Også andre områder i Danmark havde deres specialiserede håndværkere. Overalt hvor der var særlige råstoffer, var der mulighed for at udnytte dem til at forbedre sin økonomi. Nogle råstoffer som træ, kalk og ler findes mange steder, og derfor blev der også produceret trækul, mørtel og teglsten mange steder, men primært kun til det lokale behov.
Det ældste af disse bierhverv er kulsvidning. Der må formentlig have været svedet kul allerede i bronzealderen, og i hvert fald svedte man kul i jernalderen. Dengang blev trækullene brugt i jernfremstillingen, men her i 17-1800-tallet blev trækul primært brugt som brænde i byerne og især i København. I 1728 fik København sågar sin egen markedsplads for handel med trækul – Kultorvet ved Rundetårn.
Der blev svedet trækul overalt i landet, men især ved Grib Skov nord for Hillerød. Det kræver ingen særlige redskaber at svide kul, og råmaterialet var også nemt at skaffe – selvom det måske ikke altid skete på lovlig vis. Man skal naturligvis have erfaring og håndelag for at svide korrekt, men erhvervet gik i arv gennem mange generationer. Og det var en god indtægtskilde for mange fattige nordsjællændere. I løbet af 1800-tallet gik stadig flere mennesker dog over til at bruge de mere effektive stenkul, men der blev svedet kul i Nordsjælland helt op til 2. Verdenskrig.
Kalk- og teglbrændere
Både tegl- og kalkbrænding kom til Danmark i forbindelse med middelalderens kirkebyggeri. Det skete dengang i midlertidige ovne der blev betjent af omrejsende arbejdere. De kom også i brug da kongerne og adelen begyndte at bygge slotte og borge, men først da der blev brug for mursten til almindelige byhuse, kom der permanente værker med fastboende arbejdere. Det helt store boom kom i sidste halvdel af 1800-tallet hvor København og de fleste købstæder voksede både i areal, i antal huse og i beboertal. I samme periode begyndte man også at brænde drænrør af ler.
Ler til mur- og teglsten kan findes mange steder, men kalk er primært tilgængelig i den nordlige og østlige del af landet hvor den nogle steder ligger meget tæt på jordoverfladen. Og det var især her man gravede og brændte kalk. Brændt kalk bruges til at kalke murværk med og som ingrediens i mørtel der bruges til at ‘binde’ mursten sammen. Pulveriseret kalk er siden 1700-tallet blevet brugt som jordforbedring. Det samme er også lerarten mergel blevet.
Mens kulsvidning var et erhverv der i princippet kunne udføres alene, så var både teglbrænding og kalkbrænding mere kompliceret. Der var både brug for kapital og arbejdere. Nogle af virksomhederne – bl.a. Mønsted Kalkgruber i Midtjylland – blev i begyndelsen drevet af lokale bønder i fællesskab, men efterhånden blev de alle overtaget af mere kapitalstærke selskaber. Det gælder også Danmarks største kalkbrud, Faxe Kalkbrud. Kalkbrydningen går her langt tilbage, og midt i 1800-tallet havde flere sjællandske godser deres egne gruber i området; dem fik C. F. Tietgen i 1884 samlet i et aktieselskab. Det eksisterer endnu i dag, men ejes nu af et belgisk firma.
Kniplinger fra Tønder-egnen
I Tønder og omegn tjente mange gennem lang tid penge på en helt anden beskæftigelse, at kniple. Det er et håndværk hvor man fremstiller halvgennemsigtigt tøj, nærmest en slags blonder i lange strimler, der dengang brugtes som besætning på tøj, fx yderst på ærmerne. Det var tidligere et statussymbol som kun kongen og de adelige måtte være iført. I øvrigt måtte man kun gå med kniplinger der var produceret i Danmark inkl. hertugdømmet Slesvig. I praksis var de fremstillet det sidste sted.
Knipling blev tidligt – allerede midt i 1500-tallet – et håndværk for kvinder og piger (helt ned til 6-års alderen) i Slesvig, men bredte sig stort set ikke til kongeriget. Det var typisk kvinder og piger fra de jordløse familier der kniplede.
Allerede i 1543 påbød Christian 3. at der blev oprettet skoler på landet i Slesvig-Holsten. Her skulle undervises i kristendom, læsning, skrivning og regning, og desuden skulle pigerne undervises i syning, vævning og knipling. Forordningen blev dog kun sat i værk nogle steder, især på Vestkysten og på Als – og det var netop i den vestlige del af Slesvig at knipling blev mest udbredt.
