Skip to main content

Bronze gjorde Sverige til en supermagt

Røros i dag. Kobberminen i Falun var Europas største kobbermine, og den bidrog i høj grad til at gøre Sverige til en stormagt i 16-1700-tallet. Produktionen i Røros var mindre, og det var desuden vanskeligt at transportere det rå kobber videre til de steder det skulle bruges. Men produktionen fik dog stor betydning både for Norge (og Danmark) og for lokalområdet. Omkring minerne og smeltehytterne voksede en efter datidens forhold stor by frem, bl.a. med en af Norges største kirker. Man udvandt kobber i Røros og omegn fra 1644 til 1977. Mange af de gamle træhuse står endnu, og byen tiltrækker i dag mange turister. Ud over husene er bl.a. også de store slaggebjerge der ligger helt op til byen, bemærkelsesværdige. Det er slagger der udgør forgrunden i billedet. Foto: Peder Meyhoff (CC BY-SA 3.0).

Indtil 1600-tallet var Danmark den stærkeste magt i Nordeuropa, men i løbet af få årtier gik det hastigt ned ad bakke. Helt galt var det under Carl Gustav-krigene 1657-60 hvor statens eksistens var på spil. Men allerede i årtierne inden måtte den danske hær og flåde tage imod flere alvorlige nederlag, startende med Christian 4.’s katastrofale nederlag ved Lutter am Barenberge i Nordtyskland. Et slag der blandt andet blev afgjort af fjendens (den katolske hærs) brug af kanoner. Vi skal ikke her gå i detaljer med de enkelte slag der fulgte efter, men samlet viste de at Sverige nu var blevet den mægtigste magt i Norden.

Det var der flere årsager til de mange svenske sejre, bl.a. fatale beslutninger af Christian 4. og hans søn Frederik 3. Omvendt var svenskerne flere gange heldige, ingen kunne således have forudset at det ville være muligt for den svenske hær at gå over isen fra Fyn til Jylland i vinteren 1658. Udenlandske stater, især Holland, spillede også en rolle for at det endte som det gjorde – med den grænse mellem Danmark-Norge og Sverige som eksisterer i dag.

Hvis vi ser på perioden fra en teknologihistorisk synsvinkel, spiller i hvert fald fire forhold en stor rolle: bronze, penge, erfaring og forbedret teknologi. Og det var bronzen som var den vigtigste eller i hvert fald den udløsende faktor. Bronze fik nemlig en stor renæssance da man begyndte at støbe kanoner af bronze. De første kanoner var lavet af jern, ofte af jernstænger, men man fandt hurtigt ud af bronze var bedre. Det er både hårdt og fleksibelt. Bronzekanoner eksploderer derfor ikke så nemt som kanoner af det noget mere porøse og ufleksible støbejern.

Bronze består af 90 % kobber og 10 % tin, og problemet var at svenskerne havde meget lettere adgang til kobber end danskerne. I 1600-tallet var gruben ved Falun nordvest for Stockholm verdens største producent af kobber; det gav Sverige store indtægter og også gode vilkår for at producere kanoner. Danmark var derimod afhængig af hvad man kunne købe, konfiskere og genbruge, og det dækkede langt fra behovet for bronze. Da Christian 4. oprettede et bronzestøberi i Helsingør i 1601, blev en del af bronzen skaffet af en klokkeskat. Alle sogne skulle aflevere deres kirkeklokker – minus den største – til kongen. Også i 1526 var der blevet udskrevet en skat der skulle skaffe bronze til kanoner.

Det var først i 1640’erne at Danmark-Norge begyndte at udnytte kobberforekomsterne ved Røros i Norge, men kobberfundene var her mindre og mere spredte end ved Falun. Desuden ligger Røros noget mere afsides end Falun. Røros-minerne gav dog Danmark-Norge gode indtægter i sidste halvdel af 1600-tallet.

