I løbet af vikingetiden var Danmark blevet ét land under en fælles konge. Det var nyt. Ganske vist var der flere borgerkrige i løbet af den efterfølgende tid og også perioder med flere konkurrerende konger – ja sågar også en periode helt uden konge – men grundlæggende var Danmark nu blevet en nationalstat. Det var nyt. Med staten fulgte også et statsapparat med embedsmænd af forskellig art. Man kan sige at det var her bureaukratiet begyndte, i begyndelsen ganske vist kun i det meget små, og det varede formentlig ret længe inden der blev brugt nedskrevne tekster.
Det ældst kendte dokument fra hoffet er et gavebrev som Knud den Hellige i 1085 udstedte til domkirken i Lund i Skåne. Det er skrevet på latin og viser dermed den katolske kirkes store indflydelse. Der har måske slet ikke været nogle der har kunnet skrive længere tekster på dansk på dette tidspunkt, men til gengæld var kirken leveringsdygtig i latinkyndige skrivere. De introducerede imidlertid ikke alene et helt nyt sprog, men også et nyt alfabet, det latinske eller romerske.
Når et folk får et skriftsprog, tager de et stort skridt fremad – det er ikke teknologi i traditionel forstand, men opfindelsen af de første skriftsprog fik lige så stor betydning som fx opfindelsen af hjulet. Ikke alene kan det bruges til meddelelser og litteratur, det kan også bruges til at gemme viden på. Skriftsproget gjorde – sammen med skriftmedier – viden til noget der kunne transporteres og kopieres (næsten) uden risiko for at indholdet blev forvansket eller glemt. Men det forudsatte at man kunne læse og skrive. Og det var der næppe mange der kunne her ved vikingetidens afslutning – hverken det gamle germanske runealfabet eller de nye latinske alfabet.
Vi ved ikke hvor mange der kunne læse og skrive runer, men der er intet der tyder på at runer har været brugt til andet end korte meddelelser. Den længste runeindskrift fra vikingetiden der er fundet, sidder på den svenske Röksten; den er på 716 tegn og speciel fordi den faktisk fremstår som litteratur og ikke blot en meddelelse. Den længste danske runetekst fra datiden er ristet ind på den såkaldte Glavendrup-sten fra Nordfyn; den indeholder 210 tegn, men fortæller os kun hvem der har rejst stenen, for hvem den er rejst, hvem der har bestemt teksten, og hvem der har ristet teksten. Hertil kommer en henvisning til Thor og en advarsel mod at fjerne stenen.
Vi må imidlertid formode at det kun var et mindretal af vikingetidens skandinaver der beherskede runer. Det ændrede sig måske i middelalderen; der er i hvert fald fundet flere hundrede såkaldte runepinde af træ fra norsk middelalder, især i Bergen. De indeholder både hurtige beskeder, kærlighedserklæringer, erotiske pralerier og enkle meddelelser. Der er fundet ganske få lignende runepinde fra Danmark, men de kan sagtens have været brugt ganske meget. Måske er de blot rådnet væk.
Der fandtes imidlertid ikke rigtige skoler dengang, så der var ingen institutioner hvor man kunne lære at bruge runer. Men der kan jo sagtens have fundet en læring sted i familierne; aktiv brug af runer fortsatte i hvert fald helt op i 1400-tallet i hvert fald i Sverige og Norge, men måske også i Danmark. En af de ældste bevarede håndskrifter med Skånske Lov (fra ca. 1300) er således skrevet på runer. Og i afsides dele af Dalarna i Midtsverige blev der brugt runer helt op i 1800-tallet. Den yngst kendte ‘ægte’ runeindskrift er fra 1900.
Når brug af runer har kunnet overleve så længe, kan det både skyldes at det er nemmere at ridse og snitte runer end latinske bogstaver, og at de latinske bogstaver var (for) tæt forbundet med kirken. Det sidste behøver ikke at være udtryk for modvilje mod kirken, men bare en forståelse af at latin hørte til kirken, og runer til det verdslige liv.
Tidens eneste skoler lå på klostrene. Og det var nærmest bibel-skoler. Men for at eleverne kunne studere bibelen, måtte de jo lære at læse, og da bibelen var skrevet på latin, måtte de også lære latin. En del af eleverne kom til at arbejde med afskrift af håndskrifter, og de lærte derfor også at skrive med det latinske bogstaver.
Eleverne var – foruden munkene selv – børn af adelen og den kongelige familie. Der blev dermed skabt en latinsk-kyndig overklasse, mens bønderne ikke fik nogen formel undervisning. Borgerne i datidens endnu små byer levede ofte som købmænd, og nogle har formentlig lært både at regne og at forstå udenlandske sprog. Men heller ikke de fik nogen formel undervisning.
Ingen kommentarer endnu!