologi og ord af bønderne, og efterhånden blev de selv fastboende bønder.
Forskerne bruger både arkæologiske og sproglige argumenter til at bevise deres påstand. De mener således at have identificeret et antal danske landbrugs-ord der er ældre end indoeuropæisk; de nævner bl.a. ordene ært, bønne, tjørn og bregne. Det er rigtigt at både ærter og bønner hører til blandt de planter der først er domesticeret, og at det skete længe før de første indoeuropæiske sprog opstod.
Desværre kan vi aldrig få at vide hvordan man talte i datidens Danmark, men det er overvejende sandsynlig at hyrdefolket må have talt et protoindoeuropæisk sprog. Imidlertid er det først i tidlig jernalder at der opstår et protogermansk sprog. Det opstår dog netop i og omkring det nuværende Danmark, så man kan sagtens forestille sig at ord af før-indoeuropæisk oprindelse kan indgå i de germanske sprog, men de har næppe kunnet sprede sig baglæns ind i andre indoeuropæiske sprogfamilier.
Der ser derimod ud til at hyrdefolket først slog sig ned i Jylland, og at hyrdefolket og de agerdyrkende bønder har kunnet sameksistere i flere hundrede år i hver deres del af Danmark. Men efterhånden overtog hyrdefolket hele Danmark – og i øvrigt også de omgivende områder – og de første agerdyrkende bønder forsvandt, mens hyrdefolket selv udviklede et mere diffentieret landbrug med både kvægavl og agerdyrkning.
Ingen kommentarer endnu!