Armbrøsten – det første ‘beskidte’ våben

Armbrøsten var middelalderens supervåben, og også et meget omdiskuteret ‘beskidt’ våben. Den kunne skyde metalpile – bolte – med så stor kraft at de kunne gå gennem rustninger på lang afstand. Den var oven i købet også ret træfsikker. Og så var den nem at lære at betjene. Det sidste var det værste. 

De ‘ædle’ riddere kæmpede nemlig til hest – mand mod mand, og med forskellige slag- og stikvåben, ofte lanser. Det var ret sjældent at to ridderhære var i direkte kamp, det lod man fodfolket og bueskytterne om. I stedet blev rytterne brugt mod fodfolkene, og især til at indhente og dræbe flygtende soldater. Rytterne havde selvfølgelig også andre fordele, især at de var meget mobile og havde bedre overblik over slagmarken. Hvis to ridderne var i direkte kamp, endte kampen når den ene var skubbet af hesten. Når han faldt til jorden i sin tunge rustning, havde han svært ved at komme op igen og svært ved at løbe. Han var således ikke længere farlig, og fik ofte mulighed for at overleve. Men det lavede armbrøsten om på.

Armbrøsten kunne som nævnt bore sig igennem rustninger, og ramte man ikke ridderen selv, kunne det være man ramte hesten så ridderen faldt til jorden. Det værste var måske at en bonde hurtigt kunne lære at skyde med armbrøst. De fleste armbrøstskytter der optrådte i Danmark, var dog lejesoldater hentet syd for grænsen. Ridderne var derfor meget kritiske over armbrøster, men de blev alligevel mere almindelige løbet af middelalderen. Desuden blev de også kraftigere og i stand til at skyde længere. Første gang der blev brugt armbrøster i Nordeuropa, var formentlig ved Hastings i 1066, men her fik de ikke større betydning; de var endnu ret svage og ikke så nemme at sigte med. Men de blev bedre – og hvem kan sige nej til at bruge effektive våben?

Det bremsede heller ikke armbrøsten at den katolske kirke forbød kristne at bruge armbrøst mod andre kristne – men ikke mod ikke-kristne. Kirken havde dog ikke styrke til at håndhæve forbuddet, og efterhånden blev armbrøster taget i brug i stort omfang. De blev længe nærmest en obligatorisk del af en hærstyrke, og de viste sig ofte at være meget dræbende. Især i slagenes indledende faser var de gode til at skabe forvirring og panik blandt modstanderne. 

Et af dansk middelalderhistories mest blodige slag var slaget ved Visby på Gotland i 1361. Her nedkæmpede en dansk invasionshær under ledelse af Valdemar Atterdag en forsvarshær af gotlandske bønder. Den danske hær omfattede blandt andet tyske lejesoldater og var udstyret med moderne våben – bl.a. armbrøster – og dermed langt bedre udrustet end bønderne. Af de fundne kranier er 10 % blevet gennemboret af pile fra armbrøster. Det menes at omkring 1800 gotlændere blev dræbt, mens højst ca. 300 danske og tyskere døde. 

Et par dage inden havde danskerne vundet over gotlænderne ved Fjäle Myr; man ved ikke hvor mange der døde her, men det drejede sig nok om flere hundrede. Formentlig blev mindst en tredjedel af Gotlands mandlige bondebefolkning dræbt ved de to slag.

Udviklingen plejer jo altid at styrke det mest effektive, og når nu armbrøsterne faktisk blev stadigt bedre i løbet af middelalderen, skulle man forvente at både ryttere og bueskytter snart ville blive udkonkurreret. Det blev de også, men det tog tid, og det var ikke armbrøsten alene der var afgørende. Armbrøsten havde nemlig også nogle ulemper. 

Først og fremmest kunne den ikke betjenes fra ryggen af en hest; den blev således aldrig et våben for ridderne. Desuden var den langsommere at bruge end bue og pil, især efter at den blev så kraftig at man skulle have ekstra redskaber for at spænde den. Måske betød det også noget at armbrøsten ikke blev et folkevåben i Nordeuropa; når man skulle udruste en hær, var man derfor nødt til at leje armbrøstskytter ligesom Valdemar Atterdag gjorde op til erobringen af Gotland i 1361. Også det kan være en del af forklaringen på at armbrøsten aldrig blev det dominerende våben i vores del af verden. 

Men der var armbrøster med i de fleste slag i middelalderen, også i Nordeuropa. Og hvis krudtet ikke var kommet til Europa, ville vi måske have kæmpet med armbrøster endnu. De blev i hvert fald brugt som krigsvåben helt op i 1600-tallet.