En ny slags landbrug?

Der kom ikke nogen ny landbrugsrevolution i bronzealderen, men hestefolkets efterkommere spredte sig efterhånden ud over hele landet, og her blev de stillet over for meget forskellige naturforhold. Det måtte de tilpasse sig efter. Man dyrkede derfor mange forskellige afgrøder; foruden forskellige tidlige hvedesorter (enkorn, emmer og dværghvede) samt byg begyndte man i begyndelsen af bronzealderen at dyrke hirse og sæddodder – den sidste er en meget olieholdig plante der i dag kun optræder som ukrudt (der er dog i dag bønder der eksperimenterer med den som alternativ til raps). Længere inde i bronzealderen begyndte man også at dyrke spelt og havre. Desuden samlede man fortsat olie- og næringsholdige frø fra planter vi i dag kalder ukrudt, bl.a. spergel, pileurt og hvidmelet gåsefod.

Spelt er en naturligt opstået hybrid mellem forskellige tidlige hvedesorter og var fra bronzealderen til middelalderen den mest dyrkede hvedeart i Europa, men den blev efterhånden fortrængt af forædlede og mere produktive hvedesorter. Den er dog siden fortsat blevet dyrket i bjergrige egne i Centraleuropa og Nordspanien – og som bekendt har spelt i moderne tid fået en renæssance som en angiveligt mere sund hvedesort. Spelt har i øvrigt også den fordel at den kræver mindre gødning.

Havre optrådte oprindeligt som ukrudt i byg, men da byg blev spredt mod nord, opdagede man at havre klarede sig godt i det relativt våde og kolde Europa, og havre blev på den måde en af de få landbrugsplanter der er blevet forædlet i Europa. 

Allerede i begyndelsen af bondestenalderen var der stor forskel på hvordan man brugte jorden, og den forskel blev forstærket med hestefolket. I bronzealderen blev nogle af forskellene yderligere forstærket, mens andre blev udjævnet. Skovene forsvandt i Thy, mens der omvendt kom mere skov på Midtsjælland – det sidste tyder på at der her er sket en lokal befolkningstilbagegang. Mange steder i Jylland bredte heden sig på de lette jorde. Det meste jord blev stadig brugt til afgræsning, men der blev fortsat fældet skov og taget mere jord under ard. Ploven var endnu ikke opfundet, så man kunne ikke pløje, men kun grave og ridse i jorden med arden.

Der skete tilsyneladende ikke de helt store teknologiske fremskridt i landbruget. Den vigtigste var nok at man begyndte at bruge krumme bronzesegl til at høste med. Man fandt også ud af at lave river med tænder af træ, og man erstattede krogarden med buearden. Mens krogarden kun bestod af ét stykke træ, bestod buearden af tre stykker træ der var sat sammen og som dermed kunne udskiftes hver for sig. Man begyndte også at holde dyrene på stald og i indhegninger, og det gjorde det lettere at samle og bruge deres afføring som gødning på markerne. Det er imidlertid uklart hvor systematisk man gødede jorden i bronzealderen. Vi må dog formode at produktiviten steg gennem perioden, men næppe så meget som befolkningstallet; det er blevet anslået at der var omkring 200.000 danskere ved slutningen af bronzealder­en. Det er nok ikke tilfældigt at de fortsat havde brug for supplere den dyrkede mad ved at samle frø mv. i naturen. 

Men der er meget vi ikke ved endnu; måske har man forædlet kvæget så køerne producerede mere mælk, og måske blev man også bedre til at udnytte mælken, fx ved at lave ost der kunne gemmes længere. Og ikke mindst: vi må formode at laktosetolerancen fortsat har været stigende gennem perioden. Ved afslutningen af bronzealderen er befolkningen i Danmark formentlig helt overvejende blevet tolerant over for laktose.

Befolkningstilvæksten har imidlertid krævet mere jord, og da mange af de lette jorde allerede var blevet til hede der ikke længere kunne dyrkes, måtte man som nævnt fælde mere skov. De tungere jorde som man efterhånden blev nødt til at opdyrke, blev også udpint, men ikke så ødelæggende som de lette. Og her kunne man bedre finde erstatningsjord mens de udpinte marker langsomt kom til hægterne igen eller i det mindste kunne bruges til græsning.