I løbet af jernalderen udviklede skibsbyggerne i det sydlige Skandinavien en ny revolutionerende måde at bygge skibe på. Det var klink-metoden hvor man lader plankerne overlappe hinanden. Det gjorde det muligt at bygge meget hurtige og sødygtige skibe der oven i købet havde god lasteevne. Men de kunne først udnytte skibenes potentiale fuldt ud da de fandt ud af at sætte sejl på deres skibe. Her valgte de den ældste og mest enkle form, det firkantede råsejl – opkaldt efter råen der er navnet på den vandrette stang der sidder øverst på masten og bærer sejlet.
Kombinationen af sejl og roere – samt den strømlinede udformning – gjorde at skibenes tophastighed var høj, formentlig omkring 15 knob – dvs. ca. 27 km/timen. Gennemsnitshastigheden var dog lavere, 5-10 knob. Skibene blev bygget i forskellige størrelser og i forskellige modeller. Nogle var egnede til handel og transport af varer, mens andre blev brugt som krigsskib på vikingernes plyndringstogter. De var den tids supervåben. De var klart hurtigere end andre af tidens skibe, og det havde desuden den fordel at det kunne sejles helt op på sandstrande således at besætningen hurtigt kunne komme i land. På de største skibe var der plads til omkring 60 roere, det var en hel lille hær og også mange nok til om nødvendigt at bære skibene over landtanger.
Sejl var en gammel opfindelse, også det firkantede råsejl havde været kendt længe før vikingetiden, men det var formentlig først i vikingetiden at det blev taget i brug i Nordeuropa. Man fandt også ud af at montere såkaldte ‘beitass’ til sejlets nederste hjørner. Det var nogle pæle der gjorde at sejlet kunne strækkes ud, så det bedre kunne fange vinden. Det er især nyttigt når man sejler med vinden på tværs.
Der er endnu ikke fundet sejl fra vikingetidens skibe, så det er ikke muligt at sige præcist hvordan sejlene så ud, altså hvordan forholdet var mellem højde og bredde. Men man har nok været klar over at det var en fordel at tilpasse sejlets form til skibstypen og formålet med sejladsen.
Sejlene kunne være lavet både af hør og af uld, men uld er langt det bedste og var formentlig også det mest brugte. Dels er det nemmere at producere uld i store mængder (hvis man ellers har får nok), og dels er uld mere fleksibelt og holdbart. Uld rådner ikke, men det gør hør; hør har til gengæld den fordel at det er lettere end uld. Men sejl af uld var kostbart; der skulle bruges uld fra omkring 200 får til at fremstille et sejl til et af de store skibe – og arbejdet tog omkring et år. Man har også brugt hamp til sejl, men hamp blev ellers mest brugt til tovværk. I øvrigt brugte man mange forskellige materialer til tovværk, bl.a. skindstrimler fra forskellige dyr. Her er man formentligt fortsat med at bruge de materialer man allerede kendte i jernalderen – dog suppleret med skind fra hvalros til reb der skulle være særligt stærke. Hvalros var ikke et dyr som man kendte i jernalderen.
Man brugte sideror der var sat fast på skibets højre side (styrbord). Det var ikke nogen ny opfindelse, allerede romerne brugte sådanne ror. Det eneste nye var den konkrete udformning og fastgørelse.
Det er oplagt at datidens skandinaver må have været suverænt gode til at navigere. I vores del af verden var der ingen andre der på den tid – og heller ikke i middelalderen – drog ud på lange sørejser, og slet ikke på det farlige Atlanterhav. Som bekendt opdagede de grønlandske nordboere Amerika næsten 500 år før Columbus. Men vi ved ikke om det alene skyldtes dygtighed og erfaring, eller om de skandinaviske søfarere også havde nogle i dag ukendte navigationsinstrumenter. Der er visse indicier for at det sidste var tilfældet.
De gjorde naturligvis brug af allerede kendt viden om kysterne og stjernehimlens udseende. Desuden havde de formentlig en skibsstav eller solstok, som de kunne bruge til at aflæse solens højde. Muligvis havde de også både et solkompas og en solsten.
Ingen kommentarer endnu!