Når sandet ødelagde jorden, blev det endnu mere presserende at passe bedre på den jord, der stadig var tilbage – men som blev stadig mere udpint. Man begyndte at se sig om efter tekniske løsninger, og det viste sig at man faktisk havde en der var ganske nem at bruge. Det var den forædlede – domesticerede – kløver. Den kan som alle andre bælgplanter optage kvælstof fra luften, og på den måde føre næring til jorden.
Bælgplanterne vikke, linser og ærter hører til blandt de ældst forædlede planter, men i begyndelsen dyrkede man dem formentlig kun pga. deres næringsværdi. Allerede i Romerriget vidste man dog at bælgplanter også kan forbedre jorden. Man vidste ikke hvorfor, men i dag ved man at der på bælgplanterens rødder lever nogle bakterier der kan producere kvælstof til både sig selv og omgivelserne.
I 1500-tallet kendte de danske bønder udmærket til bælgplanter, og især i den sydlige del af landet indgik ærter og vikke ofte i sædskiftet. Det hjalp mod udpiningen, men ikke nok. Det store fremskridt kom først med den forædlede kløver, der uden tvivl er den vigtigste ‘nye’ plante der kom ind i det europæiske agerbrug fra bronzealderen og til introduktionen af kartoflen. Man kan endda diskutere om kløver er vigtigere end kartofler, men mon ikke kartoflen trods alt vil vinde her i Skandinavien?
Det er uklart hvor og hvornår den vilde kløver er blevet forædlet, men et rimeligt gæt er den arabiske verden i middelalderen. Det ser ud til at man senest omkring 1270 begyndte at dyrke kløver i Andalusien, det muslimske område i Sydspanien. Herfra spredte det sig nordpå, bl.a. til Holland der dengang hørte under Spanien. Første gang planten omtales i Danmark, kaldes den ‘spansk kløver’. Det var i sandflugtstæmmeren Johann Ulrich Röhl der var den første som nævner kløver; han skriver i 1732 at han vil prøve at så kløver ved Tibirke. Det blev formentlig ingen succes, for han skriver tilsyneladende ikke siden om forsøget.
Det varer dog ikke længe før der er dokumentation for mere permanent dyrkning af kløver i Danmark, og det har helt tydeligt været en succes for dyrkningen blev meget hurtigt spredt. Allerede omkring 1800 var det på Fyn helt almindeligt at have kløver med i sædskiftet. Og også på Sjælland, Lolland-Falster og flere steder i Jylland var man godt med. På det tidspunkt omtales planten i øvrigt ofte som ‘hollandsk kløver’.
Udover blot at indskyde kløver som afgrøde i sædskiftet, begyndte man hurtigt at så kløver som ‘udlæg’, dvs. sammen med hovedafgrøden. Når hovedafgrøden blev høstet, havde kløveren etableret sig i jorden og kunne derfor hurtigere vokse sig stor og kraftig. Set fra en landbrugsvinkel var kløver en stor succes, men set fra en naturvinkel er det mindre positivt.
Nu kunne man lettere få udbytte på de dårlige jorde som heder og overdrev, og efterhånden blev mange af sådanne området taget under plov, og det førte naturligvis til at naturindholdet i landskabet faldt. Den mere intensive brug af de marginale jorde blev cementeret da man i slutningen af 1700-tallet ‘udskiftede’ landsbyerne, dvs. fordelte jorden så de enkelte gårde fik samlet deres jord. Og endnu værre blev det selvfølgelig da man begyndte at bruge kunstgødning. Naturindholdet faldt, men landbrugsudbyttet steg.
Det meste af den danske jord har altid været relativ fugtig, men det havde man lært at leve med, bl.a. ved at pløje så der blev efterladt såkaldte agerrener mellem markerne. De samlede vandet så markerne blev mere tørre, og ved regnvejr kunne de også fungere som grøfter og lede vandet væk. De såkaldte ‘højryggede’ agre gjorde også høstudbyttet mere robust; hvis det regnede meget blev der trods regnen alligevel et godt udbytte på toppen af agrene, men hvis det omvendt regnede meget lidt, fik man et godt udbytte på den lave bund mellem agrene. Men efterhånden som træerne blev fældet, steg grundvandet, og markerne blev mere våde og sure – på trods af højryggede agre. I forvejen havde ‘den lille istid’ gjort dyrkningssæsonen kortere, men nu blev den beskåret yderligere fordi såsæden ikke kunne spire så længe markerne var våde og kolde.
Mergel som kalkholdig jordforbedring
I løbet af 1700-tallet fandt man dog en løsning på det problem, nemlig kalk og mergel. Mergel er ler med et højt indhold af kalk; i dag ved vi at det hæver pH-værdien, men dengang vidste man kun at det gjorde marken mindre sur når man spredte kalk eller mergel på den. Det var lettest og billigst at skaffe mergel, og man begyndte derfor at grave efter den kalkholdige ler og fordele den på markerne. Det virkede udmærket, men det var et stort arbejde – ofte den største arbejdsopgave om efteråret.
Og merglingen var med til at skabe et nyt element i landbrugslandet, mergelgravene. Dem var der nogle steder mange af, og ofte blev de efterhånden fyldt op med vand. Det blev derfor til nogle særlige biotoper som flora og fauna havde stor gavn af. Men senere lå de jo i vejen for de stadig større landbrugsmaskiner, og efterhånden er langt de fleste blevet fyldt op (ofte med affald) og dækket med jord. I dag er mange af de resterende beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3. Men i dag er de fleste forsvundet igen; de lå i vejen for det moderne landbrug.
Ingen kommentarer endnu!