Datidens hære bestod både af ryttere og fodfolk, men de professionelle lejesoldater havde gennem 1500-tallet fået en stadig større rolle. Det fortsatte ind i 1600-tallet. Lejehære var dog dyre, og svenskerne havde flere penge til rådighed end danskerne. Christian 4. prøvede at styrke det danske forsvar ved både at etablere en permanent dansk bondehær, opføre flere fæstninger og at styrke flåden, men han manglede penge, og han satte derfor Øresundstolden op for at skaffe flere indtægter. Det bragte ham imidlertid både i konflikt med Sverige og med den vigtige søfartsnation Holland. Og de to holdt sammen i de kommende års konflikter med Danmark.

Den svenske hær havde gennem en række år ført krig i Polen og var vant til at slås. Det var den danske hær ikke på det tidspunkt; værst gik det da en i hast sammenskrabet hær af 1.500 fynske bønder blev sat ind mod den svenske hær i 1658. Ved den lejlighed mistede de fleste bønder livet. Men ellers spillede især de svenske befalingsmænds større erfaring en stor rolle.

Også mht. militær organisation og teknologi var svenskerne på forkant. Organisatorisk ved at basere hæren på langtidsansatte og langtidsværnepligtige soldater i stedet for de mere eller mindre tilfældigt sammensatte lejehære som bl.a. danskerne endnu brugte. Det var derfor lettere for svenskerne at uddanne og disciplinere deres soldater. Teknologisk ved at bruge mindre og mere mobile kanoner. Inden da havde man den forestilling at kanonerne kunne skyde længere, hvis kanonløbet blev længere. Men den svenske bjergværksejer Louis de Geer (der var indvandrer fra Belgien) opdagede at man med fordel kunne gøre løbet mindre. Han forbedrede også støbeprocessen og blev i stand til at producere relativt lette kanoner af støbejern. De var både billigere og mere mobile end de traditionelle bronzekanoner som danskerne endnu brugte. Det var således en ret kort periode bronze blev foretrukket til kanoner. Men for svenskerne var det ikke noget problem; de havde også masser af jern.

Desuden lærte den svenske hær af polakkerne at angribe med sabler i stedet for med pistoler. Det kan se ud som et teknologisk tilbageskridt, men fordi pistoler dengang endnu ikke var særlig præcise, var sabler alligevel mere effektive, også pga. chockvirkningen. 

Perioden var præget af konflikter mellem kongemagten og adelen. Det var primært Christian 4.’s skyld; han pressede på for at gå i krig mod først Sverige og siden den katolske kejser. Den første krig – Kalmarkrigen – endte med en lille dansk sejr, mens den anden endte i nederlaget ved Lutter am Barenberge. 

Adelen – repræsenteret af rigsrådet – prøvede at holde Danmark ude af begge krige, men var ikke stærk nok til at styre den ivrige konge. Kongens krige kostede penge – der blev forstærket af at Jylland flere gange blev besat af tyske og svenske styrker der plyndrede hvad de kunne få fat i. Det var fornuftigt nok at han prøvede at styrke det danske forsvar, men det kostede som nævnt også penge. 

Efter de to Carl Gustav-krige kritiserede Frederik 3. – støttet af kirken og borgerne – adelen for deres svage indsats i krigene. Det var jo Københavns borgere der havde afværget det svenske forsøg på at storme København i 1659, og som dermed havde reddet riget fra at blive udslettet. Adelen nød fra gammel tid skattefrihed til gengæld for at forsvare landet, men de havde svigtet denne opgave og var nu voldsomt upopulære. Frederik 3. greb lejligheden, indkaldte til et stændermøde og gennemførte med støtte fra København et kup der gjorde Danmark til et arvekongedømme og afskaffede de fleste af adelens traditionelle privilegier. Dermed var enevælden indført. 

Enevælden var en overgangsform mellem adelens og borgerskabets styre; det var en relevant styreform nu hvor adelen ikke længere havde tilstrækkelig styrke, men hvor omvendt borgerskabet endnu var for svagt til at gribe magten. De bagvedliggende årsager var på den ene side udbredelsen af håndskydevåben og kanoner og på den anden side borgernes voksende rigdom – en rigdom de fik gennem handel, håndværk og udlån af penge.

Ingen kommentarer endnu!

Din e-mail vil ikke blive vist.