Fredskovsforordningen hegnede husdyrene ude

De skiftende konger vidste godt at det var uheldigt at der blev fældet så meget skov, og de forsøgte sig også med forskellige forordninger allerede fra 1670, men resultatet var ringe. Skovarealet blev stadig mindre, og det ramte især den såkaldte ‘overskov’ med store træer der kunne bruges til tømmer. De gamle træer blev fældet, og det var svært for nye træer at vokse op; det sidste skyldtes blandt andet at de fleste skove blev brugt til græsning for husdyrene. 

Først med Fredskovsforordningen af 1805 indtraf et vendepunkt. Det skyldtes flere forhold, først og fremmest at den også omfattede privat skov, at den indførte et statsligt tilsyn med beskyttelsen af skovene, og at den adskilte skovbrug fra landbrug. Kongen – der på det tidspunkt kun var kronprins under den syge Christian 7. – signalerede her at han tog skovenes beskyttelse alvorligt. Det var også nødvendigt, for skovarealet var nede på ganske få procent af Danmarks areal, og man var afhængig af import af tømmer fra Østersøområdet.

I dag misforstås begrebet ‘fredskov’ ofte som fredet skov, men reelt er der ‘blot’ tale om at skoven skal nyplantes når den fældes. Og ordet ‘fred’ handler i virkeligheden om at skoven skal hegnes ind så træerne får fred for husdyrene. Meningen var at træerne skulle have fred til at vokse sig så store at de kunne bruges til gavntømmer, og bagefter skulle der plantes nye træer. Og det kan egentlig godt skrives i nutid for Fredskovsforordningen gælder stadigvæk. 

Siden forordningen blev vedtaget, er der der kommet meget mere skov i Danmark. Skovene udgør nu omkring 15 % af landets areal, og skovarealet vokser stadig. I begyndelsen kom den største del af væksten fra nye nåletræsplantager på sandflugtsjordene, og især i Vestjylland blev landskabet helt forandret, men siden er der kommet mange nye skovområder over hele landet. Det betyder dog ikke at naturen er blevet mere mangfoldig. 

De gamle skove var naturmæssigt meget varierede med både moser, søer og lysninger. De var også meget præget af at deres betydning som græsningsareal for husdyrene. Træerne stod spredt, og det var svært for de unge træer at vokse op. Det ændrede sig da skovene blev forvandlet til produktionsskove. Vi fik mere skov, men også mere ensartet skov. 

Forbud mod bulhuse af træ

I øvrigt førte mangelen på tømmer også til et forbud mod at bygge bulhuse af træ. Det er en gammel byggeteknik som har været brugt gennem hele middelalderen, men fra 1500-tallet forsøgte kongerne flere gange at få stoppet den form for byggeri – bl.a. fordi de havde brug for tømmeret til at bygge krigsskibe. Det betød at man efterhånden gik over til at bygge bindingsværkshuse hvor felterne mellem træværket blev udgjort af mursten. 

De gentagne forbud mod bulhuse viser dog at det ikke var helt nemt at få bønderne til at forlade den traditionelle byggemåde, og der blev bygget nye bulhuse helt op i 1800-tallet. Især i det østlige Syd- og Sønderjylland havde man svært ved at opgive bulhusene.

Bulhusene havde en meget stor fordel – de kunne let skilles ad og samles igen, eller gøres større eller mindre. Det er langt mere besværligt at genopføre et hus af bindingsværk. Og nogle steder – fx mellem Aabenraa og Kolding var der stadig meget skov, og dér var træ et fortsat billigt byggemateriale. Men altså forbudt!