Vikingetidens navigationsinstrumenter – solstav, solkompas og solsten?

Det var næppe tilfældigt at skandinaverne drog ud på så mange lange og farlige sejladser i vikingetiden. Allerede i bronzealderen var befolkningen omkring Østersøen og det sydlige Skandinavien i stand til at bygge både og at navigere rundt med dem. Og op gennem jernalderen forbedrede man bådene – og lærte at bygge dem så store at man må kalde dem for skibe. I slutningen af 700-tallet havde man lært at mestre så store og hurtige skibe at man begyndte at drage på plyndringstogter – vikingetogter – til de rigere nabolande. Især kom det til at gå hårdt ud over England.

Siden fulgte vikingetogter til Frankrig og videre mod syd – ja, vikingerne nåede flere gange helt ind i Middelhavet. Efterhånden blev plyndringstogterne mere eller mindre afløst af koloniseringstogter. Også her var England et yndet mål – især for danske nybyggere – men der var også mange der slog sig ned i Skotland og på de skotske øer i Atlanterhavet. Det var ikke skandinaver der opdagede Færøerne og Island, det havde irske munke allerede gjort, men det var nordmænd der skabte en større bosættelse på øerne. Siden koloniserede de det sydvestlige Grønland og opdagede Amerika. Og mod øst sejlede svenskere gennem ad de lange russiske og ukrainske floder til Sortehavet og Det kaspiske hav. Her grundlagde det det land der siden blev til Rusland.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Skandinavien var indiskutabelt en ret fattig og tilbagestående udkant i Europa, og de skandinaviske folk havde ikke umiddelbart nogle særlige resurser der kunne drive ekspansionen. Men de havde de hurtige klinkbyggede skibe, dem vi i dag kalder vikingeskibe. Og de kunne sejle; det havde de lært i Østersøen og de indre danske farvande og langs den norske Atlanterhavskyst.

De var også gode til at navigere. De kendte kysterne, tidevandet, havstrømmene, vinden og stjernerne. Og formentlig havde de også nogle navigationsinstrumenter der er ukendte i dag. Vi ved det ikke, men der nogle muligheder.

Det mest sandsynlige er at de brugte en skibsstav eller solstok til at aflæse solens højde. Den fungerede ved, at man inden afrejsen satte et mærke på sin stav der viste hvor højt solen stod ved middagstid i forhold til horisonten. Så styrede man blot efter dette mærke. Det var en primitiv forløber for Jakobsstaven og de andre vinkelmålingsinstrumenter der senere blev opfundet. Den gjorde det let at sejle øst-vest, men den kunne ikke bruges til nord-syd sejlads.

Men muligvis havde de også både et solkompas og en solsten. Der er imidlertid kun indicier for at de rent faktisk brugte sådanne instrumenter til navigation – og disse indicier er få. Der er på Grønland fundet en genstand der tolkes som et solkompas – også kaldet en pejleskive – fra den sene vikingetid, og det fremgår af Olav den Helliges saga, at man havde kendskab til solsten. En solsten er blot et stykke mineral, som kan samle solens lys og dermed bestemme retningen til solen også hvis der er overskyet. Man har lavet forsøg med mineralet cordierit, og det viser at solens stilling kan bestemmes med stor nøjagtighed.

Man har imidlertid ikke noget bevis for det nævnte redskab faktisk er et solkompas, og man har heller ikke fundet noget der med sikkerhed er en solsten. Det er naturligvis et godt argument for eksistensen af solsten, at en solsten omtales i en saga, men det er ikke et endeligt bevis. Og under alle omstændigheder er det mærkeligt at hverken solkompas og solsten kendes fra den efterfølgende tid.

I øvrigt kunne de også tage ravne til hjælp – i hvert fald if. den islandske Landnámabók. Her fortælles om nordmanden Floki Vilgerdarson der sejlede ud for at finde det nyopdagede Island. Undervejs slap han først én ravn ud, den fløj tilbage hvor han kom fra. Senere slap han den anden ravn ud, den vendte tilbage til skibet. Men den tredje ravn fløj frem og væk fra skibet – og derved fandt Floki Island. Siden blev han kaldt Ravne-Floki.