I dag forbindes middelalderen med de ædle riddere og deres mindst lige så ædle heste. Men herremændene var aldrig blevet til riddere uden en lille asiatisk opfindelse som kom til Danmark i løbet af vikingetiden. Det var stigbøjlen, den lille jernbøjle som en rytter træder op i når han/hun skal svinge sig op i sadlen.
Uden stigbøjler var ridderen nødt til at klamre sig til hesten, mens hans svingede sit sværd eller spyd eller fægtede med sin lanse, og det var derfor svært at kæmpe fra hesteryg. Rytterne spillede således ikke nogen afgørende rolle i slagene før hestene blev udstyret med stigbøjler. Man havde naturligvis ryttere, men de brugte primært våben som bue og pil der kunne betjenes mens hesten stod stille.
Med stigbøjlen kunne man stemme imod med fødderne og på den måde sidde mere sikkert i sadlen. Nu kunne man angribe i galop og med stor kraft ramme sine fjender. Men det øgede omvendt behovet for god beskyttelse, og vikingernes ringbrynjer blev udskiftet med tunge pladerustninger. Også hestene fik rustning på.
I løbet af middelalderen blev ridderne desuden stillet over for en anden udfordring, nemlig armbrøsten. De blev forbedret og blev så effektive at de kunne trænge igennem rustninger. Så måtte man prøve at gøre rustningerne tykkere – men det gjorde den også tungere.
Det gav imidlertid fast arbejde til et nyt håndværk, pladesmeden, også kaldet plattenslageren. Også sadelmagerne fik mere at lave. Det blev nemlig også nødvendigt at forbedre sadlen. Den blev gjort tungere og fik højere kanter foran og bagved rytteren – de såkaldte for- og bagsvidsler. En moderne sadel har også ret høj bagsvidsel, men kun en ganske lille forsvidsel.
Ingen kommentarer endnu!