I begyndelsen af industrialiseringen fyldte klædefabrikkerne meget. Det samme gjorde virksomheder der arbejdede med jern, især produktion og reparation af landbrugsmaskiner. Her skete en glidende overgang fra traditionelle smedjer over mindre maskinværksteder til store maskinfabrikker. Også skibsværfterne voksede i perioden. Men også en fjerde branche voksede sig stor i perioden, nydelsesindustrien. De stadigt større byer og den generelt øgede velstand skabte tidligt et regulært massemarked for øl, alkohol, te, kaffe, tobak og chokolade.
Øl havde man fremstillet og drukket i hvert fald siden bronzealderen. Det havde i flere tusinde år været et håndværk som kunne brygges mange steder, også på gårdene. I dag er et ‘bryggers’ enten et rum til vaskemaskine og tørretumbler eller et grovkøkken, men oprindeligt var det det rum man bryggede sin øl i.
Indtil midt i 1800-tallet bryggede man kun det svage såkaldt ‘overgærede’ hvidtøl i Danmark; stærkere øl blev importeret. Men ved hjælp af nye gærtyper og kølige opbevaringsmuligheder blev det først i 1800-tallet muligt at brygge ‘undergæret’ øl. De første undergærede øl blev brygget i Bayern, og da øltypen kom til Danmark, blev den derfor kaldt ‘bajer’. Snart efter begyndte man i Plzen i Tjekkiet at brygge en lidt anden type undergæret øl – den vi i dag kender som en ‘pilsner’.
Der var dengang typisk flere hvidtølsbryggerier i en købstad, og de mest foretagsomme bryggere begyndte tidligt at brygge bajersk øl. Den første der startede en vedvarende produktion var J. C. Jakobsen på Carlsberg, det skete i 1847. Det var derimod Hans Bekkevold på Tuborg der kom først med en dansk pilsner; det skete i 1881. En anden ølpionér var Carl Wiibroe i Helsingør. I de følgende år blev der stiftet mange nye bryggerier, men konkurrencen var hård, og for det meste overlevede kun et enkelt bryggeri i hver købstad. Her udviklede de sig til ret store virksomheder – fx Thor i Randers (1850), Slotsbryggeriet i Odense (1855), Ceres i Århus (1856), Albani i Odense (1859), Urban i Aalborg (1860), Fuglsang i Haderslev 1865, Odin i Viborg (1868), Tuborg i Hellerup (1875) og Vestfyen i Assens (1885). Siden kom der flere til. Og selvom en del er blevet nedlagt, er der endnu markante minder om mange af tidens bryggerier.
Den voksende ølproduktion affødte i øvrigt en helt ny type virksomhed, malterier, der fremstiller malt – dvs. spiret og ristet byg til ølbrygning. På de traditionelle små bryggerier lavede man selv sin malt eller man købte det hos en kornhandler i nabolaget, men da bryggerierne blev større, blev det fordelagtigt at overlade maltfremstillingen til særlige maltfabrikker. Dem kom der nogle stykker af, bl.a Lundbergs i Ebeltoft (1857), Fuglsangs i Haderslev (1865) og Dragsbaeks i Thisted (1873).
De stærke drikkes monopol
Det var imidlertid heller ikke dengang alle der kunne nøjes med øl, og derfor har man også længe fremstillet stærkere sager. Og her har næsten hvert land sin specialitet der bliver produceret på lokale råstoffer. I Sydeuropa er det især vin der bruges, i Østeuropa er det ofte frugt, mens vi her i Nordeuropa traditionelt har brugt korn som råstof. Siden er også kartofler kommet til. Resultatet er i begge tilfælde snaps – og det var en uhyre populær drik allerede fra middelalderen og frem. Fremstilling af snaps ligner et stykke af vejen ølbrygning, men snaps bliver ligesom anden alkohol ‘brændt’, dvs. destilleret. Det var arabiske kemikere, der i 700- og 800-tallet fremstillede de første destillationsapparater og den første alkohol. Ordet ‘alkohol’ er faktisk også arabisk.
Omkring 1800 var der mindst 2.500 brænderier i Danmark, men i løbet af 1800-tallet faldt tallet drastisk selvom produktionen (og salget) steg. Årsagen var en række teknologiske forbedringer som samlet set ændrede produktionen fra håndværk til industri. Den vigtigste nye opfindelse var den kontinuerlige destillation som blev udviklet af forskellige franskmænd i begyndelsen af 1800-tallet og siden af ireren A. Coffey. Han fik i 1830 patent på den såkaldte ‘kolonnebrænder’. Også kondensatoren blev flere gange forbedret, med englænderen W. Grimbles rørkondensator fra 1825 som den vigtigste.
Ved hjælp af de forskellige nye teknologier kunne man nu producere spiritus hurtigere og billigere end før – og desuden kunne man øge alkoholprocenten. Men de nye apparater var relativt dyre, og de små brænderier blev efterhånden udkonkurreret af nye store spritfabrikker.
I Danmark var den polskfødte Isidor Henius blandt de første til at tage de nye teknologier i brug. Han kom som 18-årig til Danmark i 1838 og fik hurtigt arbejde i spritbranchen, bl.a. på P. Wibroes Brænderi i Aalborg. I 1846 grundlagde han en sirups- og spritfabrik i Aalborg. Efter en lidt svær start udviklede den sig til til at blive Aalborgs største, og i 1872 fik han samlet alle byens spritfabrikker i Aalborg Privilegerede Spritfabrik.
Den kom i 1881 til at indgå i aktieselskabet De Danske Spritfabrikker som han oprettede sammen med blandt andre C. F. Tietgen. Her var nu samlet så megen kapital, teknologi og ekspertise at alle andre spritfabrikker i landet enten måtte lukke eller indgå i De Danske Spritfabrikker. I 1923 havde aktieselskabet opnået totalt monopol i Danmark, og fik det også formelt helt frem til 1973 da Danmark blev medlem af EF, det senere EU. I samme periode havde de også eneret på fremstilling af gær. Deres gærfabrik (i Grenå) er siden solgt fra og ejes i dag af en canadisk virksomhed.
Ingen kommentarer endnu!