Buen var kendt i Danmark helt tilbage fra stenalderen. Faktisk er den ældste hele bue der er fundet i Europa, gravet op ad Holmegårds mose på Sjælland. Den er ca. 9.000 år gammel. Det er dog helt sikkert ikke på Sjælland at buen er opfundet; den stammer fra Mellemøsten, og der gik lang tid før den kom til Nordeuropa. Forklaringen er i stedet at trægenstande – buen her er lavet af elmetræ – holder sig godt i urørte moser.
Buer var helt op til 1600-tallet et af de vigtigste våben i Danmark. Den er både blevet brugt til jagt og til krig, og har vel været med i samtlige slag som danskere har været involveret i både i jernalderen, vikingetiden og middelalderen. Først da håndskydevåben som pistoler blev nemme og hurtige at betjene, blev buen udkonkurreret. Men som bekendt bruges buen endnu til sport, og i nogle dele verden er den i aktiv brug endnu som jagtvåben.
Det er lidt paradoksalt at det først var sidst i middelalderen at buen fejrede sine mest spektakulære succeser. Her lå den jo i hård konkurrence med både armbrøsten og skydevåben med krudt. Det var engelske bønder der sørgede for det – men det kunne vel lige så godt have været danske. Det blev det dog ikke – måske fordi den danske adel ikke turde bevæbne bønderne?
I 1181 bestemte den engelske kong Henry 2 at alle frie mænd skulle være bevæbnede. Der var præcise bestemmelser for hhv. adelige og ikke-adelige, men ingen krav om at have buer. Det blev senere fulgt op af Henrik 3 der i 1252 bestemte at frie bønder der ejede jord for et bestemt beløb – de såkaldte yeomen – skulle være bevæbnet med en bue. Denne bue blev langbuen, en meget stor og kraftig bue lavet af taks. Bekendtgørelsen blev fulgt op af plantning af taks og i øvrigt også træning i at skyde med buen.
De frie bønders langbuer blev en stærk militær styrke der kom til at spille en stor rolle i første halvdel af den lange Hundredårskrig mellem Frankrig og England. Især er to slag blevet berømte, Crécy i 1346 og Agincourt i 1415. I begge slag vandt en undertallig engelsk hær over en fransk hær der på papiret burde have vundet.
I Crécy blev 9.000 englændere angrebet af en fransk hær der var mindst 3 gange så stor. I Agincourt var styrkeforholdet formentlig endnu mere skævt. Alligevel vandt englænderne begge slag, bl.a. takket være en effektiv brug af langbuer. Englænderne var dog også de taktisk klogeste, og de bedste til at udnytte terrænet. I ingen af de to slag fik de franske armbrøster nogen større betydning – men det var undtagelser fra normen, armbrøsten var et meget potent våben.
På alle parametre bortset fra to var armbrøsten langbuen klart overlegen – de to undtagelser var den hastighed man kunne skyde med, og den kraft man skulle bruge for at trække pilen tilbage. Når de engelske pile i massive byger ramte ned i den franske hær, skabte de megen forvirring, også selv om de ikke kunne trænge gennem rustninger på længere afstand.
I den danske hær brugte man også buer i middelalderen, men man fik aldrig en hærstyrke svarende til de engelske yeomen. Hvorfor ikke?
Vi kender ikke svaret, men det skyldtes måske at de frie bønder stort set forsvandt i Danmark i løbet af middelalderen. Det kan som nævnt også være fordi adelen og de skiftende konger ikke turde bevæbne bønderne. En dansk styrke af veltrænede bueskytter ville ellers have været et godt aktiv for kongemagten, men den kunne også være et tveægget sværd. Og der var faktisk ganske mange bondeoprør i Danmark i perioden, men bønderne var altid dårligere udrustet end deres adelige modstandere, og de blev hver gang nedkæmpet, og de overlevende straffet hårdt.
Ingen kommentarer endnu!