Vornedskabet – for at holde på bønderne

Efter Den sorte død blev bøndernes forhold generelt forbedret. Pesten havde slået så mange mennesker ihjel at godsejerne kom til at mangle arbejdskraft. Mange fæstegårde kom til at stå tomme, og der var heller ikke arbejdskraft nok til at dyrke godsernes egne marker. Også i byerne kom der til at mangle arbejdskraft, og derfor rejste en del af de overlevende bønder til byerne. Godsejerne hvade umiddelbart ikke andet valg end gøre forholdene for deres tilbageværende bønder bedre, bl.a. ved at reducere deres afgifter.

Men de gode tider for de overlevende bønder sluttede dog hurtigt på Sjælland, Møn, Lolland og Falster. Her blev nemlig efterhånden indført et såkaldt vornedskab der nærmest gjorde bønderne til livegne. Man har ikke i eftertiden kunnet finde en bestemt lov der indfører vornedskabet, men det er fra forskellige dokumenter klart at det er i kraft midt i 1400-tallet. Formentlig var det indført meget tidligere. Den ældste kendte omtale af vornedskabet er fra 1446; det er et dokument der handler om lollandske forhold.

Hensigten med vornedskabet er helt klar – jord må ikke ligge øde hen, den skal dyrkes. Og derfor skulle bønderne tvinges til at blive på deres gård og fortsætte med at dyrke jorden. Også bøndernes sønner var vornede, men ikke døtrene. 

Vornedskabet gav i praksis godsejerne ret til at bestemme hvilken gård bondesønnerne skulle tage i fæste. Formelt var der tale om en forhandling, men godsejerens magt var så stor at bondesønnerne var nødt til at acceptere, også selv om der var tale om en dårlig gård langt fra hans hjemby. Godsejeren måtte dog ikke sælge bonden til en anden godsejer – men han måtte godt sælge gården, og i så fald fulgte bonden jo med. Det eneste bonden fik ud af at blive ‘vornet’ (værnet) var at han fik ret til at blive på den gård han fået i fæste. Det sidste blev dog ikke altid overholdt, bl.a. fordi godsejeren kunne påstå at bonden ikke passede gården godt nok.

Det mærkelige er at vornedskabet kun blev indført på Sjælland med nærliggende øer – og hverken i Skåne, på Fyn eller i Jylland. Det antyder at der kan have været større problemer med ødegårde på Sjælland mv. end i resten af landet. Vi ved ikke hvad årsagen er; der er forskellige teorier, men ingen der er overbevisende. En forklaring kan være jordens frugtbarhed; for at dyrke den gode jord intensivt har man brug for flere bønder end der hvor man dyrker mere ekstensivt. Jorden er god på Sjælland, men den er også god mange andre steder, og i øvrigt er det uforståeligt at befolkningstabet skulle blive mere langvarigt på Sjælland.

En anden forklaring kan være at de sjællandske bønder og bondesønner var mere tilbøjelige til at stikke af til de nærliggende købstæder. Der var relativt tæt mellem købstæderne på Sjælland, og nogle af dem var også ret store, foruden København også Roskilde, Ringsted, Slagelse og Næstved. Og især København var i vækst med behov for arbejdskraft. Det samme var andre byer langs Øresund. Men der var også større byer i resten af landet, og de fleste af dem voksede også, så den forklaring kan næppe stå alene.

Teoretisk kan man have udviklet nye redskaber eller nye dyrkningsmetoder i Skåne, Fyn og Jylland. Men det er der absolut intet der peger på – og hvis man havde gjort det, ville det ret hurtigt være blevet spredt til Sjælland. Det er dog rigtigt at man i højere grad gik over til ekstensiv drift i store dele af Jylland, men det forklarer jo ikke hvorfor bønderne på Fyn slap for at blive vornede. Indtil enevælden blev indført i 1660 havde godsejerne stor magt, og vornedskabet blev håndhævet temmelig håndfast i løbet af perioden. Selvom både Christian 2. og Christian 4. forsøgte at styrke bøndernes stilling, var det godsejerne der trak det længste strå. Men efter enevældens indførelse var kongemagten i stand til gennemtvinge mindre lempelser af bøndernes forhold, og i 1702 bestemte Frederik 4. at vornedskabet gradvis skulle ophæves.

Reelt blev det dog genindført i 1733 i form af stavnsbåndet.

Og det gjaldt hele i landet.