Selvom det måske lyder brutalt at sige det, så førte Den sorte død midt i 1300-tallet til at de overlevende fik et bedre liv end de ellers ville have fået. Da befolkningen nærmest med et slag blev næsten halveret, var der pludselig meget færre til at dele værdierne og til at udføre det arbejde man plejede at klare. Det blev først og fremmest et problem for godsejerne der pludselig manglede folk til at dyrke jorden.
De bønder og byarbejdere der havde overlevet pesten, kunne derimod holde fest. Ikke blot havde de reddet livet, men de fik også bedre arbejdsvilkår – i byerne fik de højere løn, og på landet skulle de betale mindre i afgift til godsejeren. Den enkelte bonde fik også mere jord, de mange små husmandssteder – gårdsæderne – blev slået sammen til gårde der var store nok til at sikre en families overlevelse. Også mange af de store brydegårde – der jo var afhængige af gårdsædernes arbejde – blev opdelt i bøndergårde.
Dermed blev det landsbysystem som varede frem til udskiftningen omkring 1800, skabt – med landsbyer der helt overvejende bestod af tætliggende familiebrug. Det var stadig godsejeren, kongen eller kirken der ejede jorden, og bønderne der forpagtede gårdene som fæstegårde. Men landsbyerne havde ret stort selvstyre, og bønderne bestemte selv hvornår de skulle pløje, så og høste. Landsbyfællesskabet fungerede for det meste ret gnindningsfrit, måske fordi de enkelte bondegårde nu var blevet nogenlunde lige store, og bønderne dermed var blevet mere jævnbyrdige.
Selvom de enkelte bønder nu fik mere jord at dyrke, var der alligevel meget jord der ikke var arbejdskraft til; et stort antal gårde blev derfor øde – ordet ‘øde’ betyder ‘uden mennesker’. Også mange landsbyer forsvandt; det gjorde også mange kirker. Materialerne blev fjernet og brugt andre steder.
Det ser derimod ikke ud til marker i større omfang blev opgivet. I stedet gik man mange steder over til mere ekstensiv drift med større græsningsarealer. I løbet af 1400-tallet begyndte byerne igen at vokse, både i Danmark og i udlandet, det gav øget efterspørgsel efter kød – og dermed fik godsejerne mulighed for at tjene gode penge på eksport af kvæg, især stude (dvs. kastrerede tyre). Især i Jylland fik studeeksporten stor betydning – her eksporterede man ad Hærvejen til Hamburg og Altona. Det var ikke én vej, men et system af veje langs vandskellet i Jylland og Slesvig-Holsten.
Som det altid er i forbindelse med dybe kriser, er der relativt få der scorer kassen, mens de fleste taber stort. Sådan gik det også for godsejerne. Nogle godsejere var heldige – eller dygtige – og fik købt jord mens den var billig. Andre var heldige at arve store arealer. Hvis de ellers kunne holde bønderne på fæstegårdene, var de nogenlunde sikre på en fast indtægt fra de dyrkede arealer, og på de udyrkede kunne de have kvæg. Men mange andre var ikke så heldige.
Nogle manglede penge at ekspandere for, og andre manglede bønder til at dyrke jorden. Nogle manglede begge dele, og det førte for mange til at de måtte opgive deres selvstændighed. Der var således mange adelige i denne periode der endte som fæstebønder eller som forpagtere for de store godsejere. Her bidrog også arvelovene til at sprede godsernes gårde og jorde.
Ingen kommentarer endnu!