Hvornår bliver et redskab en maskine?

Hvis vi ser bort fra den mystiske ‘krigsmaskine’ som danske vikinger angiveligt brugte da de belejrede Paris i 885, var vandhjulet den første maskine der blev taget i brug i Danmark og af danskere. Men hvad er et redskab, og hvad er en maskine?

Den korte forklaring har tre led: 1) en maskine består af flere forbundne dele som tilsammen udfører en bestemt arbejdsopgave. 2) de forskellige dele fungerer ved hjælp af en mekanisk, elektrisk eller elektronisk anordning, og 3) energien til at drive denne anordning kommer ikke fra mennesket selv.

Denne forklaring har dog nogle mangler, først og fremmest fordi der jo er mange mindre maskiner der drives – eller er blevet drevet – af håndkraft. Det gælder fx den spindemaskine, Spinde Jenny, der i slutningen af 1700-tallet var en af de opfindelser der satte gang i Industrialiseringen. Den var drevet med hånden, men snart efter blev der opfundet en endnu smartere spindemaskine der var drevet af vandkraft. Og hvad med kødhakkemaskinen? Den er i dag ofte drevet af el, men kan stadig fås med et håndtag. Også vikingernes eventuelle krigsmaskiner må have været drevet af menneskelig energi.

Lad os her se bort fra den slags grænsetilfælde og i stedet se på vandmøllen. Var det en maskine? Ja, uden tvivl – i hvert fald den lodrette vandmølle. Den var drevet af det strømmende vand, det var en mekanisk anordning der vendte kraften fra det lodrette hjul til de vandrette kværnsten, og den udførte en bestemt arbejdsopgave, at male korn. Så, jo, en vandmølle med lodretstående hjul kan helt sikkert betegnes som en maskine, og det var også den første maskine der blev taget i brug i Danmark.

Men hvad de med møller – eller kværne, som man kaldte dem dengang – der blev brugt før den lodrette vandmølle? Dem kan man ikke kalde rigtige maskiner; nok fungerer de to møllesten sammen, men de er ikke forbundne. Den ene sten ligger blot oven på den anden.

Det er helt åbenbart at bondestenalderens skubbekværn ikke er maskine. Den bestod alene af en stor sten med fordybning plus en mindre sten. Når man skulle male mel, hældte man kerner i fordybningen og gnubbede dem til mel ved hjælp af den lille sten. Skubbekværnen var kun et redskab, det var ikke en maskine.

I løbet af jernalderen vandt drejekværnen frem – igen en opfindelse der kom til os sydfra. Den bestod af to cirkelrunde sten hvor den nederste lå fast, mens den øverste kunne drejes rundt af et siddende menneske. I begge sten var et hul; det var størst i den øverste sten så man kunne hælde kerner ned til mellemrummet mellem stenene. Men den kan heller ikke kaldes en maskine; dertil er den for enkel, og de to kværnsten er ikke fast forbundne.

Allerede tidligt i Romerriget var drejekværnen i øvrigt blevet udviklet så den kunne drejes af gående husdyr eller slaver. Den er endnu mere maskinagtig end den tidlige drejekværn, men kan heller ikke kaldes en maskine. Selvom den er større end den almindelige drejekværn, og energien til at drive den kommer fra dyr, så er der principielt ingen forskel på den og den almindelige drejekværn. De fungerer begge ved at en sten drejes mod en anden sten.

I løbet af middelalderen kom hestemøllen imidlertid til Danmark. Her trak hesten på en mere kompliceret måde end ved den romerske drejekværn. I stedet for blot at dreje den øverste kværnsten, trak hesten en såkaldt hestegang der bestod af flere tandhjul og som via en aksel drev en kværnsten. Her var hestegangen desuden ofte placeret udendørs, mens kværnen var indendørs. Det er indiskutabelt en maskine. Hestemøller blev i øvrigt brugt helt op i 1900-tallet og da som regel til at trække andre maskiner som fx et tærskeværk.

Tidligere i middelalderen kom også den vandrette (horisontale) vandmølle, den såkaldte skvatmølle, til Danmark. Det er endnu usikkert i hvor høj grad de har været brugt andre steder end på Bornholm, men den diskussion lader vi ligge her. De har i hvert fald været brugt på Bornholm og også i Halland og videre op i Sverige. Og på Færøerne har de været brugt op i 1900-tallet.

Hvor der som nævnt ovenfor ikke er tvivl om at vandmøller med lodrette vandhjul er ægte maskiner, så er det noget andet med de vandrette skvatmøller. Ganske vist drives de begge af strømmende vand, men skvatmøllerne mangler den mekaniske anordning. Når vandet rammer det vandrette vandhjul, sætter det den lodrette aksel i rotation, og dermed drejer kværnstenen øverst på akslen rundt i samme retning som vandhjulet. På den måde minder skvatmøllen således om forgængerne, hhv. den lille hånddrevne drejekværn og den større heste- eller menneskedrevne kværn. Dens to møllesten er kun i kontakt med hinanden, de er ikke rigtigt forbundne. Og der er hverken tandhjul eller andre selvstændige dele i skvatmøllen.

Udviklingen fra skubbekværn over vandmølle fortæller ikke kun en historie om hvordan redskaber bliver til maskiner. Den fortæller også en historie om hvordan ordet ‘kværn’ bliver afløst af ordet ‘mølle’. De to ord betyder egentlig det samme, nemlig ‘sten til at male korn med’. Ordet ‘kværn’ er et gammelt fællesgermansk ord, på gammelt engelsk hed det således ‘querne’. Derimod kommer ordet ‘mølle’ fra latin (‘molina’), og vi har fået det ind i dansk via enten tysk eller engelsk. Det skete allerede i vikingetiden.

Ved afslutningen til vikingetiden stod vi altså med to ord der egentlig betyder det samme. Men de kom til at betyde noget lidt forskelligt. ‘Kværn’ dækker over små og enkle apparater, men ‘mølle’ dækker over større og komplicerede maskiner. Eneste undtagelse er ‘skvatmølle’ – selvom den er lille og enkel, er den jo kommet til at hedde ‘mølle’. Men dog kun på dansk; på norsk og svensk hedder den fortsat noget med ‘kværn’ (på svensk er det ‘skvaltkvarn’).

Selvom en ‘mølle’ oprindeligt var det samme som en ‘kværn’, så begyndte ordet ‘mølle’ således sin karriere i det danske sprog som samlebetegnelse for et vandhjul og det maskineri – gangtøj – mv. der var knyttet til hjulet. Senere blev ordet også taget i brug hvor energien kom fra vind, heste, damp og elektricitet. Ordet er desuden blevet koblet sammen med det arbejde den udfører, fx oliemølle og kaffemølle, men også arbejdsopgaver hvor der ikke indgår kværnsten – som fx hammermølle, valsemølle, savemølle og pumpemølle.

I mange hundrede år blev ordet ‘mølle’ således brugt i samme betydning som ‘maskine’ – og det bliver det fortsat i nogle sammenhænge. Endelig er ordet også blevet brugt om industrianlæg der har vokset sig så store at man kan kalde dem fabrikker. Flere fabrikker kalder sig endnu i dag møller, der er således flere valsemøller, bl.a. Valsemøllen A/S i Esbjerg.