Krudtet ændrede krigens spilleregler

Det sorte krudt er jo blot et pulver der består af tre ingredienser der allerede var velkendte i middelalderen, trækul, salpeter og svovl. Men da blandingen nåede fra Kina til Europa, ændrede den krigens spilleregler ganske dramatisk, og også samfundsstrukturen blev voldsomt ændret. Ganske vist fortsatte adelen med at bestå i de fleste lande, også i Danmark, men deres militære og politiske magt blev stærkt reduceret. I stedet trådte de store lejehære af landsknægte med skydevåben ind på krigsscenen sammen med kanonerne og de store krigsskibe.

Udviklingen har egentlig to faser, lejehære uden og med håndskydevåben. Først blev adelens rytteri suppleret med stadig større lejehære. De var endnu i 1500-tallet primært udrustet med lanser, og desuden var der særlige enheder med enten armbrøster og/eller skydevåben. I starten af 1600-tallet blev lejehærene imidlertid helt dominerende, og samtidig kom håndskydevåben til at spille en større rolle. Adelen nøjedes derfor med at stille sig i spidsen for hærene som officerer. Men det var de ikke nødvendigvis gode til, det samme gjaldt også kongerne. 

Fra omkring 1500 begyndte man at producere krudt i Danmark. Det skete først decentralt, i håndstamper rundt om på forskellige borge. Men allerede i 1513 etablerede Christian 2. en krudtmølle ved Næstved (Rønnebæksholm). Og ret hurtigt kom der flere andre krudtmøller i landet, bl.a. ved Mølleåen nord for København. Noget senere, i 1700-tallet, kom de store krudtfabrikker i Donse ved Hillerød og i Frederiksværk til. De var hhv. flådens og hærens krudtfabrikker. 

I øvrigt var det ikke altid lige let at skaffe ingredienserne til krudtet, og det var også med til at forsinke udviklingen af nye våben. Men her var Danmark ret heldigt stillet, fordi vi på Island havde adgang til svovl. Det skulle man ellers til Italien efter. Til gengæld havde Sverige let adgang til bronze. Det brugte man til at lave kanoner af. Og det gav Sverige en stor fordel i de kommende krige med bl.a. Danmark.