Ved siden havde vand og vind havde man også tidligt en tredje mulighed for at skaffe kraft til at dreje en kværn, det var dyr – enten heste eller okser. Den kunne også trækkes af mennesker, romerne brugte således både dyr og slaver til arbejdet. Den ældste type – den romerne brugte – var ganske enkel idet trækdyret – eller slaven – skubbede eller trak en bom der var direkte fastgjort til den øverste kværnsten, den såkaldte ‘løber’. Det var i princippet blot en stor drejekværn.
Senere udviklede man såkaldte hestegange – også kaldet hestemøller – med tandhjul og gearing.
På de mest avancerede hestegange var der adskillige meter mellem drivhjulet og den maskine hestene drev. Her gik hesten typisk rundt på gårdspladsen, mens kraften blev overf’ørt til en maskine inde i en bygning vha. nogle tandhjul og en lang transmissionsaksel af jern. Tandhjulene ‘gearede’ bevægelsen så løberen drejede hurtigere rundt end hesten.
Der er kun spredt dokumentation for hestegange i middelalderen, så de har formentlig kun været brugt i ret begrænset omfang og måske mest i byerne. Her er gadenavne som Hestemøllestræde flere steder bevaret som et minde om dem. Til gengæld blev de brugt langt op i 1900-tallet, men da var formålet ikke nødvendigvis at trække en kværn, men snarere et tærskeværk eller en anden maskine. Og hvis det var nødvendigt, spændte man to eller flere heste for bommen.
Hestemøller giver en ret dårlig udnyttelse af hestens trækkraft, fordi bommen er relativ kort, og hesten derfor hele tiden skal dreje. Men det var en meget billig måde at skaffe kraft på; hestene havde man jo i forvejen.
Det har dog næppe været særlig sjovt at være hest.
Pingback:Hvornår bliver et redskab en maskine? – Danmarks Teknologihistorie