Ridderne fik ikke løn for at være soldat, tværtimod, de skulle selv stille med både hest og udstyr. Ofte havde de desuden egne krigsfolk der også skulle udrustes. Til gengæld skulle de i princippet ikke betale skat – i praksis slap de dog ikke helt.
Det var altså ret dyrt at være ridder. Men de havde gode indtægter fra den jord de ejede. Efterhånden blev mange frie bønder nødt til at opgive deres selvstændighed og give sig under kongen eller den nærmeste herremand. Hvordan det kunne ske, skildres i folkevisen Jomfruen på tinge.
Her søger den unge jomfru Inge beskyttelse hos kongen fordi hendes morbrødre plyndrer hende for hendes arv. Kongen siger tak og giver til gengæld Inge en af sine riddere til ægtemand – og reelt bliver ridderen dermed bryde under kongen.
Efter at trællene var blevet fri, fik man et gårdsystem hvor godsernes jord var samlet på dels større brydegårde og dels små fæstegårde og endnu mindre gårdsædestavne. Herremanden ejede jorden, og bryderne – der var betroede medhjælpere – passede gårdene vha. fæstebønderne og gårdsæderne. Formelt var det ikke slaveri, men i praksis var det tæt på, især for gårdsæderne.
Systemet fandtes i øvrigt også i Tyskland, hvor bryden blev kaldt ‘meyer’ og en brydegård en ‘meyerhof’ – eller en ‘meyerhoff’ hvis det var i det nedertyske sprogområde. Og en der kom fra en sådan gård kunne blive kaldt ‘meyerhoff’ eller ‘meyhoff’. Også i Danmark er der mange der i dag har efternavne hvori ‘bryde’ indgår.
I slutningen af middelalderen skiftede brydegårdene status; de gik fra at være forvaltergårde til at blive forpagtergårde ligesom de almindelige fæstegårde, blot noget større. Mange af de gamle brydegårde kan imidlertid stadig genfindes i eller ved landsbyerne; nogle hedder endda stadig Brydegård.
Herremændene kaldte sig dengang blot for herremænd, og ikke for adel. Det er omdiskuteret hvad ordet ‘herremand’ betød oprindeligt; det mest sandsynlige er nok at det kommer af ‘hærmand’ der betyder ‘kriger’ (ligesom ‘hertug’ betyder ‘hærfører’). Det var først i begyndelsen af 1500-tallet at ordet ‘adel’ erstattede ‘herremænd’; det skete efter tysk påvirkning, men egentlig fandtes ordet allerede i de tidlige germanske sprog, fx også i oldnordisk. Det blev dog ikke brugt som navn for overklassen. Men med navneændringen signalerede herremændene at de ikke bare var privilegerede stormænd der tjente kongen; de var ‘ædle’, bedre end andre.
I Danmark findes de adelige familier endnu; nu er de dog igen blevet almindelige mennesker selvom nogle af dem endnu ejer familiens gamle herregård og endda kalder sig ‘greve’. Der er ganske vist sket en stor udskiftning inden for adelen, men mange af slægterne kan føre deres navn og rigdom tilbage middelalderen – og måske stammer deres position helt tilbage til sidste del af jernalderen.
Fra slutningen af middelalderen begyndte de adelige selv imidlertid at få mindre militær betydning; i stedet for at den adelige skulle møde op i rustning når kongen forlangte det, skulle de nu stille med et bestemt antal ryttere, den såkaldte ‘rostjeneste’. Sådanne rytterhære var dog dyre, og de adelige havde brug for store indtægter for at kunne rejse en hær. Og det eneste sted de kunne skaffe pengene, var fra deres bønder og deres jord. I denne periode blev godserne derfor større, og presset på bønderne hårdere.
Der blev stadig brugt bondehære; de var billige, men også dårligt udrustede og lidet effektive. Bønderne var naturligt nok meget uvillige til at lade sig indrullere i angrebskrig fjernt fra hjemmet, men de spillede fortsat en stor rolle i forsvaret. Men til angrebskrig brugte man nu lejesoldater – ofte udenlandske – der blev hyret til én krig ad gangen.
Disse ændringer skete fordi våbenteknologien ændrede sig. I stedet for at kæmpe med lanser, armbrøst samt bue og pil, begyndte man nu at kæmpe med krudt, bøsser og kanoner. Og nu handlede det ikke længere primært om at være god til kæmpe på sin hest, men i stedet om at være heldig at undgå fjendens kugler.
Ingen kommentarer endnu!