Selvom ødelæggelsen af landbrugsjorden både gav staten og bønderne store problemer, og selvom sammenhængen mellem skovfældning og sandflugt var begyndt at gå op for folk, så blev skovene fortsat mindre, og der kom stadigt større områder med sandflugt.
Staten prøvede i løbet af 15- og 1600-tallet at løse problemerne med forbud og pligter. Men det nyttede ikke, fordi det stadig var for fristende for bønderne at fælde træer. Og desuden fungerede skovene stadig som græsningsområder for husdyrene. En løsning som kunne vende udviklingen, var både teknologisk vanskelig og meget dyr. Men det lykkedes dog til sidst.
Først i 1720’erne blev det klart for Frederik 4. at der måtte gøres noget nyt og effektivt. Og han gjorde som man plejer når man står over for nye opgaver, nemlig at hente eksperter fra udlandet. Valget faldt på Johan Ulrich Röhl fra Oldenburg der dengang hørte under den danske konge. Röhl arbejdede som klosterforvalter, og det er ikke klart om han havde arbejdet med sandflugtsbekæmpelse før, men han var stædig og kreativ, og det lykkedes ham i løbet af kun 12 år at bremse sandet i Nordsjællands værst ramte område, ved Tibirke nord for Arresø. Det var i øvrigt også sandflugtens skyld at Arresøs naturlige udløb var sandet til, og at man i stedet gravede den kanal der kom til at give vand til Frederiks Værk.
I forvejen havde man forsøgt at stoppe sandet med risgærder; det fortsatte Röhl med, og han plantede desuden hjælme og marehalm samt både gran- og løvtræer. Han fik også flyttet tang fra stranden op på sandet for at holde det fugtigt samt gravet dybe grøfter der kunne fange sandet og forhindre dyrene i at komme ind og spise af de nye træer. Dermed skabtes det vi i dag kender som bl.a. Asserbo Plantage og Tisvilde Hegn. Men agerjorden var tabt for evigt, og flere landsbyer blev gemt under sandet. En af dem, Torup, blev for nogle år siden fundet under et meterhøjt sandlag. Kirken i Tibirke blev dog reddet.
Röhl har fået et blakket eftermæle; han omtales både som temperamentsfuld og selvrådig, og han blev beskyldt for at bruge bønderne og deres jord til egen fordel. Han blev derfor til sidst afskediget, men han nævnes rosende på det monument der kort efter blev rejst til minde om den vellykkede bekæmpelse.
Sandproblemerne i Jylland måtte vente lidt længere med statslige initiativer. Men også her kom man efterhånden i gang, og i dag kan man – bortset fra ved kysterne – kun opleve større sandflugt ét sted i Danmark, nemlig på Råbjerg Mile ved Skagen. Her har man til gengæld fredet det flyvende sand som et levende minde om den katastrofe der jog bønderne væk fra deres marker og gårde.
Mange steder kan man endnu se resultatet af kampen mod sandet. De fleste steder er sporene dog skjult af grantræer. Over det meste af landet, men især langs kysterne og allermest i Vestjylland blev der efterhånden plantet plantager for at stoppe sandet. Ordet ‘plantage’ betyder ‘plantet skov’. Det er dog ikke alle plantager der er plantet for at bekæmpe sandflugten, men ganske mange er. Andre er plantet i sidste halvdel af 1800-tallet hvor man gik systematisk til værks for at gøre al jord nyttig. Dengang blev meget af den jord der ikke kunne dyrkes fordi den var for sandet, plantet til med nåletræer.
Ingen kommentarer endnu!