Den germanske spredning

Sidste del af jernalderen i Danmark kaldes traditionelt germansk jernalder, men der var germanere længe før; de har imidlertid ikke efterladt sig arkæologiske spor der gør os i stand til at definere dem som et særligt folk. Germanernes første kerneområde var Danmark, Sydsverige og Slesvig-Holsten – altså nogenlunde det samme område hvor befolkningen i dag er mest tolerant over for laktose. Der er formentlig en sammenhæng, men det er endnu ikke dokumenteret hvordan det i givet fald hænger sammen.

Omkring år 0 havde germanerne imidlertid spredt sig til det meste af Tyskland og Holland. Vi ved fra Cæsar at de allerede før år 0 havde krydset Rhinen og var kommet i konflikt med de keltiske gallere i Belgien og Frankrig. Cæsar – der jo erobrede Frankrig og Belgien – betragtede sig som gallernes redningsmand og beskytter mod de barbariske germanere. Han er i øvrigt den første der med sikkerhed bruger udtrykket germanerne om de folk vi i dag kalder germanere, og som taler germanske sprog.

Vi kan kun gætte på hvorfor befolkningen i dette tilbagestående udkantsområde voksede sig så talrig at den var i stand til at sprede sig så hurtigt – og ved flere lejligheder allerede før år 0 trænge langt ind i Romerriget. Siden nåede de i 400-tallet flere gange helt til Rom, og i 476 erobrede de definitivt byen. Men deres relativt billige adgang til jern kan være en årsag. Det samme kan forbedringer af landbrugsteknologien være, bl.a. med gødskning og bedre pløjning. Måske spillede laktosetolerancen også en rolle? Det var netop blandt germanerne at tolerance over for laktose (mælkesukker) først udviklede sig.

Teoretisk set kan spredningen også skyldes at det blev vanskeligt at brødføde sig der hvor man boede, fx pga. sandflugt eller fordi jorden blev udpint. Men der er ingen tvivl om at befolkningstallet i Danmark steg i løbet af jernalderen og igen i vikingetiden, og det kan næppe være sket hvis dyrkningsforholdene overalt blev dårligere. 

Lokalt – og især hvor bronzealderfolket havde gjort de sandede marker umulige at dyrke – er der givetvis sket en fraflytning, men generelt var der tale om en stor vækst både i landbrugets produktion og i befolkningen – i hvert fald frem til år 536. For dette år vendte udviklingen uden tvivl. 

Fimbulvinteren

Hele den nordlige halvkugle blev nemlig ramt af meget kolde og lange vintre i 536 og 540, og det gav misvækst, hungersnød og stor dødelighed – og dermed et fald i befolkningen.  Årsagen var formentlig to meget store vulkanudbrud der sendte gas og aske op i atmosfæren og dermed skyggede for solen. 

Vi ved fra flere skriftlige beretninger fra Sydeuropa at solen nærmest forsvandt i de pågældende år; det førte til en meget dårligere høst, men problemerne må have været langt større i Nordeuropa. Især var det nordlige Skandinavien hårdt ramt; her dyrkede man marker der i forvejen var yderst sårbare over for regn og kulde, og hvis solens lys forsvandt, rådnede kornet uden at blive modent. Og der var ikke græs nok til dyrene. Der er forskere der mener at det førte til en dødelighed lige så stor som under den store pestepidemi midt i 1300-tallet. Og det er sandsynligt at begivenheden danner baggrund for den nordiske mytologis historie om fimbulvinteren der indvarslede ragnarok.

Forholdene har formentlig været mindre slemme i Danmark, men det kan også her have ført til et stort fald i befolkningen. En dødelighed der i øvrigt netop kan være blevet forstærket af den såkaldt justinianske pest der ramte Sydeuropa i 541, og som også kan være nået til Skandinavien. Endnu er der dog kun dokumen­tation for at den nåede til Tyskland. Under alle omstændigheder ser det dog ud til at også Danmark mistede en del af sin befolkning i 536 og årene derefter. I hvert fald voksede skovene mange steder fordi de mest marginale jorde blev opgivet. I øvrigt stammer en meget stor del af guldfundene fra jernalderen netop fra denne periode. Måske er blevet ofret til guderne for at vejret skulle vende tilbage til det normale.

Våben og våbenfund

Germanerne gik imidlertid ikke kun i krig for at få nye steder at bo, de kæmpede i høj grad også mod hinanden. Umiddelbart ser det ud til at jernalderen var meget mere blodig end bronzealderen; befolkningen i bronzealderen var ikke så stor, og den levede ret spredt, og det må have lagt en dæmper på antallet af konfrontationer. Desuden var bronzefolkene gensidigt afhængige af handel over lange afstande, og det har sikkert også bidraget til at begrænse eventuelle konflikter. Måske opfattede bronzefolket sig også som ét folk der ikke kæmpede indbyrdes?

