Da vikingetiden klingede ud i løbet af 1000-tallet, var Danmark blevet et relativt moderne land og var ikke længere en tilbagestående udkant. Det var stadig en udkant, men Sydeuropas teknologiske og økonomiske forspring var blevet mindre. Centrum i vores del af verden lå fortsat i Italien, dels ved vatikanet i Rom og dels i de italienske bystater der så småt var ved at vokse frem. I 1000-tallet var Amalfi syd for Napoli en af de vigtigste handelsbyer i Europa. Dens købmænd handlede bl.a. med korn, salt, tømmer og silke, og det gav grundlag for at opretholde en selvstændig bystat gennem flere hundrede år inden det økonomiske centrum blev skubbet til Norditalien. Med al respekt for Hedeby, Ribe og Aros/Århus, så var deres handelspladser kun landsbymarkeder sammenlignet med markederne i byer som Amalfi, Pisa, Genova og Venezia. Men fælles for de danske og italienske markedsbyer var at man nu brugte penge.
Der var danskere der bedrev handel allerede inden vikingetiden, men det skete uden egentlige penge forstået som mønter i et monetært system. Vi ved ikke hvordan de handlede, kun hvad de handlede med. I et vist omfang har de måske drevet byttehandel, men det meste handel er nok formidlet med sølv som byttemiddel. Der er fundet en del romerske mønter i Danmark, men dog ikke så mange at det tyder på at de har været brugt som egentlige penge. Hvis de har været benyttet til handel, har det formentlig været deres metalværdi man har taget udgangspunkt i. Og muligvis har de endda mest fungeret som en slags statussymboler.
I løbet af vikingetiden blev sølv imidlertid mere og mere vigtigt når man handlede. Man har mange steder fundet sølvgenstande der er klippet i stykker. På den måde har man kunnet ramme det præcise gram sølv der skulle udveksles i forbindelse med en handel. I Hedeby har man også brugt frisiske sølvmønter, men det har nok også her været deres vægt man har taget udgangspunkt i. De første mønter der blev fremstillet i det daværende danske område blev præget i netop Hedeby i begyndelsen af 800-tallet. Det er uklart hvem der stod bag Hedebymønterne; der er ingen tekst på dem, men det har næppe været en dansk konge, muligvis blot en lokal småkonge.
Da danske vikinger fik magt i dele af England fik nogle af dem imidlertid fremstillet mønter, først Guthrum (døbt med navnet Æthelstan). Han udstedte mønter allerede i slutningen af 800-tallet. Den første konge i selve Danmark der fik lavet mønter, var Svend Tveskæg. Han fik omkring 995 fremstillet et begrænset antal sølvmønter med både sit eget og Danmarks navn på. Men først hans søn, Knud den Store, regnes for skaberen af det danske møntvæsen – og han kan derfor også betragtes som den konge der lagde fundamentet til det moderne Danmark. Også under hans søstersøn Svend Estridsen blev der præget mange mønter af sølv.
Når man bruger mønter med en fast værdi, bliver metalværdien mindre vigtig. I begyndelsen var der sammenhæng mellem metalværdi og møntens pålydende, men efterhånden blev møntens pålydende det afgørende. Man stolede på at kongen eller staten kunne garantere for møntens pålydende – og på et tidspunkt blev det muligt at indføre penge af papir der i sig selv er helt uden værdi. Det skete først i Kina, nogenlunde samtidig med at de danske konger begyndte at udstede mønter. Men her var Europa meget bagefter; den første europæiske pengeseddel blev først trykt i 1660. Det skete i Sverige.
De første danske mønter betød ikke så meget i sig selv; de gjorde det blot lettere at handle. Men mønterne lagde senere grunden til vores moderne økonomi med bankvæsen, lån, renter, aktier, obligationer osv. Siden kom sedlerne til. Pengene er derfor en forudsætning for det kapitalistiske system – uden penge intet samfund som vi kender det i dag. Det er således ganske paradoksalt at fysiske penge i dag – hvor vi handler mere end nogensinde – har fået meget mindre betydning, mens digitale betalingssystemer og sågar virtuelle valutaer vinder frem.
Blev Danmark et rigere land i løbet af vikingetiden? Det kan der næppe være tvivl om; ved vikingetidens slutning var Danmark blevet samlet under én konge som havde så megen magt og resurser at han kunne sætte byggeriet af de store ringborge i gang. Alene at bygge voldene har krævet mange mænds arbejde, men det har været en endnu større opgave at fremskaffe og tildanne det træ der er blevet brugt ved borgene – til palisader og bygninger mv. Også udrustningen af de store hære i slutningen af vikingetiden har været kostbar.
Vikingerne bragte også store mængder sølv og også en del guld tilbage til Danmark. Noget er fundet bevidst nedgravet måske for at skjule det. Også i stormændenes og deres ægtefællers grave er der fundet mange værdifulde sølv- og guldsmykker. Mange af sølv- og guldgenstandene er importeret, ofte langvejs fra, bl.a. fra Byzans. Andet er fremstillet i Skandinavien; det er i øvrigt ofte af meget høj kunstnerisk kvalitet. I gravene er også fundet rester af dyrt og farvestrålende tøj – noget med indvævede guldtråde. Der er også fundet rester af silketøj – det sidste var i særlig grad noget der viste magt og status.
Måske kom den største del af vikingernes rigdomme imidlertid først til syne efter vikingetiden, nemlig i finansieringen af de flere tusinde kirker der blev bygget i begyndelsen af middelalderen, først af træ, siden af kildekalk og fra slutningen af 1100-tallet også af brændte mursten.
I øvrigt var perioden også præget af mange borgerkrige; også de har krævet store resurser. Det samme gjorde Valdemars Sejr korstog mod venderne og esterne. Men indtil Valdemar Sejr gik det tilsyneladende godt med rigets finanser, og da han blev kidnappet af grev Henrik af Schwerin, var han i stand til at betale en meget stor løsesum.
Men under hans sønner blev Danmark ført ud i nye borgerkrige, og efterhånden som stridighederne fortsatte, blev de danske mønter kraftigt devalueret – efterhånden blev sølvet i de nye mønter erstattet med stadig mere kobber. Efter Christoffer 2.’s død i 1332 ophørte Danmark ligefrem med at eksistere; vikingetidens rigdom var smuldret, alle landsdele var sat i pant til forskellige udenlandske grever, der blev ikke valgt nogen ny konge, og først otte år senere kunne Valdemar Atterdag gå i gang med at samle stumperne.
Ingen kommentarer endnu!