Det er af flere grunde en interessant forordning, bl.a. fortæller den at Christian 3. – der kom fra Gottorp slot i Slesvig og var statholder over Nordslesvig før han blev konge af Danmark – har haft kendskab til knipling; formentlig har der allerede da været kniplet i området. I den tilsvarende forordning om skoler i kongeriget fra 1539 står der intet om at pigerne skal lære knipling eller andre håndarbejder.
Det vides ikke med sikkerhed hvor knipling er opfundet, men den ældste dokumentation af kniplinger er fra Milano i 1493. Senere blev det flamsktalende område i det nuværende Belgien førende inden for knipling, og det var formentlig herfra det kom til Slesvig.
I princippet kan man kniple med alle slags tynd tråd, men oprindeligt brugte man hør der var blevet bleget. Man knipler med udgangspunkt i et mønster der dengang var leveret af en kniplingshandler. Ofte kom mønstrene fra Belgien, men de kunne også være lavet lokalt. Der var en vis udvikling i mønstrene over tid, men ikke hurtigere end at mange kunne kniple det samme mønster hele deres liv.
Der var her tale om decideret forlagsindustri i stil med den engelske hytteindustri; det var de lokale kniplingshandlere der kontrollerede produktionen; det var dem der ejede de mønstre som kniplerskerne brugte. Kniplingshandlerne tjente godt på kniplingerne, og de vogtede nidkært over både mønstre, kniplinger og kniplersker. Der var ikke så langt fra Slesvig til Belgien, og dygtige kniplersker kunne nemt føle sig fristet til at ‘desertere’ til Belgien hvor lønningerne var bedre. Her havde knipling høj status, og kniplekvinderne fik bedre løn end kvinder fra andre dele af tekstilproduktionen.
Det menes at omkring 26.000 kvinder og piger i Slesvig-Holsten arbejdede med at kniple da produktionen først i 1800-tallet var højest. Men siden gik det ret hurtigt tilbage, både fordi moden skiftede, og fordi man nu kunne lave kniplinger på maskiner. De blev ganske vist ikke så fine som de håndgjorte, men til gengæld havde også bondekoner nu råd til dem. I 1847 var der kun 6 kniplingshandlere tilbage i Slesvig, heraf de 5 i Tønder og omegn. I de følgende årtier forsvandt erhvervet helt; der kniples dog endnu både på Tønder-egnen og andre steder, men nu på ren hobbybasis.
Bornholmske ure
Bornholm fik også deres specialitet, bornholmerure. Det skete åbenbart helt tilfældigt. I 1744 strandede et hollandsk skib nord for Rønne. Det lykkedes at redde både besætning og last – og herimellem også fem standure på vej til Tallinn. De endte hos nogle af øens rokkedrejere, brødrene Peter og Otto Arboe i Rønne, åbenbart fordi det var dem der havde mest forstand på finere mekanik. De to brødre satte imidlertid ikke kun urene i stand, de kopierede dem også – først i træ, siden i jern og messing. Og så var bornholmeruret født.
Sådan siger overleveringen ihvertfald; det ser også ud til at historien om strandingen er rigtig, men det eneste der med sikkerhed kan dokumenteres, er at de to Arboe-brødre fremstillede bornholmerure fra omkring 1750, og at disse ure blev solgt i bl.a. København. Det må have været en god indtægtskilde, for der kom flere andre urmagere til – bl.a. den mest kendte af dem alle, Jørgen Peter Arboe. Da produktionen toppede i 1840’erne, blev der fremstillet og solgt tæt ved 2.000 ure om året.
Siden blev de bornholmske ure efterhånden udkonkurreret af industrifremstillede ure; det sidste ægte bornholmerur blev lavet kort efter 1900. Der var ikke her tale om noget der lignede den engelske forlagsindustri. Tværtimod, det var urmagerne selv der havde kontrol med produktion og salg. De stiftede “Rønne Uhrmagerinteressentskab”, som sikrede en god kvalitet og en stabil afsætning i København. Selskabet virkede fra 1821 til 1894 hvor der var så få urmagere tilbage at selskabet blev opløst.
Ingen kommentarer endnu!