Enevælden var på mange måder en brydningstid – bl.a. mellem adel og borger, og mellem religion og videnskab. Og også mellem overtro og fornuft. I løbet af godt hundrede år havde bogtrykket og krudtet forandret magtforholdene i verden, og de to traditionelle magthavere, kirken og adelen, havde fået deres magt voldsomt beskåret. Men det stoppede ikke her, også tænkningen – med videnskab, undervisning og kultur – blev revolutioneret.
Det begyndte så småt da Nicolaus Kopernikus i 1543 udgav en bog hvor han argumenterer for det heliocentriske verdensbillede, det at solen er centrum i universet. Dengang troede man ellers at det var jorden som var i centrum – både fordi man selv kunne se at solen bevægede sig hen over himlen, og fordi der i bibelen står at solen står op og går ned. Og da paven og hans embedsmænd forfægtede det synspunkt at bibelen helt bogstaveligt fortæller sandheden, var der lagt op til konflikt. Selvom paven ingen magt havde i Danmark, så var det svært at udfordre bibelens ord, og fx anfægtede Tycho Brahe heller ikke jordens centrale placering – selvom han ganske vist foreslog en ny placering af planeterne. Brahe var den første der lavede nye præcise målinger af himmellegemernes placering, men han veg tilbage for at tage den fulde konsekvens af sine iagttagelser.
Kirken søgte længe at bremse de nye kætterske tanker, og bl.a. blev den fremtrædende videnskabsmand Giordano Bruno brændt på bålet som straf og advarsel, og tidens nok fremmeste videnskabsmand Galileo Galilei reddede kun livet ved at afsværge sine kætterske tanker. Til gengæld blev han straffet med husarrest resten af sit liv.
Men den katolske kirke var kun i stand til at forsinke udviklingen, og kun i de katolske lande. Det var med til at bringe den videnskabelige udvikling i Nordeuropa foran, og selvom Norditalien fremover leverede en del store videnskabsmænd, så var det nu især i Frankrig og England at tidens nye tanker først blev tænkt. I første omgang handlede det om naturvidenskaben.
Den videnskabelige revolutions tre faser
Man kan dele videnskabs-revolutionen ind i tre overlappende faser.
I den første foregik debatten alene blandt videnskabsmænd; her stod striden især om forholdet mellem religion og naturvidenskab, men der blev også diskuteret metode, altså hvordan man når frem til ny viden.
Denne fase klingede ud efter 1687 hvor englænderen Isaac Newton udgav sin Principia Mathematica. Det var nok tidens vigtigste naturvidenskabelige værk. Det indeholder bl.a. de tre bevægelseslove – loven om inerti, loven om acceleration og loven om aktion og reaktion. Det var også i Principia at Newton offentliggjorde sine teorier om tyngdeloven. På baggrund af astronomernes resultater kunne han bevise, at planeternes baner var bestemt af tyngdekræfterne – altså af naturlove. Han fandt ud af at det var de samme kræfter der trak et æble mod jorden, som fik planeterne, månerne og stjernerne til at bevæge sig som de gør. Newton afslørede en natur som var ordnet; hvor matematik og logik kunne beskrives sammenhængende, og hvor alting kunne begribes af mennesket. Newton anfægtede dog ikke at alting var skabt af Gud; den indsigt kom først senere.
I anden fase blev de nye tanker spredt ud til almindelige mennesker og taget i brug i den teknologiske udvikling. Dels fik man efterhånden mere viden der kunne omsættes til ny teknologi, og dels blev det også meget mere almindeligt at gå systematisk frem når man skulle forbedre eksisterende teknologi eller opfinde ny teknologi. Her fik bl.a. opfindelsen af dampmaskinen og udviklingen af svingploven stor betydning.
Den første kommercielt solgte dampmaskine – englænderen Thomas Saverys The Miner’s Friend fra 1698 – virkede ganske vist elendigt, men den var alligevel banebrydende. Dels fordi der lå grundige studier forud for opfindelsen, og dels fordi den var forløber for den senere og noget anderledes udgave af dampmaskinen der fra 1760’erne for alvor satte damp på den industrielle revolution.
Også ploven var fra slutningen af 1600-tallet genstand for et systematisk udviklingsarbejde, først i Holland og siden også i Storbritannien. Det endte i løbet af 1700-tallet med forskellige konkurrerende udgaver af svingploven, som revolutionerede landbruget.
I tredje fase begyndte man også at interessere sig for menneskets natur. Og set på baggrund af de store indsigter videnskabsmændene havde fået siden de frigjorde sig fra forestillingen om at bibelen var den vigtigste lærebog på alle områder, også på det naturvidenskabelige, var det naturligt at de fleste af tidens tænkere mente at mennesket overvejende var fornuftigt, i hvert fald hvis det fik indsigt og uddannelse. Det indvarslede den såkaldte ‘rationalisme‘ og en tro på at mennesket var ansvarligt og fornuftigt.
Hekseprocesserne
Det var dog endnu en meget lille del af befolkningen der fulgte med i de nye opdagelser og diskussioner. Både de politiske og religiøse magthavere samt ikke mindst den brede befolkning levede mentalt set endnu i en ganske uvidenskabelig tid hvor kvinder (og nogle gange også mænd) kunne risikere at blive brændt på bålet fordi de blev beskyldt for at være hekse. Det skete både i den katolske og den protestantiske del af Europa, men processerne fortsatte længst i den protestantiske del. Adskillige protestantiske fyrster var meget nidkære – eller skræmte. Blandt de værste var Christian 4. Det var i hans regeringstid at de fleste hekseprocesser fandt sted, og efter hans død i 1848 begyndte hysteriet at fortage sig. Den sidste kendte heksebrænding i Danmark fandt sted i 1693.
Endnu havde videnskaben dog ikke sejret overalt i den brede befolkning, og der er eksempler på lynchninger af kvinder der blev beskyldt for at være hekse, flere gange i løbet af 1700-tallet.
Selvom den katolske kirke mistede indflydelse som følge af striden om jordens og solens placering, så bestod troen på Gud. Både katolikker og protestanter vedblev at tro at Gud havde skabt verden og fortsat styrede den. Det var først efter det ødelæggende jordskælv der ramte Lissabon i 1755 at tiltroen til Guds almagt begyndte at svinde. Dog ikke i Danmark, således skrev salmedigteren H. A. Brorson i 1756 et langdigt om jordskælvet – “Lissabons ynkelige undergang ved jordskiælv” – hvor han sammenligner ødelæggelsen af byen med ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. Jordskælvet og den efterfølgende tsunami var Guds straf over byens befolkning: “Mens Guds Langmodighed saa lenge lenge tøver, / Men inden man veed af, er Dommen der saa sort / Som Nat og Storm og Hav, og skyller Alting bort.” Længere sydpå var der dog andre der stillede spørgsmål ved Guds almagt, og blandt andre nåede den franske forfatter Voltaire til den konklusion at der ikke kunne være nogen højere, guddommelig mening med jordskælvet (fx i romanen Candide fra 1759). Og først derefter begyndte udviklingen mod det sekulære (eller kulturkristne) samfund vi har i dag, også i Danmark.