Med hyrdefolket kom en ny måde at begrave de døde på, nemlig i små høje – én person i hver grav. Hen mod overgangen til bronzealderen begyndte man at genbruge højene, måske fordi man begyndte at mangle jord. Men i løbet af bronzealderen begyndte man igen at begrave de døde enkeltvis i høje, og nu byggede man store høje – dem vi i dag kalder kæmpehøje. De døde blev dog nu begravet på en anden måde end hestefolket gjorde; hestefolkets døde blev begravet liggende på siden med bøjede ben, mens bronzefolket begravede dem liggende på ryggen med strakte ben. Det viser en kulturel ændring og giver også mere styrke til argumentet om at der er kommet en ny indvandring fra det indoeuropæiske kerneområde i Sydøsteuropa. De store høje er sandsynligvis først taget i brug i Ukraine og Sydrusland – allerede før yamnayaerne – og herfra har de spredt sig til bl.a. Nordeuropa.
Der er i dag godt 22.000 fredede gravhøje i Danmark (heraf er en mindre del dog fra vikingetiden). Der har dog oprindelig været mange flere, selvom det nok især er de mindre høje fra bondestenalderen og jernalderen der er blevet pløjet væk. De har desværre været nemme at pløje over.
Den almindelige opfattelse er at det kun var overklassen der blev begravet i høje, og at højene ligesom bronzesværdene og de prangende guld- og bronzesmykker har været brugt som statussymboler – til at markere sig og sin slægt over for naboerne. Det er bestemt også den mest oplagte tolkning – alene fordi der ville have været mange, mange flere høje hvis alle var blevet begravet på den måde. Det har der slet ikke været resurser til. Men hertil kommer at højene ofte blev placeret højt og markant i landskabet, og at de døde blev begravet med dyre gravgaver – mændene med sværd eller dolk af bronze og kvinderne med smykker af både guld og bronze. Men det har åbenbart været en overklasse der også selv udførte manuelt arbejde – i hvert fald kan man se på en af de begravede kvinder der er fundet med flest bronzesmykker – Borum Eshøj-kvinden – at hun har udført hårdt fysisk arbejde.
Der er fundet kæmpehøje over hele Danmark, men flest i Jylland. Det er også her de mest velbevarede er fundet; det kan skyldes særlige jordbundsforhold, men det er også tænkeligt at bronzefolket bevidst har tilstræbt at skabe iltfattige forhold i højene. De fleste bronzealderhøje er fra midten af bronzealderen, men derefter faldt byggeriet af nye bronzehøje til ganske få om året – ligesom det også var sket i slutningen af bondestenalderen. Og dét er påfaldende.
Det er imidlertid ret let at forstå at det store byggeri midt i bronzealderen ikke kunne fortsætte; til én stor kæmpehøj blev der brugt så mange græstørv at græslaget blev skrællet af flere ha. jord. Det førte mange steder til at underliggende sand blev blotlagt og begyndte at fyge således at større områder ikke længere kunne dyrkes. Det må efterhånden have været indlysende at man ikke kunne fortsætte med at ødelægge agerjorden, og man gik derfor over til at brænde de døde og hælde asken i urner der blev gravet ned i de eksisterende kæmpehøje. Det samme skete også længere nede i Europa, og det er blevet tolket som en modestrømning der bredte sig fra syd mod nord. Men det er næppe sandsynligt at overklassen pludselig begyndte at vælge en helt anderledes og mindre imponerende begravelsesform med mindre de havde en tvingende grund til at gøre det.
Store haller af træ
Bemærkelsesværdigt for perioden er også at overklassen nu bliver i stand til at bygge store haller på op mod 500 m2. Men også de almindelige huse var ofte ret store, og ofte med både beboelse og båse til husdyr. Det var formentlig nyt at kvæget kom på stald om vinteren. I første del af bronzealderen byggede man huse med én række stolper i midten, mens man i anden del byggede huse med to rækker.
Husene var dog overalt ret forskellige og også bygget med forskellige materialer, både med lerklinede fletværksvægge og vægge af træplanker – såkaldte bulhuse. Det er de sidste huse der var de største; de er alle fundet i Sydjylland. De stammer i øvrigt fra den ældste del af bronzealderen; generelt ser det ud til at husene bliver mindre i løbet af bronzealderen – det kan være fordi man ikke længere samler mange funktioner (og flere generationer?) i én bygning, eller fordi man ikke længere har brug for at samle mange mennesker til fx store kultiske begivenheder. Det er i hvert fald oplagt at der kommer en ny religion på banen omkring afslutningen af bronzealderen – asatroen.
Når vi i dag forestiller os oldtiden i Danmark, er det nok bronzealderen vi tænker på. Den er da også ganske spektakulær, og er med sine mange kæmpehøje synlig endnu i dag. Vi har også flere kendte nationale klenodier på bronzealderen – Egtvedpigen, Solvognen, helleristninger, lurerne, de lange bronzesværd, bæltepladerne osv. Det var også den periode hvor det moderne landskab med heder, marker og skove blev skabt. Hederne kom hvor muldjorden forsvandt, markerne bredte sig ind i skovene, og skovene blev trængt tilbage til de mest bakkede og utilgængelige områder. Men bronzealderfolkets aktiviteter – med agerbrug, afgræsning og især byggeriet af kæmpehøjene – var meget skadelig for naturen. Mange steder blev sandflugten så voldsom at sandet føg af og ødelagde de tilgrænsende marker. Det var især slemt i Thy og på det nordlige Djursland.
Ingen kommentarer endnu!