Den første markante oplysningstænker var englænderen John Locke, der i 1690 udgav An Essay Concerning Human Understanding. Her argumenterede han for at bruge fornuften som et kritisk redskab. Endnu større betydning fik han dog for sine tanker om tolerance og styreform. Bl.a. argumenterede han for at de forskellige religiøse retninger skulle kæmpe med argumenter og ikke bruge hverken stokke, økser, ild eller sværd. Det lyder måske ret banalt i dagens Europa, men var det ikke i 1600-tallet, hvor den blodige Trediveårskrig – der begyndte som en krig mellem protestanter og katolikker – direkte og indirekte havde udslettet mellem 25 og 40 % af den tyske befolkning mellem 1618 og 1648.
En anden stor humanistisk tænker fra tiden var franskmanden Jean-Jacques Rousseau. Han mente at “mennesket er født frit, men alligevel er der overalt nogle der bestemmer over dem”. De enevældige staters magt over individet var med til at skævvride samfundet, og Rousseau foreslog i stedet at give den enkelte frihed og rettigheder. Hvis samfundet bestod af frie og oplyste mennesker, ville det bevæge sig i en rationel og retfærdig retning, mente han.
Hans tanker var med til at gøde jorden for den franske revolution i 1789, og de spillede også en vigtig rolle for den amerikanske uafhængighedserklæring og efterfølgende uafhængighedskrig 1775-83. Også i Danmark kom der kritik af de enevældige konger, blandt andet fra Peter Andreas Heiberg og Malthe Conras Bruun. De var begge forfattere og videnskabsmænd; Heiberg var filolog, Bruun geograf. Deres skriverier skabte stor opsigt i København, men de var forud for deres tid, og den enevældige stat kunne let sætte dem ud af spillet. Både Heiberg og Bruun blev forvist fra Danmark i 1800, og de tog derefter begge ophold i Paris. Her fik Bruun i øvrigt en stor karriere som geograf. Han huskes blandt andet som ham der gav øerne i Stillehavet det fælles navn ‘Oceanien’.
Du kan her læse videre om 1600-tallets danske naturvidenskabsfolk.
Ingen kommentarer endnu!