Men det ændrede sig i jernalderen, især i dens sidste halvdel. Nu blev befolkningen selvforsynende med alle relevante materialer; den havde ikke længere behov for at rejse og handle og havde egentlig alle forudsætninger for at leve i fred. Men det gjorde den bestemt ikke. Den lette adgang til jern førte til voldsom militær oprustning; jernet blev ikke kun brugt til at gøre plovene stærkere, men i høj grad også til sværd, skjolde, hjelme, ringbrynjer og andre våben. Det er næppe for dristigt at sige at jern først og fremmest var krigernes metal. 

Vi ved fra skriftlige kilder at der har været kampe i det danske område, og der er fundet flere store våbenofringer der viser at der er blevet udkæmpet voldsomme slag i løbet af jernalderen. Det ældste, kendte fund er fra Hjortspring Mose på Als. Her er ofret våben mv. fra 80-100 krigere samt en båd. Krigerne har angrebet omkring 350 fvt., men har tabt. Vi ved ikke hvor de selv er blevet af – måske er de gjort til trælle eller ganske enkelt blevet slået ihjel. Vi ved heller ikke hvor de kom fra. 

Hjortspringbåden

Fundet i Hjortspring Mose er ikke mindst interessant på grund af den båd man fandt i mosen. Det er den ældste plankebyggede båd man har fundet i Nordeuropa. Inden jernalderen havde man længe brugt såkaldte stammebåde, dvs. kanoer der var hugget ud af træstammer. Bådtypen bliver ofte kaldt for ege fordi bådene ofte er hugget ud af egestammer. Men man brugte flere andre træsorter, og det er meget sandsynligt at man først foretrak relativt bløde træsorter som fyr og lind. Efterhånden som man fik bedre værktøjer – og værktøjer af metal – gik man over til at benytte egetræer. Det er hårdere at arbejde i, men holder til gengæld længere.

Båden fra Hjortspring Mose blev roet med padler ligesom kanoer, men den var meget større end klassiske kanoer – 19 m lang. Den havde plads til 24 krigere der også fungerede som roere. Den var bygget op af fem planker, to i hver side og en i bunden. Plankerne var syet sammen med bast. I begge ender blev plankerne holdt sammen af to stævnklodser, og desuden var enderne udstyret med to svungne ”snabler’ – måske til pynt eller måske for at gøre båden mere stabil. Under alle omstændigheder peger snablerne på at bådtypen allerede kan have været i brug i bronzealderen. Der er i hvert fald afbilledet mange lignende snabel-både på helleristningerne fra bronzealderen.

Læs om helleristningerne fra bronzealderen.

Det største fund er gjort i en tidligere sø i Illerup Ådal ved Skanderborg. Her er der fundet i alt omkring 15.000 genstande – sværd, spyd, skjolde mv. og også heste – som over mindst fire omgange fra ca. 200 til 500 evt. er ofret i søen. De fleste er ødelagte så de ikke kan bruges. 90 % af genstandene stammer fra den første ofring omkring 200 evt.; det er så mange våben  at angribernes hær må have bestået af omkring 1.000 mand; det er en meget stor styrke, og det virker umiddelbart overraskende at forsvarerne har kunnet nå at samle en tilstrækkeligt stor hær.

Men måske er historien også helt anderledes; i hvert fald har nogle forskere lanceret en alternativ teori. Den går ud på at våbnene ikke stammer fra angribere, men fra fanger. Dermed bliver datidens Illerup’ere ikke tapre forsvarere, men sørøvere – en slags tidlige vikinger – der har plyndret langs Kattegats kyster. Blandt de værdier de har røvet, har været mennesker der er blevet gjort til trælle (slaver) – og måske endda solgt til Romerriget. 

Det er ikke fundet klare beviser for at der var trælle i den danske jernalder, men det er helt sikkert at der var slaver i vikingetiden og et stykke ind i middelalderen. Der er historikere der mener at helt op mod en fjerdedel af befolkningen i vikingetiden var trælle. Og det er næsten ikke til at forestille sig at der ikke også skulle have været trælle i jernalderen. Man har haft brug for arbejdskraft til det hårde arbejde i markerne. I vikingetiden hentede man formentlig primært sine trælle uden for Danmarks grænser, men i jernalderen sejlede man næppe så langt væk, så dengang var trællene nok germanere – måske endda jyder eller danere – ligesom trælleholderne selv.