Efterhånden som man blev flere mennesker, blev presset på jorden hårdere, og selvom man nu havde lært at gøde jorden, blev jorderne alligevel efterhånden udpint. Derfor rev man med mellemrum sine gårde og landsbyer ned og byggede en ny i nærheden, og så dyrkede man den jord som byen havde ligget på. Det var en meget næringsrig jord, fordi både dyrenes og menneskenes lort var endt her sammen med rester fra agerbrug og madlavning. Landsbyerne kom således til at ligge oven på regulære kompostbunker, og man fandt tilsyneladende hurtigt ud af de var velegnede som marker. Og da husene var relativt lette at tage ned og genopføre, var det ganske hensigtsmæssigt at kunne flytte dem med mellemrum.
Den dominerende opfattelse har længe været at landsbyerne først blev permanente da man ved slutningen af vikingetiden byggede kirker og indrettede kirkegårde på indviet jord ved landsbyerne. Nyere undersøgelser tyder imidlertid på at landsbyerne allerede i sidste del af jernalderen kom til at ligge fast, i hvert fald nogle steder. En undersøgelse fra Fyn viser at bebyggelsen her frem til omkring år 600 bestod af enkeltgårde, dobbeltgårde og større landsbyer der alle var vandrende. Men omkring 600 samlede stort set alle gårdene sig i permanente landsbyer.
Det er blevet foreslået at årsagen til at de fynske landsbyer bliver permanente, kan være sket i sammenhæng med at en nyopstået lokal centralmagt har fået bedre mulighed for kontrollere befolkningen og pålægge dem afgifter og arbejdsydelser. Umiddelbart virker det dog ikke sandsynligt at befolkningen frivilligt har opgivet en traditionel og hensigtsmæssig driftsform til fordel for noget der udpinte jorden.
Det virker mere sandsynligt at bønderne har fået nogle dyrkningsmæssige fordele der umiddelbart har opvejet den langsigtede ulempe. Det kan være at de nu begyndte at gøde jorden mere systematisk eller at den nye tunge plov med muldfjæl pløjede så meget dybere at udpiningen blev udsat. Det kan også være begge dele, nemlig at ploven kunne pløje gødningen effektivt ned.
Det var et relativt tungt arbejde at arbejde med den nye plov, og det var dermed en fordel at arbejde sammen med en nabo. Så formentlig begynder dyrkningsfællesskabet allerede her i slutningen af jernalderen og ikke først i løbet af middelalderen som man ellers har troet.
Der var nogen forskel på husene fra egn til egn, men grundlæggende så de ud som i bronzealderen – treskibede langhuse af lerklinet fletværk med stråtag. I husene var der plads til både dyr og mennesker. Man kan se at nogle af husene har været værksteder til smede og pottemagere – og nogle steder ser det også ud til at der har været særlige værksteder til vævning. Der har også været tømrere, men de har arbejdet udendørs uden særlige faciliteter. Der var desuden udhuse med plads til hø og halm og andet vinterforråd. I øvrigt var der stor forskel på gårdenes størrelse; de fleste var ret små, men i nogle landsbyer er en eller nogle få gårde markant større end de andre. Her boede storbønderne – som måske siden blev til høvdinge.
Det er muligt at storbønderne var efterkommere af bronzealderens overklasse, men i hvert fald er der al mulig grund til at formode at disse storbondeslægter langt hen ad vejen beholdt deres position gennem jernalderen og vikingetiden – og at det derfor også er dem der bliver til de adelige i løbet af middelalderen.
Det er imidlertid ikke kun klassesamfundet der cementeres i løbet af jernalderen, det gør også landskabet. De store heder der var skabt i løbet af bronzealderen kunne dengang ikke opdyrkes, og de fik lov til fortsat at ligge som græsningsareal for får og geder. De er nøjsomme dyr, og de gav mulighed for at et begrænset antal mennesker kunne overleve på hederne. Agerdyrkningen blev omvendt koncentreret på de tungere – dvs. mere lerede – jorde i Østjylland og på øerne. Takket være den nye plov og den mere systematiske brug af gødning kunne man her udsætte udpiningen af markerne.
Måske begyndte man også allerede nu at veksle mellem brak og forskellige afgrøder på de enkelte marker. Det kan også være med til at forklare at landsbyerne blev permanente. Vekseldrift er dog først dokumenteret i Danmark fra begyndelsen af middelalderen, men det var allerede meget tidligere taget i brug længere sydpå.
Ingen kommentarer endnu!