Fra slutningen af 1700-tallet opstod en ny mulighed for nogle af landhåndværkerne – nemlig at producere til et større marked, og dermed til slutkunder de ikke selv kendte. Det kan overfladisk set minde om de engelske hyttearbejderes situation; i Danmark var det dog ikke forlæggere, men opkøbere der trådte mellem producenten og slutbrugeren. Det må – i hvert fald i teorien – have givet de danske husmænd en bedre mulighed for at få en højere pris for deres arbejde; de kunne lettere stå sammen – bl.a. fordi noget af dette landhåndværk blev udført af folk der var tæt på hinanden – og de må også have haft lettere ved at spille opkøberne ud mod hinanden.
Hertil kom at det ikke var forlæggere der bestemte hvad de skulle lave; det gjorde de selv – eller rettere, det gjorde de naturgivne forhold kombineret med gamle traditioner. De danske landhåndværkere havde således af deres forældre eller naboer fået grundig oplæring i deres arbejde; de var reelt håndværkere og ikke ufaglærte hyttearbejdere som i England. Ganske vist var de ikke medlemmer i et håndværkslav, men de kunne alligevel deres håndværk.
De naturgivne forhold handlede bl.a. om træ, ler eller hede. Hvis der var meget træ til rådighed, kunne man supplere sin indkomst ved at svide trækul eller lave træsko; hvis der var god ler i jorden (og adgang til brænde), kunne man blive pottemager; og hvis der var hede med fåreavl, kunne man blive uldbinder.
En undersøgelse fra Silkeborg-området viser at der var mange træskomagere i de skovrige sogne mod øst, mens der var mange uldbindere i hedeegnene mod vest. Og ved Sorring – hvor der er fine lerforekomster (der endnu udnyttes) – var der mange pottemagere. Det var helt overvejende husmænd uden jord der ernærede sig inden for de tre fag. Der er ikke lavet lige så detaljerede undersøgelser for andre dele af landet, men der er ingen tvivl om at husmændene alle steder har været tvunget til at satse på de lokale muligheder.
Det er således ikke tilfældigt at flere af Danmarks største tekstilvirksomheder i dag ligger i Vestjylland. Her havde man allerede tidligt i 1700-tallet en stor produktion af strikkede uldvarer, især strømper, og det var en produktion både mænd, kvinder og børn deltog i, ofte i hyggeligt fællesskab – som St. St. Blicher skildrer det i ‘Æ bindstouw’ (1842). Arbejdet omfattede ikke kun selve strikningen, men også kartningen og spindingen. De færdige varer blev siden solgt af omvandrende hosekræmmere eller til holstenske opkøbere.
Binderiet havde sin storhedstid i første halvdel af 1800-tallet; herefter blev det udkonkurreret af mekaniske strømpevæve og siden egentlige tekstilfabrikker. Undervejs i denne proces var der nogle – men tilsyneladende ret få – der arbejdede under forlagsagtige vilkår.
Træskomagernes forhold lignede på mange måder uldbindernes, blot toppede produktionen først omkring 1900. Der er selvfølgelig også den forskel at hvor uldbinderiet lokalt blev videreført i form af en stor tekstilindustri, så fik træskofabrikkerne kun ret kort levetid, fordi de traditionelle træsko gik af mode som dagligt fodtøj. Måske fordi toppunktet var senere, var det i højere grad lokale – gårdmænd og kroejere – der optrådte som mellemmænd. Det var ofte også gårdmændene der leverede træet fra deres skove, og træskomagerne kom således til at arbejde på vilkår der minder om de engelske hyttearbejderes. Man kan finde både ligheder og forskelle, men det er klart at træskomagerne blev meget afhængige af lokale mænd med penge, skov og heste.
Det er det samme mønster man ser for pottemagerne. Også de blev afhængige af mellemmænd – såkaldte ‘pottekørere’. Det kunne være omrejsende prangere eller lokale mænd med heste. Samlet ser det for alle tre fag ud til afhængigheden af lokale mellemhandlere steg i løbet af perioden.
Ingen kommentarer endnu!