Klædefabrikker og hjemmearbejde

Kapitalismen og industrialiseringen gik hånd i hånd; de udviklede sig sammen. Men hvor kapitalismen udviklede sig langsomt via bl.a. banker og aktier, så skete industrialiseringen mere pludseligt og voldsomt. Årsagen var to opfindelser der på hver sin måde overskred den kendte teknologi. Den ene er var skotten James Watts forbedringer af Newcomens dampmaskine. Den anden var englænderen James Hargreaves spindemaskine Spinning Jenny fra 1864. Hidtil var al spinding foregået ved håndkraft, og man kunne kun spinde én tråd ad gangen. Men den nye maskine gjorde det muligt at spinde otte tråde på samme tid. Det kan derfor ikke overraske at nogle lokale spindere brød ind i Hargreaves værksted og ødelagde hans maskiner! 

Men spindemaskinerne kunne ikke stoppes – Spinning Jenny blev allerede i 1769 efterfulgt af Richard Arkwrigts Water Frame og i 1779 af Samuel Comptons Spinning mule. De kunne begge spinde endnu flere tråde på samme tid, men hvor Spinning Jenny var drevet af håndkraft, var de to andre så store at de krævede vand- eller dampkraft. For efter at James Watt i 1782 havde fundet ud af at overføre stemplets vertikale bevægelse til en roterende bevægelse, kunne der nu også sættes damp til spindemaskinerne. 

Et stykke ind i 1800-tallet begyndte spinde- og væveindustrierne at smelte sammen, og arbejdere i hundredvis blev samlet på store vand- eller dampdrevne fabrikker. Hertil kom også store industrielle beklædningsfabrikker samt blegerier og farverier. Denne udvikling skete først i Manchester og omegn. I 1830’erne lå omkring 85 % af hele verdens produktion af bomuldsklæde i Manchester og det omgivende Lancashire. Og i 1851 arbejdede næsten hver sjette af Manchesters 300.000 indbyggere inden for bomuldsindustrien.

Danmark fik også sine store klædefabrikker. Nogle var der i forvejen, men nu blev de større, og de kunne producere mere. Enkelte voksede så meget at de – som Strandmøllen og Maglekilde – blev nødt til at supplere vandet med damp. Også det nye Brede Værk måtte allerede i 1842 supplere med damp. Nogle af fabrikkerne blev så store at de helt kom til dominere den by de lå i; foruden værket i Brede gjaldt det også værket i Usserød og klædefabrikken i Grejsdalen. De hørte alle tre til Danmarks største klædefabrikker i 1800-tallet.

De tidlige klædefabrikker kunne ikke alene klare efterspørgslen. Den voksende befolkning, og ikke mindst den voksende bybefolkning, havde behov for tøj til arbejde, fritid og fest. Og gennem anden halvdel af 1800-tallet kom nye fabrikker til, også fabrikker der hurtigt voksede sig store. Nogle lavede hele arbejdet, fra spinding af tråd til det færdige tøj, men de fleste enten spandt, vævede, farvede eller syede, og ofte koncentrerede de sig om bestemte typer af tøj. Blandt de største nye virksomheder var Brandt Klædefabrik i Odense (1869), Vejle Bomuldsspinderi (1892) og Grenå Dampvæveri (1893). Flere forskellige ældre jyske tekstilvirksomheder blev efterhånden samlet i De forenede jydske Farverier og Trikotagefabrikker der opførte en stor fabrik i Århus. 

Industrialiseringen inden for tekstilbranchen skete på en måde der siden gentog sig i mange andre brancher. Ny teknologi overtog det traditionelle håndarbejde, men de nye maskiner var relativt dyre, og derfor vandt de kapitalstærke virksomheder, mens de svage måtte lukke eller indgå i de stærke virksomheder – i begyndelsen primært i danske virksomheder, men efterhånden mest i udenlandske. Samtidig blev danske virksomheder mere sårbare over for udenlandsk konkurrence; i 1800-tallet var de danske lønninger ret lave og omvendt var transportomkostningerne høje, men det ændrede sig i løbet af 1900-tallet. I dag er ingen af de engang så store fabrikker tilbage, og selvom danske virksomheder fortsat sælger meget tøj, er der ikke længere produktion i Danmark.

Sideløbende med at de store klædefabrikker satte tusindvis af især kvindelige arbejdere i beskæftigelse, blev der også opfundet nye maskiner der gjorde det muligt for kvinder at ernære sig ved hjemmearbejde. Det var strikkemaskinen og symaskinen. Strikkemaskinen var egentlig ret gammel; den var opfundet i 1589 af englænderen W. Lee, men hans maskine kunne kun strikke strømper og var desuden kun drevet af håndkraft. I 1849 fik en anden englænder, M. Townsend, imidlertid patent på en ny slags nål – tungenålen – der gav strikkemaskiner mange flere anvendelsesmuligheder og også var meget hurtigere. I forlængelse heraf blev der udviklet forskellige typer strikkemaskiner hver med deres særlige anvendelsesmuligheder.

Den første symaskine blev patenteret næsten samtidig – i 1846 – af amerikaneren E. Howe, og allerede et par år efter sendte en anden amerikaner I. Singer sin symaskine på markedet – med så stor succes at hans fabrik ret hurtigt blev den største. Da rygtet om disse nye maskiner bredte sig, var der mange, også her i Danmark, der med vekslende held forsøgte sig som symaskinefabrikanter, bl.a. Bergmann og Hüttemeier fra 1863 i København – dog uden længerevarende succes.

De første symaskiner blev alle drevet ved at man trådte på en ‘gynge’ under maskinen, således at gyngens bevægelser drev nålen. Senere blev symaskinen elektrisk ligesom også strikkemaskinen og alle andre husholdningsmaskiner. De blev længe primært brugt af syersker, der levede af at reparere og ‘omforandre’ brugt tøj. Der gav mange kvinder med talent for at sy eller strikke mulighed for at  skaffe sig en indkomst. Også på fabrikkerne fik et stort antal kvindelige syere og strikkere arbejde – ikke mindst i det gamle uldbinderområde i Vestjylland – inden arbejdet som så meget andet blev flyttet til Sydøstasien.