Blandt de fattige drenge som blev løftet fra fattigdom til en bemærkelsesværdig karriere sidst i 1800-tallet, var Emil Christian Hansen. Han blev født i 1842 i Ribe hvor hans far var maler. Barndomshjemmet var fattigt, og Emil var derfor ofte nødt til at hjælpe sin far. Det var også hans far der bestemte at Emil skulle i lære som maler – selv ville Emil helst blive skuespiller. Men heldigvis blev han hverken maler eller skuespiller.
Da han var tyve, fik han arbejde som privatlærer på en herregård, og her stiftede han bekendtskab med en lokal lærer og botaniker. Det vakte hans interesse for botanik og naturvidenskab, og ad lidt snørklede veje og under fortsat fattige vilkår lykkedes det ham at blive uddannet som naturfagslærer. I 1976 skrev han en artikel om svampe som han fik Københavns Universitets guldmedalje for.
Hans karriere begyndte imidlertid først for alvor da han i 1877 blev ansat på bryggeriet Carlsberg. Her kom han til at forske i gær og gæring i forbindelse med ølbrygning. Han opdagede her at gæren bestod af en blanding af vildgær og kulturgær – og at det var vildgær der var synderen, når en brygning blev mislykket.
Emil Hansen rendyrkede i 1883 ølgæren Saccharomyces Carlsbergensis – opkaldt efter hans arbejdsgiver. Det lykkedes ham siden også at producere ren gær og dermed at producere øl af ensartet kvalitet. Carlsberg tjente imidlertid ikke direkte penge på selve opfindelsen. Man valgte i stedet at offentliggøre fremgangsmåden og ligefrem forære prøver af gæren væk til andre bryggerier. Og det er i dag den gær der universelt bruges til fremstilling af pilsner.
Den anden Hansen kom også fra provinsen, men dog fra en helt anden baggrund. Det var proprietærsønnen Christian Ditlev Hansen. Han blev uddannet som apoteker, og kom til Københavns Universitet som underviser og assistent ved det kemiske laboratorium. Han fandt i 1872 frem til at udvinde osteløbe-enzymet fra kalvemaver. Og allerede få år efter etablerede han en osteløbe-fabrik, Chr. Hansen A/S. Fabrikken eksisterer endnu, den har hovedkvarter i Hørsholm og afdelinger i en lang række lande verden over – og er i øvrigt blevet udpeget som verdens mest bæredygtige (større) virksomhed. Den blev i 2024 fusioneret med Novozymes under navnet Novonesis.
Hellesens batterier
Wilhelm Hellesen havde i modsætning til Hansen og Hansen ingen teknisk uddannelse, men var smørhandler. Han var dog meget optaget af elektricitet og batterier, og det lykkedes ham i 1880’erne at eksperimentere sig frem til et transportabelt batteri.
Siden italieneren Volta i 1800 havde opfundet det første elektriske batteri, voltasøjlen, havde man arbejdet på at gøre det mere praktisk og håndterligt. De seneste forbedringer stod franskmanden Leclanché for 1866. Hans batteri bestod af en kulstav og en zinkplade placeret i et glas med en opløsning af salmiak. Rundt om kulstaven placerede Leclancé en lærredspose med pulveriseret brunsten (manganoxid) og grafit; det sikrede at batteriet holdt spændingen.
Leclanchés batteri blev en pæn succes, men glasset var skrøbeligt, og der skulle ofte hældes mere væske på, så der var fortsat behov for forbedring. Det klarede Wilhelm Hellesen som fandt frem til en måde at forvandle salmiakvæsken til en tyktflydende gelé. Den hældte han i hylstre lavet af zink. Resultatet blev små håndterbare tørbatterier – og de blev en stor succes.
Allerede i 1910 eksporterede man batterier til omkring 60 lande, og senere udvidede Hellesens med egne fabrikker i England og Italien, og sidst i 1940’erne begyndte to virksomheder i hhv. Spanien og Grækenland at producere Hellesen-batterier på licens. Målt i international succes og indtjening er det således en af de vigtigste opfindelser der nogensinde er gjort i Danmark. Hellesen kom dog ikke selv til at opleve den store succes; han døde i 1892 hvorefter hans enke videreførte virksomheden.
Undervejs blev Hellesen-fabrikken flyttet flere gange; sidst efter at ejeren Store Nord (nu: GN Great Nordic) i 1972 fik egnsudviklingsstøtte til at bygge en fabrik i Thisted. Kun fjorten år efter, i 1986, solgte Store Nord vitale dele af Hellesen til konkurrenten Duracell, bl.a. retten til at bruge navnet Hellesens. Fabrikken fortsatte dog med at producere batterier, men i 1992 solgte Store Nord fabrikken til en Hongkong-baseret koncern, og i 2004 blev produktionen i Thisted stoppet og hele maskineriet flyttet til Malaysia. Der er næppe mange andre danske virksomheder der er blevet ramt af globaliseringen på en så ydmygende måde.
Niels Finsen
Der var naturligvis andre kreative opfindere i perioden, også nogle der som Hansen, Hansen og Hellesen stammede fra provinsen. Èn af dem, Niels Finsen, kom helt fra Tórshavn på Færøerne. Han var fra en dansk-islandsk familie der var bosat i Tórshavn, og han blev på én gang både Færøernes og Danmarks første modtager af nobelprisen. Den fik han fordi i løbet af 1990’erne udviklede en metode til at helbrede den frygtede sygdom hudtuberkulose. Det foregik på Kommunehospitalet i København, og han buelys (også kaldet kulbuelys og lysbuelys). Det var elektrisk lys skabt ved at strøm ‘sprang’ fra et stykke kul til et andet. Det var den første form for elektrisk lys og meget længe også den form der gav mest lys. Finsen brugte det til at bestråle den syge hud, og efter en række behandlinger forsvandt sygdommen. Det var en behandling der var lige så revolutionerende som vaccine og de senere opdagelser af insulin og penicillin.
Finsen døde ret ung og nåede ikke selv at forstå og beskrive hvordan lyset virkede; han kunne kun vise at det virkede. Han repræsenterer på den måde en overgang mellem den gamle trial-and-error-metode og den moderne videnskabelige forskning.
Buelys var opfundet i begyndelsen af 1800-tallet, men var først i slutningen af århundredet blevet ‘modnet’ til praktisk anvendelighed. Teknologien blev især taget i brug i fabrikshaller og til gadebelysning. Danmarks første elektriske gadebelysning blev sat op i Lyngby nord for København i 1888. Buelamperne var dengang i konkurrence med gaslys, men begge blev efterhånden udkonkurreret af glødelamper. Dog var buelamper længe i brug til projektører og filmprojektorer og andre steder hvor man havde brug for meget kraftigt lys.
Ingen kommentarer endnu!