Den tunge plov gav mad til flere

I tiden efter år 0 kom en ny plov til Danmark. Det var ‘den tunge plov’, også kaldet muldfjælsploven. Den førte til en revolution i landbruget og gjorde det muligt at brødføde flere mennesker. Hvorfor? Fordi den kunne noget som hverken kradsepinden, krogarden eller buearden kunne, nemlig vende jorden. Det gav et bedre såbed samtidig med at det begravede uønskede planter et stykke nede i jorden. Den var således et helt andet redskab end arden der reelt blot kunne kradse.

De vigtigste dele af den nye plov var plovskæret og muldfjælen. Plovskæret skar en dyb fure i jorden, og muldfjælen vendte den stribe der blev skåret fri. Plovskæret var fra begyndelsen af jern, og muldfjælen blev tidligt forstærket med jern og siden lavet helt af jern. Foran skæret var der som regel også et såkaldt langjern der skar en fure i jorden; det bidrog til at plovskæret lettere kunne skære jorden fri. 

Muldfjælsploven blev formentlig opfundet i Kina, men den kendtes også i Romerriget, og den nåede til Danmark i de første århundreder efter vor tidsregning. Lidt syd for grænsen til Tyskland har man fundet spor af jord der er pløjet – altså vendt med muldfjæl – helt tilbage fra omkring ca. 200 evt. Ploven spredte sig mod nord fra Slesvig, og ved slutningen af jernalderen var den blevet udbredt i store dele af Jylland. I løbet af vikingetiden bredte den sig formentlig til hele det danske område. 

På et tidspunkt blev muldfjælsploven udstyret med et forstel med hjul – og fik derfor navnet hjulploven. Hjulene gjorde at den kunne bygges af kraftigere (og tungere) materialer så det blev lettere at pløje leret og fugtig jord og dermed at opdyrke jord man tidligere kun havde kunnet bruge til græsning. Det er imidlertid uklart hvornår man begyndte at bruge plove med hjul i Danmark. Man kan ikke dokumentere det før begyndelsen af middelalderen, men det er dog sandsynligt at det må være sket noget tidligere.

Det må være muldfjælsploven der er hovedårsag til den store befolkningsvækst der fandt sted i Danmark (og resten af det sydlige Skandinavien) allerede fra slutningen af jernalderen og op gennem vikingetiden. Der blev opdyrket ny jord så der blev føde til flere mennesker. Ploven øgede i sig selv også udbyttet, fordi jorden tørrede hurtigere når den var blevet pløjet. Den gjorde det således muligt at fremskynde såningen om foråret.

I løbet af jernalderen og vikingetiden blev der grundlagt et stort antal nye bebyggelser, mange af dem med endelserne –by, –toft og –torp (de sidste er i dag som regel blevet til –rup). Denne massive byvækst fandt ikke kun sted i Skandinavien, men også i de områder som vikingerne koloniserede, ikke mindst i Danelagen i det østlige England. 

Også vikingetogterne i sig selv kan kun have været mulige som følge af en stor befolkningsvækst – i hvert fald hen imod slutningen af vikingetiden hvor det var ganske store hærstyrker der drog afsted.

Muldfjælsploven ændrede imidlertid ikke kun bøndernes måde at bearbejde jorden på, den trak dem også ind i en vareøkonomi. Indtil muldfjælsploven vandt frem, var landbruget baseret på selvforsyning. Bonden og hans hushold producerede det meste selv og resten kunne skaffes lokalt. Man kunne selvfølgelig købe ting fra fjerne egne. Men det var luksus og ikke noget man var afhængig af for at overleve. Alt det blev anderledes med muldfjælsploven. 

Flere af dens vigtige komponenter var lavet af jern som blev slidt når de blev ført gennem jorden. De måtte derfor udskiftes med mellemrum, og bonden blev derfor afhængig af at kunne købe de nødvendige jerndele. Og måske blev smedene også nødt til at investere i indkøb af jern og redskaber – måske også medhjælpere – så de kunne følge med efterspørgslen. Både producenter og forbrugere af jern blev således gensidigt afhængige af hinanden. 

Der er historikere der mener at behovet for jern til muldfjælsploven  spillede en afgørende rolle i udviklingen af gensidigt forpligtende handelsforbindelser – et første skridt frem mod den globaliserede handel og kapitalismen. Men fjernhandelen var dog i fuld gang allerede under bronzealderen med både bronze og rav, og faktisk var det ikke nødvendigt med fjernhandel for at skaffe myremalm og trækul. Men muldfjælsploven – og senere hjulploven – kan sagtens have fremmet den lokale handel.