Hjulplov, trevangsbrug og landsbyfællesskab

I begyndelsen af middelalderen skete der markante forbedringer af den måde man dyrkede jorden på. Muldfjælsploven var allerede i løbet af jernalderen blevet udbredt til dele af landet, og ved begyndelsen af vikingetiden var den formentlig almindelig alle steder. Senest i begyndelsen af middelalderen blev den udstyret med et forstel med hjul – og kaldes så en hjulplov.

Det er dog uklart hvornår hjulpoven blev taget i brug, og om den blev brugt alle steder. Der er klar dokumentation for at der fortsat blev brugt plove uden hjul i middelalderen, men det kan have været til særlige opgaver. Der er imidlertid ingen tvivl om at hjulploven blev den klart dominerende plovtype i løbet af middelalderen – og at den beholdt sin position frem til slutningen af 1700-tallet. Der er talrige afbildninger af hjulplove med både okser og heste foran, nogle gange begge dele.

Selvom den havde hjul, var det et tungt redskab der krævede megen trækkraft. I begyndelsen var det okser der trak hjulplovene, men i løbet af middelalderen kom den mere effektive bringesele til Danmark. Det er et seletøj som lader hesten trække med bringen (brystet) i modsætning til de ældste seler som blot var bundet om halsen på hesten. Bringeselen er en af de mange opfindelser som kom til Europa fra Kina, men hvornår det præcist skete, og hvornår den kom til Danmark er noget usikkert. På Bayeux-tapetet er vist et æsel der trækker en hjulplov vha. en bringesele, men der er også vist en hest med alm. halssele der trækker en harve. Man kan måske derfor tillade sig at konkludere at bringeselen var kendt i Normandiet og/eller England i 1070’erne, og at den ikke så meget senere må være kommet til Danmark . Under alle omstændigheder kom den i løbet af middelalderen, og den gav dermed en hestekraft meget mere styrke. Men én ting var bringeselen, noget andet om man havde råd til at have heste. I hvert fald blev der brugt okser endnu i lang tid.

En anden vigtig innovation i middelalderen var indførelsen af trevangsbruget – det at man inddelte sin marker i tre dele hvoraf den ene del skiftedes til at ligge brak. At lægge en mark ‘brak’ vil sige at man ikke dyrker den, men lader den samle næring til næste år. Man pløjer først brakmarken næste efterår (nedenfor vist som sorte felter), dog evt. også først på sommeren (vist som mørkegrå felter).

En anden del af marken bruges om efteråret til græsning for kvæget. Når vinterafgrøden er høstet, lader man dyrene finde hvad de kan på stubmarken. Det har også den fordel at det giver gødning til jorden. Dyrene går dog kun på stubmarken til det bliver vinter. Herefter ligger det også brak indtil forårspløjningen.

Fordelen ved trevangsbruget er at man får større udbytte med mindre pløjearbejde (sammenlignet med det tidligere tovangsbrug hvor man dyrkede den ene vang, mens den anden lå brak). Og desuden blev både så-, høst- og pløjearbejdet bedre fordelt hen over året. Især var pløjearbejdet tidskrævende, og som man kan se på skemaet nedenfor, blev det nu mere hensigtsmæssigt fordelt.

Det er ikke sådan at hjulploven og trevangsbruget gensidigt forudsætter hinanden, men de passer godt sammen. Hjulploven var et stort og tungt redskab som var vanskeligt at håndtere for en enkelt bonde. Det var især svært at vende med de mange okser, og derfor begyndte bønderne at dyrke markerne i fællesskab, og samtidig gjorde de markerne meget lange så man ikke skulle vende så meget. 

Det passede fint med at landsbyens marker blev opdelt i (mindst) tre områder – såkaldte vange – der alle var inddelt i aflange agre. På den måde fik man både lettere ved at håndtere hjulplovene og ved at klare markarbejdet i fællesskab – og det blev også lettere at deles om plov og trækdyr. I hvert fald bredte trevangsbruget sig i løbet af middelalderen. Det er lidt uklart hvornår det skete, men det ser ud til det kun blev taget i brug på de gode jorder på Sjælland, Falster, Fyn og Østjylland. I resten af landet fortsatte man længe med kun to vange der skiftedes til at ligge brak.

I trevangsbruget vekslede man mellem rug, byg og brak. Der var dog forskellige variationer afhængigt af jordbundsforholdene, bl.a. dyrkede man også hør, havre og boghvede – det første hvor jorden var rig på næring, og de to sidste når der var mindre næring. Ved siden af de dyrkede marker havde man to slags marker der ikke blev dyrket, enge og overdrev. Især var engene vigtige for bønderne. 

En eng der jævnligt bliver oversvømmet, er frugtbar. Den giver således godt med græs og hø og gør det dermed muligt at holde mange husdyr på stald om vinteren. Husdyrenes afføring kan siden bruges som gødning på markerne og dermed gøre dem mere frugtbare. 

Overdrev lå typisk på de mindre frugtbare jorde langt fra landsbyerne. De blev brugt til fællesgræsning, som regel ved at en hyrde – eller en hyrdedreng – passede dyrene. At der ikke var megen næring i jorden, var til gengæld godt for biodiversiteten. Og det har gjort at ordet ‘overdrev’ i dag har skiftet betydning; hvor det tidligere betød ‘område på mager jord hvor kvæget drives på græs’, betyder det i daglig tale i dag ‘naturtype som er domineret af planter der trives på mager jord’. I øvrigt har ordet ikke noget med ‘over’ at gøre; ordets første led er egentlig ‘ore’, et gammelt nordisk ord der betyder ‘udmark’ (uopdyrket jord).

Ofte havde landsbyerne også en skov i fællesskab. Her fik bønderne brænde og materiale til at bygge og lave redskaber af. Især havde de stor brug for træ til at lave hegn af.

Den måde at dyrke landsbyernes marker på blev skabt af hjulploven og trevangsbruget i forening. Og den var standard helt op til landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.